Erik “Sorte Ørn” Månsson  fortæller:

Bergen – og den uheldige norske gast

På forsiden af Suleposten nr. 9, 2. årgang, kan man læse, at det var en hård tur for messegasterne i Bergen, illustrationen er som sædvanlig udført af Thetis.

Det var nu ikke kun messegasterne for hvem Bergen turen gav anledning til en smule smerte i hårrødderne.

På afgangsdagen, hvor tidspunktet for landlovs ophør var sat til klokken 1900, var undertegnede sammen med bådsmand Henne og telegrafisten Erik på en spadseretur rundt i det smukke Bergen.

Vi havde aftalt, at vi skulle på ”Spritmonopolet” og købe snaps med henblik på videresalg når vi kom til Færøerne. Med vores hjemmesyede små køjesække fyldt til randen satte vi os ind på en fortovscafe og nød det fine vejr i selskab med et stort krus fadøl.

Vi besluttede os til at spendere en enkelt flaske brændevin på os selv, og vi listede derfor i samlet trop ud på toilettet og tog hver en lille syp af flasken.

Da det havde gentaget sig et par gange, fik vi pludselig selskab af en norsk marinesoldat, som havde siddet og holdt øje med os, og han var ikke i tvivl om, hvad vi foretog os når vi i samlet flok frekventerede toilettet.

Han fik selvfølgelig også en slurk, og så inviterede vi ham over til vores bord. Fadølskrusene blev fyldt op adskillige gange og vi havde det rigtigt sjovt. Nordmanden, som jeg nu har et billede af liggende i mine gemmer, og hvor der på bagsiden står Tom Thomassen fortalte, at han gik på skole på Harald Hårfager på Håkonsvern, med henblik på senere uddannelse til søofficer, og at han lige som os havde været på Monopolet og handle ind til sig selv og to klassekammerater, han havde derfor tre flasker Brandy i sin taske. Han ville godt spendere sin egen flaske hvis vi gik et andet sted hen.

Vi besluttede så at gå ned ombord for at hygge os lidt på agterbanjen. Hans brandy var hurtigt slidt op, og vi fandt derfor grund til at hive yderligere snaps frem, selv om det ville reducere den senere fortjeneste.

Nordmanden ringede ud til skolen og fik af sine venner bemyndigelse til, at vi også drak de to øvrige flasker brandy, og inden vi fik set os om, så havde den stille hygge udartet til en gevaldig fest med sang og guitarspil.

Jeg har stadig – den dag i dag – ingen erindring om hvordan vi klarede havne manøvren, men vi har selvfølgelig været på post.

Jeg henlå i en dyb tornerosesøvn, da der pludselig blev beordret ”rejse, rejse ud af køjerne samlet mønstring på agterdækket”.

Det var midt om natten, så alle undrede sig såre.

Det viste sig, at næstkommanderende, OK Bjørnsen, under sin inspection for ild og lys, klokken 2200 i kædekassen havde fundet en blind passager.

Det var en delvis afklædt norsk marinesoldat, han var kun iført sokker, sorte bukser og hvid undertrøje – ingen hue, ingen busseronne, ingen sko og ingen stribet krave. (jeg har som et minde stadig hans stribede krave)

NIELS EBBESEN lå stille ude på havet og afventede en norsk torpedobåd, fra Håkonsvern, der kom ud og afhentede den formastelige. Man må gå ud fra, at hans fremtidige karriere som søofficer efter dette var ikke eksisterende.

Næstkommanderende ville ved mønstringen meget gerne have at vide, hvem der havde slæbt denne norske marinesoldat med ombord og ikke sørget for, at var kommet i land igen. Da nordmanden var sejlet og derfor ikke kunne afhøres, var der naturligvis ingen, der ville indrømme, at de kendte noget til den sag og ikke engang banjemesteren kunne få lokket noget ud af nogen, så den indbyrdes solidaritet var for en gangs skyld helt i top.

Efterfølgende drøftede vi indbyrdes hvordan pokker han var havnet i kædekassen, og den eneste der havde en svag erindring om hvad der kunne være sket, var Henne, han mente, at nordmanden havde forladt agterbanjen sent om eftermiddagen, og ved en forsigtig rundspørge på de andre banjer fandt vi ud af, at han havde været ude og drikke videre ude i forskibet hos konstablerne, men de kunne heller ikke give nogen forklaring på hvordan han var havnet i kædekassen.