anker-54x96              nyf339nielsebbesen              anker-54x96

Ole “Kroppur” Kropp beretter:

Om Tiden Efter NIELS EBBESEN

September 2008.

For et årstid siden besluttede jeg, at I skulle have en lille afhandling om min tid efter Niels Ebbesen.

Nu starter jeg imidlertid lidt før – nemlig før tiden på N.E. og med en lille forbindelse til THETIS.

I midten af halvtredserne lærte jeg hos en skolekammerat en søofficer og hans kone ret godt at kende. De kom ofte i kammeratens hjem og var yderst sympatiske. På denne tid var det ikke kutyme, at unge/børn var dus med voksne. Men det var vi.

Han var orlogskaptajn og hed Knud Kærgaard. (Af én eller anden grund blev han i det lag kaldt ”Sortebror Knud” – hvorfor aner jeg ikke).

Nogle år senere blev jeg så indkaldt til SVN og kom på Signalskolen. En månedstid før vi var færdige, mødte jeg så Knud på Holmen. Han fortalte, at han var/skulle være CH THETIS, og at de skulle på søopmåling ved Grønland.Han kunne godt udvirke, at jeg kom med som signalgast. Jeg skulle dog ikke regne med, at jeg kunne huske ret meget af morsealfabetet, når vi kom hjem, for der var ikke ret mange at kommunikere med pr. blink, flaghoist og semafore. Mit job ville i stedet være at være en slags nær medarbejder og sekretær for ham selv i forbindelse med søopmålingen, altså et job med seriøst indhold.

Det lød jo besnærende. Men efter overvejelser valgte jeg at takke nej, for det kunne let blive problematisk at være sammen med den øvrige besætning, hvis de fik færten af, at jeg privat i lang tid havde været rigtig nær ven – og dus med chefen.

Jeg kom altså i stedet på N.E. (Her var jeg til jeres overraskelse ikke dus med chefen!!)

Nogen tid senere lå vi til ankers udfor Torshavn. Inde i havnen – på ”vores” plads – lå Thetis. På et tidspunkt blev vi kaldt op pr. blink, og jeg fik en personlig hilsen af en tydeligt urutineret morsehånd.

Det var naturligvis ”Sortebroderen”, der stod ved lampen. Det var lidt hyggeligt. Og de sejlede så videre til Grønland, medens vi gik i flæsket på trawlere, der ikke lige kunne finde deres lovlige plads på havet.

Under opholdet på Margretheholm havde jeg et rigtig godt kammeratskab med en klassekammerat og navnebror. Bl.a. spillede vi hver dag skak efter udskejning. Vi søgte – efter mange fælles drøftelser – begge optagelse på Søofficersskolen. I den forbindelse blev vi somme tider taget ud af Signalskolens undervisning, fordi vi skulle til div. prøver og undersøgelser.

En dag skulle vi til lægecheck. Da vores lærer (OFR Helmuth Hansen) spurgte klassetørnen (lune ”Læsø”), hvorfor vi ikke var til stede, forklarede han, at vi var ovre for at få taget mål af underarmene.

Den undrende lærer spurgte videre, og ”Læsø” forklarede, at man skulle se, om der ville være plads til admiralsdistinktionerne!

Jeg ved ikke hvorfor den anden Ole sprang fra (han er i dag landskabsarkitekt), men efter første togt var det mig imod at se, hvad unge veluddannede løjtnanter skulle tåle fra chefen. Det udslagsgivende var, da vi lå ved kaj i Skålefjorden, og CH inviterede løjtnanterne til middag i tjenestefrakke og sabel med den begrundelse, at de skulle lære, hvordan man opfører sig under en middag!!

Og så i Skålefjorden!!

Det ville jeg ikke spilde min ungdom på, så jeg sagde fra, da vi kom til Holmen.

(Den blev så ”spildt” på andre måder, som det ses af det følgende!)

Efter hjemsendelsen gik jeg i efteråret i gang med jurastudiet – som planlagt. Men der kom sten i vejen. Nogen havde hørt mig synge, og jeg fik tilbudt en stilling som operettesanger på en tourne over 4 måneder i Danmark og Tyskland.

Min far sagde: Hvis du siger nej, vil du altid fortryde det!

Jeg tog altså af sted med tournéen og fik en masse oplevelser, som mest er egnede til mundtlig gengivelse!

Vel tilbage gik jeg så videre med paragrafferne. Det var lidt vanskeligt, for dengang var der ikke noget, der hed SU, og min far kunne/ville ikke yde økonomisk støtte. Jeg måtte altså selv tjene til livet og studierne.

I mellemtiden var jeg (ligesom ”Bogense”) ikke helt færdig med det maritime, og var trådt ind i Marinehjemmeværnet i NOV 63. Jeg havde allerede på N.E. læst navigation og var blevet vejledt af flere af skibets officerer.

