maritimevenner_f340-thetis     f340-thetis     maritimevenner_f340-thetis

f340heraldik-50x100                                                  portholenorrona                                                  f340heraldik-50x100

Mit gensyn med Færøerne 40 år efter.

Mine togter til Færøerne i januar/februar og september 1960 gjorde et stort indtryk på mig. Jeg blev meget betaget af den færøske natur og menneskene, der lever under disse barske forhold. Jeg drømte om engang at vende tilbage til øerne, og det skulle helst være pr skib, da jeg synes, at det at se øerne dukke op af havet er en helt speciel oplevelse. Endelig i 1999 fik jeg min kone, Marianne, med på ideen. Vi besluttede, at sommerferien skulle gå til Færøerne. Marianne har aldrig været så vild med at sejle, så vi fandt det kompromis, at turen op skulle være med skib, og hjem ville vi så flyve. Vi kontaktede Smyril Line, og både rejse og ophold blev bestilt.

Smyril Lines ”Norrøna” sejlede fra Hanstholm hver lørdag, og da vi ikke skulle have bilen med på ferieturen, valgte vi for en gangs skyld at bruge offentlige transportmidler. Vi skulle med toget fra Viborg til Skive, og derfra med bus til Hanstholm. Vi er ikke vant til det der med tog og bus, så allerede i Skive gik det galt. Vi stod sammen med 2 unge færinger, der var på vej hjem på sommerferie, og ventede ved en bus med skiltet Hanstholm i forruden, men først da afgangstidspunktet var overskredet, uden at der havde vist sig en chauffør, fandt vi ud af, at bussen var ude af drift, man havde blot glemt at fjerne skiltet. Den rigtige bus var kørt fra en plads længere fremme. Vi kontaktede Smyril Line og blev forsikret om, at blot vi tog den næste bus, så skulle det være ok, da man regnede med forsinket afgang. Da vi steg på næste bus, blev vi afvist, fordi vores billet nu var blevet for gammel, men efter at have fortalt chaufføren om vor fejltagelse, som vi mente, at busselskabet måtte være medskyldig i, lod han nåde gå for ret. Det endte da også med, at vi blev så gode venner, inden vi nåede til Hanstholm, at vi blev kørt helt ned til skibet.

Afgang fra Hanstholm var lørdag aften, og efter en behagelig tur over Nordsøen, nåede vi ud i Atlanten søndag aften omkring kl. 18. Der var stor travlhed i cafeteriet, så vi satte os i venteposition ved et bord for at afvente afviklingen af køen. Netop da var det, at vi kom ud i Atlanten, og her var der rigtigt havvejr med høj søgang. Det lignede noget, jeg havde været med til før. Pludselig forsvandt alle i køen, og de, der havde fået købt aftensmad, kunne ikke hurtigt nok få maden afleveret i affaldsbeholderne. Foruden os var der kun et par stykker tilbage i cafeteriet, og så var det jo let at komme til fadet. Marianne valgte at gå til køjs bagefter, men jeg stod et par timer oppe ved restauranten, hvor der var frit udsyn over forskibet. Her kunne jeg drømme mig tilbage til gamle dage, mens bølgerne væltede ind over skibet. Det var skønt. Mandag morgen var der tidlig udpurring til de, der havde ønsket det, og det var der mange, der havde. Der kunne vi så stå på dækket og se øerne vokse op af horisonten. Det var en stemningsfuld oplevelse.

Opholdet på Færøerne var i øvrigt en god oplevelse. Vi boede på Hotel Føroyar med en dejlig udsigt, og tjalduren (strandskade) spankulerende rundt lige uden for vinduet. Derfra tog vi hver dag på tur rundt på øerne. Nogle af dagene var vi på bustur med en chauffør, der hed Absalon. Bl.a. var vi i Klaksvik og fandt her ud af, at der i Klaksvik er et lille stykke Viborg. Da man engang foretog nogle bygningsmæssige ændringer i Viborg Domkirke, blev man nødt til at fjerne et af Joachim Skovgaards Fresco malerier. Det blev transporteret til Nationalmuseet, og herfra er det så senere blevet sendt til Klaksvik kirke, hvor man nu har glæde af det.

Vi var heldige med vejret, så en af dagene tog vi vandreskoene på og tog turen op over fjeldet til Kirkebø for at se ruinerne af den gamle domkirke. Marianne ville også gerne hilse på Trondur Patturson, som bl.a. har lavet mange flotte glasmalerier. Vi bankede også på hans dør, men desværre var han ikke hjemme.

En af dagene lejede vi en bil for at køre rundt på Strømø og Østerø. Vi stod på toppen af Østerø og havde et fantastisk skue. Klipperne gik lodret ned i vandet dybt nede, og så langt øjet rakte mod nord, var der kun hav. Naturhavnen i Gjöv var også et besøg værd. Her klatrede vi en tur op i fjeldet for at nyde udsigten og besøge lunderne, som blev liggende på reden, selv om vi kom ret tæt på. På vores videre færd så vi, hvordan fårene blev gennet ned fra fjeldet for at blive klippet. Før vi vendte tilbage til Torshavn, besøgte vi en ret ny kirke på den sydlige del af Østerø. Jeg husker ikke bynavnet, men det var en fantastisk flot kirke, meget nordisk og bygget i træ og glas.

En anden dag tog vi bussen til Vestmanna, hvorfra vi sejlede ud på en fugletur, der gik ned omkring Koltur og Hestöy. Det var også en dejlig oplevelse. Desværre tillod tiden ikke, at vi besøgte Suderø. Jeg syntes ellers, at det ville have været passende med et besøg i Tverå, hvor jeg i februar 1960 blev udnævnt til konge.

(Se beretningen ”Fastelavn i Tverå)

Det blev en uforglemmelig ferie, men det bedste ved turen var, at Marianne bagefter erklærede, at hun godt kunne tænke sig at besøge øerne ved en senere lejlighed. Da vi nu er to, der har denne drøm, så ved man aldrig, hvad der kan ske.

Viborg i januar 2011

Leo Lund