anker-54x96              nyf339nielsebbesen               anker-54x96

kooejeneblue            mit-foerste-togt            kooejeneblue

Følgende er mine erindringer, gengivet uden nøjagtige tidspunkter, hvor jeg p.t. ikke har disse data.

Efter eksamen på signalskolen og korporalskolen på Margretheholm i marts 1961 skulle klassen fordeles til de forskellige landfaste og sejlende tjenestesteder. Jeg mener, at vi havde en mulighed for at ønske. Jeg fik at vide, at jeg d. 25/3 skulle påmønstre fregatten Niels Ebbesen, som lå i Randers.

Jeg spurgte banjermesteren, om han vidste noget om, hvad skibet normalt befattede sig med, og hvad sejlplanen for den kommende tid mon kunne være. Dertil svarede han, at vi nok skulle rundt i danske farvande i en uges tid, derefter til Holmen og på forlænget week-end-orlov. Det lød jo meget fredeligt, og det ringed jeg til mine forældre og fortalte.

(Banjermesteren har nok grinet lidt for sig selv).

Så fik jeg rejsepapirer, pakkede min køjesæk og tog næste morgen toget til Randers.

På stationen blev jeg overrasket over at møde en fenrik. Det var nu heller ikke mig, han skulle afhente, men jeg fik da en kørelejlighed ned til skibet.

Vel om bord mødte jeg ”Sussi”, som havde vagt, og som skulle blive en rigtig god signalkollega, og som hjalp mig med at finde ud af en masse praktiske måder at gøre ting og sager på, så livet om bord blev lettere. Han havde desværre kvarterarrest, så han kunne ikke komme i land (- det var vist nok et eller andet med noget bajersk øl!).

Kort efter var der landlovsmønstring på agterdækket, og i slutningen af denne spurgte banjermesteren mig om jeg skulle spise i Marineforeningen. Da jeg jo ikke anede, hvor man gik til skafning på disse kanter, sagde jeg ja, og det viste sig så, at de gamle marinere i Randers havde inviteret den vagtfri del af besætningen til middag på en restaurant. Det var jo en fin start på aftenen. Senere var vi naturligvis til fest og danseri på andre forlystelsessteder, og jeg nåede at blive halvforlovet med en sød randrusiansk pige. Jeg husker ikke, hvad hun hed, men jeg har da stadig et sødt foto af hende!

Vel ombord skulle jeg så rigge min køje op for første gang. Det gik også fint, og jeg kom til køjs.

Næste morgen, da jeg lidt efter lidt vågnede, oplevede jeg så, at der nedenunder mig sad en bakke folk og morgenskaffede med kaffe, te, brød, pålæg og ost, medens jeg klamrede mig udvendigt til min køje for ikke at falde ned i kollegernes morgenmåltid. Jeg blev venligt hjulpet ned og fik at vide, at man skulle bruge 2 køjepinde. Det havde man aldrig fortalt i Auderød. Jeg skulle så bare gå ned til dagvagten og fortælle, at et kosteskaft var gået i stykker. Så fik jeg et nyt, som jeg kunne save over og bruge til hængekøjen.

Næste dag fik jeg så at vide, at vi nu skulle afgå til Frederikshavn og derefter tre måneder på fiskeriinspektion ved Færøerne. Noget af en overraskelse.

På turen havde vi temmelig hårdt vejr med Nordsøens korte ubehagelige søer og senere Atlantens længere, men vi ankom til Torshavn i pænt men koldt vejr med et lille lag sne. Forinden havde vi fået udbetalt den ugentlige forstrækning i færøske ”træpenge” (var det ikke ca. 22,- kr.?). Jeg fik et par kroner mere i hornblæsertillæg. Men så skulle jeg jo også hver morgen tørne ud et kvarter tidligere end de andre, fordi jeg skulle blæse reveille.

Jeg førte ikke dagbog (desværre) men dagene gik med at indarbejde forskellige rutiner, som relaterede sig til vores opgaver med fiskeriinspektion.

Der var jo ikke meget praktisk signalering, men ”Sussi” havde allieret sig med vores nærmeste chef, navigationsofficeren (NO) (SL I Andersson – senere KL), så hver gang banjermesteren (Overfenrik (OF) Jessen) ville have os til at udføre et eller andet dødssygt ”rustbankerjob” kunne vi sige, at det havde vi desværre ikke tid til, for vi skulle træne signalering!, og han kunne bare spørge NO!

Og vi trænede virkelig signalering, både blink og semafor. Når vi lå i Skålefjord – og det hændte jo! – lavede vi ofte en aftale med signaloversergenten (OS(SI)) om, at vi gik en times tid op i fjeldet, og at han på et bestemt tidspunkt skulle sende to blinkøvelser op i en bestemt retning. Og det tog jo en hel formiddag! Når vi var i søen, blev den ene af os på broen og den anden gik ned til 40mm-erne og så trænede vi semafor. Uden pral kan jeg sige, at vi blev mindst lige så skrappe som MTB-signalfolkene. (Det viste en senere signalkonkurrence på FLS KBH, hvor vi vandt).

Andre øvelser var jo trawlerrullerne. Da havde jeg det job, at jeg på broen i bestiklukafet skulle hente min ”Intermediate-signallampe” og strømkilden dertil, som var en almindelig tung bil akkumulator i en kasse. Det skulle så bæres ned i bb agterste rofartøj, som brugtes, når vi skulle borde en trawler. Derefter blev fartøjetsvinget ud og firet af til dækshøjde, hvorefter vi faldt på før yderligere affiring og udhugning. Det kunne godt være en risikabel affære ved krap sø. Men endnu sværere var det, når vi skulle hales ombord igen. Da havde jeg opgaven at gribe forreste taljeblok og fastgøre den til fartøjets forreste krog. Sådan en blok er stor og tung, den svinger, og fartøjet gynger. Jeg var mest bange for, at mine fingre skulle komme i klemme. Og så skal den jo helst hugges i samtidig med agterste blok. Så der opstod somme tider ubehagelige situationer. Men det var jo også derfor vi øvede os