Jeg troppede derfor op i Marinehjemmeværnsstaben, fortalte om mine helt fantastiske kvalifikationer (!!), og fik job. Stabschefen og fg. chef var G. Smidt-Jensen. Senere kom KD J. C. Munck til som chef og Marinehjemmeværnsinspektør (MHI).

I begyndelsen sad jeg mest i MHV stab i Overgaden oven Vandet i O-sektionen, lavede sagsbehandling og skrev udkast til bestemmelser.  Men ret hurtigt blev jeg sendt på stribevis af special- og officerskurser og blev sendt ud på opgaver med undervisning og instruktion i de fleste af landets Marinehjemmeværnsdistrikter. Desuden lejlighedsvis i HHV og FHV.

På flere rejser med MHI fungerede jeg som adjudant.

I lange perioder var jeg også udstationeret som dels skoleofficer og dels næstkommanderende på Marinehjemmeværnsskolen Slipshavn (ved Nyborg).

Alt sammen meget spændende og nødvendigt indtægtsgivende – men ikke ligefrem ansporende for mit jurastudium.

På et tidspunkt måtte jeg beslutte mig for at standse arbejdet og koncentrere mig om at læse til eksamen. Men ret hurtigt gik kassen tom, og jeg smuttede ned på den lokale skole i Høje Gladsaxe for at få lidt vikararbejde og lettjente penge, så jeg kunne overleve.

Jeg havde jo masser af uddannelse og erfaring i undervisning i HJV, så det måtte da være den rene svir at undervise på en folkeskole. Det var nu ikke kun let – men bestemt en udfordring. Jeg blev grebet af det, skippede juraen, fik fast ansættelse og startede på læreruddannelsen på Aftenseminariet. Ét år betød det 34 lektioner på skolen og 36 lektioner på seminariet pr. uge! Så

skulle man ikke tro, at der var ret meget tid til andet.

Jeg havde dog stadig en del undervisning m.v. i MHV, samtidig med, at jeg et par år tidligere var begyndt at springe i faldskærm.

Det er en ganske skæg sport, som man let kan blive bidt af, og efterhånden uddannede jeg mig til instruktør (I) og sprang både herhjemme og i udlandet.

I mellemtiden havde jeg truffet en pige, som blev min første kone. Præstur var så venlig at komme asende helt fra Jylland for at vie os, hvilket jeg var meget glad for.

Desværre holdt det kun nogle få år, før jeg igen var ledig. (1976)

Allerede tre måneder efter var der en sød ung ny kollega – Lone, som til en fest inviterede mig til at danse. Det gjorde vi hele aftenen – og har gjort det lige siden. Forrige weekend var det 32 år siden.

Først boede vi i Allerød, men i 1980 købte vi hus i Bagsværd, hvor vi stadig bor.

Teaterinteressen har holdt ved, og da min Lone har den samme, deltog vi – med børnene – i slutfirserne i nogle af Gladsaxe Teaters forestillinger. I de senere år har vi været med i Det kgl. Teaters opsætninger i Ulvedalene bl.a. ”Ivanhoe” og ”Thor”. Det er ret krævende – men sjovt.

Af forskellige grunde valgte vi i 1990 at prøve noget nyt, og vi fik ansættelse i Grønlands skolevæsen med tjenestested i Qasigiannguit (tidl.: Christianshåb), en lille by med ca. 1.700 indb. (Og ca. 7.000 hunde) beliggende ca. 400 km nord for polarcirklen. Her boede og arbejdede vi i 3 år.

Arbejdet var psykisk ret hårdt med store udfordringer, men også et arbejde, hvor vi somme tider følte, at vi gjorde en forskel.

I fritiden oplevede vi landets storslåede natur. Vi købte straks efter ankomsten en lille motorbåd til ture om sommeren, og den første vinter byggede vi en stor hundeslæde, som vi om vinteren tit rejste lange ture med.

Alt i alt store oplevelser, som vi ikke ville have været foruden. Selv ikke mørketiden, som varede fra november til slutningen af januar.

I 1993 vendte vi så tilbage til vores tjenestemandsstillinger i Gladsaxe. Noget af en omvæltning!

Jeg blev desværre syg i 1999 med en diskusprolaps, som blev opereret uden resultat i FEB 2000.

Genopereret med komplikationer i 2001. Og på grund af kroniske smerter blev jeg desværre afskediget i 2002. Fra et job, som jeg holdt meget af.

Sammen har vi en søn – Kristoffer – på 30, som er i gang med en ph.d. i sociologi. Han har med sin viv en datter på 3 år og en søn på 1½ uge (SEP 08). Vores datter – Anna Louise – på 27 er i gang med sit speciale, som vi regner med gør hende til cand.merc. til december.

På søndag skal jeg løbe med i Eremitageløbet (13,3 km) for 16. gang.

Jeg er i øvrigt stadig medl. af MHV.

Alt er således næsten i skønneste orden.

Kroppur