Velfærd ombord og   peber i luftindtaget

En Beretning af Leo Lund

Velfærd ombord?

Når overskriften efterfølges af et spørgsmålstegn, er det fordi jeg ikke mindes, at det var et begreb, der var kendt ombord på ”Thetis” på grønlandstogtet.

Vi havde nogle få film med hjemmefra, men det blev ret ensformigt at se de samme film gang på gang. Vi havde også et mindre bibliotek, og det benyttede jeg flittigt. Det eneste egentlige velfærdsarrangement, som jeg husker fra togtet, var polardåben i Strømfjorden kort tid før vi sejlede hjemover, og sådan noget som f.eks. nyheder fra OL i Rom var vi nærmest afskåret fra.

I det hele taget var det som om det menige mandskab bare blev betragtet som en slags slaver uden rettigheder.

Det første svigt kunne vi konstatere, da vi første gang skulle have udbetalt hyre, efter at vi var kommet til Grønland. Vi var nogle, der vart blevet ”lokket” ombord med løfte om, at vi ville få grønlandstillæg, hvad der var et beløb, der var adskillige gange større end normal hyre. Næstkommanderende havde imidlertid fundet ud af, at selv om togtet skulle vare 5 måneder, skulle vi ikke betragtes som udstationerede, og så kunne vi ikke tilkomme noget tillæg, og sådan blev det.

Da vi opdage det, blev vi sure og frustrerede, hvad vel er forståeligt. Jeg husker, at Niels Erik og jeg blev sat til sammen med to matroser at ro næstkommanderende i land på øen, hvor Loran-slavestationen skulle bygges. Vi mente, at det som teleplottere var under vores værdighed at være galejer, og især når det var for at servicere den person, som havde snydt os så læsterligt.

I begyndelsen sad vi ved siden af hinanden, og ingen af os kunne finde ud af at bruge årerne, men næstkommanderendes modtræk var at flytte os over i samme side. Så lå vi der og cirklede rundt, men på en eller anden måde kom vi da i land. Jeg tror nok, at det var der min ”krig” med næstkommanderende begyndte. Man kan vel sige, at han vandt ”krigen” i kraft af sin rang og de magtmidler, som det gav ham, men jeg bevarede trods alt min stolthed og integritet som menneske og lod mig ikke knægte.

Svælget mellem officerer og mandskab blev større og større efterhånden som tiden gik. Jeg husker en aften senere på togtet, hvor vi sammensvorne sad henne i bageriet mens officererne holdt fest i messen sammen med nogle damer, de havde hentet ombord. Vi var ved at have fået nok, og snakken gik om, hvordan vi kunne afbryde festen. Hvem der fik ideen, kan jeg ikke huske, men jeg tilbød i hvert fald at udføre den. Det gik ud på at hælde ¼ kg peber, som bageren leverede, ned gennem ventilationssystemet til messen.

Røret til luftindtag var foran broen, lige ved nedgangen til banjen, så jeg tømte posen og skyndte mig ned på banjen, hvor jeg straks lå i dyb søvn på min briks, da officerer kom myldrende for at fange synderen. Det viste sig dog at være umuligt, for af hensyn til vagtskifte, sov de fleste med tøjet på. Hvem der var klar over, at jeg var synderen, husker jeg ikke, men de holdt i hvert fald tand for tunge, og tak for det, for det havde nok kostet en tur i spjældet, hvis jeg var blevet afsløret. Men festen blev i hvert fald afbrudt, for i messen var der blevet en dårlig atmosfære.

Det, at vi gik for lud og koldt vand, var sikkert også en af de væsentligste årsager til, at forholdene ombord efterhånden blev ret forråede. Prøv f.eks. at spørge Niels Erik, hvordan det var at vågne op på sin briks af middagssøvnen, fordi der var en konkurrence i gang om, hvem der med sin kastekniv kunne placere kniven i skottet over ham og komme tættest på den sovende. Eller hvordan var det mon at være Skrubben, der vågnede i sin køje, fordi en kniv blev stukket op gennem køje og madras og ramte ham i bagen.

Jo, det var i sandhed noget af en sørøverskude, vi var ombord på, men på mærkværdig vis kom alle levende gennem skærsilden.

Man kan spørge, om jeg slet ikke fik noget positivt ud af togtet, og svaret er, det fik jeg skam også.

Der var blandt de fleste af os kulier, uanset baggrund og tidligere tilværelse, et godt kammeratskab. Jeg lærte at klare mig under vanskelige og trange forhold, og det er senere i livet kommet mig til gode ved flere

lejligheder. Jeg lærte at binde et pælestik, og jeg kan stadigvæk gøre det i søvne. Jeg lærte også, at tovværk o. lign. altid skal kvejles op og hænges på plads, så her i huset forefindes alt hvad der hedder reb, snor, ledning, vandslange o. lign. altid pænt kvejlet op og hængt på plads. Og sidst men ikke uvigtigt, i mine skabe vender bøjlerne altid på samme måde, så skulle uheld være ude, så kan skabene hurtigt tømmes.

Leo

Viborg i december 2008-12-2