niels-ebbesen-forside-med-logo

beretning-af-bent-forside

Min beretning om ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”

Da jeg kom ombord på NE var det ikke med min gode vilje. Jeg var gift, og ville meget hellere blive på Holmen, hvilket jeg var blevet lovet.

Men altså, jeg mønstrede og med i bagagen havde jeg en mundharmonika.

Helt nøjagtigt hvornår jeg tog mundharpen frem, og gav mig til at spille på den, husker jeg ikke. Men jeg der sad altså lige så stille og hyggede mig med den nede på banjen, da Søren kom hen til mig og spurgte, om vi ikke skulle prøve at spille sammen. Og det gjorde vi så.

Han var i besiddelse af en basmundharmonika. Desværre var han ikke særlig god til det, og det hjalp lidt, da vi byttede instrument. Men det var aldrig noget, jeg blev god til, tilsvarende de øvrige instrumenter, jeg tidligere, og for så vidt også senere, havde haft i hænderne.

Så dukker der en elektriker op (husker ikke navnet) og han medbringer to almindelig knive, og med dem trommer han på bordet. Se det var jo mægtig hyggeligt.

Rækkefølgen for, hvad der derefter skete, husker jeg ikke, men den næste der dukker op tror jeg er Sorte Ørn med sin guitar, og efterfølgende kommer så løjtnant Thøgersen med harmonikaen.

Jeg synes der var een mere, men det kan næppe have været Gunnar, for jeg tror dette skete før han kom om bord.

Da nu der var kommet lidt mere lyd på, kunne man ikke høre Søren og mig, hvorfor de telefolk, der i mellemtiden var dukket op, foreslog, at vi skulle mødes på agterbanjen om lørdagen, hvor de så ville rigge noget forstærkeranlæg op, så man også kunne høre os.

Lørdagen oprandt, og efter at signalfolket have fyldt agterbanjen op med ledninger på kryds og tværs samt et par båndoptagere, som skulle virke som forstærker for guitaren, samt for én mikrofon, begyndte vi at spille.

Så opstod diskussionen om, hvilken musik vi skulle spille, og da vi var nået til enighed, ja – – – så spillede vi, og det var fra starten med den glød, der hele tiden fulgte os. Det var efter min mening det, der blev vores kendetegn, for det var så absolut ikke den musiske udformning.

Hvilken fryd.

”The North Atlantic Disharmonic Orchestra” var opstået.

Som jeg husker det, foregik det i Tværå.

I min erindring skete der så det, at en lokal mand (biografdirektør?) hørte at vi spillede og spurgte chefen, om vi kunne spille til dans om aftenen.

Jeg husker vild panik, da vi fik den besked, og da vi endelig accepterede det som en kendsgerning, fandt vi sammen om 7 – 8 melodier, som vi alle kendte.

Vi startede oppe hos Thøger og lægen, hvor vi, helt imod reglementet, fik os nogle kraftige drinks, hvorefter vi tog af sted.

I mellemtiden havde signalfolkene flyttet hele forstærkerarrangementet, og da vi jo ikke kunne spille så meget, havde de sørget for at tage noget båndet musik med.

Jeg husker det sådan, at der bare var stillet nogle almindelige træstole op, med ryggen ud mod publikum, og der stod vi så og spillede vores 7 – 8 numre. Den efterfølgende musik var båndmusik, og medens den spillede, dukkede vi os ned bag ved stoleryggen, og fik en god slurk yokohamajuice. Jeg tror vi, på opfordring, spillede disse få numre så mange gange, at alle tilstedeværende har haft dem kørende inde i deres hoveder som tvangstanker.

På trods af den ikke ringe mængde spiritus vi havde indtaget, var det aldeles forduftet, da aftenen var forbi, og jeg sov helt udmattet i min køje med al tøjet på.

Tegningen i Suleposten er fra mit sidste togt, idet der er vist 2 med klarinet.

Bent “Skæg” Clarinet