Fregatten THETIS med 22 civile ombord til Grønland 26 juni, 1946

Artikel foranlediget af Leo Lund, med følgende kommentar:

 Det jeg søgte efter var en mulighed for at kontakte en eller anden i Færingehavn, som evt. kunne levere et foto el. lign. som viser placeringen af “Thetis Skær”, for det nager mig stadig, at søkortarkivets chef ikke ville lade os vise et kortudklip på hjemmesiden.

Jeg fandt ingen kontaktmulighed, da Færingehavn tilsyneladende er forladt for mange år siden. Men i min søgning faldt jeg tilfældigvis over en artikel i Kamikposten, hvoraf det fremgår, at “THETIS” var indblandet i anlæggelsen af Thule basen.

Det var godt nok adskillige år før vores maritime tid, men det er da meget interessant at læse om, hvad fregatten også har været involveret i.I øvrigt er det pussigt, at de barakker, der omtales i artiklen, er jeg sandsynligvis stødt på, da jeg i 1968 kom til Viborg. I “mit” firma Scanlace havde man nogle maskinhaller, som blev kaldt “Grønlandshuset”. Det var barakker, som var købt på en auktion for overskuds/skrottede materialer fra Thule basen. Sådan hænger tingene somme tider sammen på en mærkelig måde.

Tilladelsen til at benytte artiklen er modtaget fra webmasteren af Kamikposten Anders Nilsson med følgende kommentar:

Kære Gunnar Axelsen,

Tak for din anmodning om at benytte artiklen på Maritime Venner’s hjemmeside.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle give nogen problemer, at du benytter artiklen som ønsket.

Jeg kan se, at jeg engang i 1999 har fået tilladelse til at bringe den i Atagu, selv om jeg ikke husker hvordan og hvorfor, men da såvel Atagu (nu Kamikposten) som jeres hjemmeside Maritime Venner er ikke-kommercielle, så antager jeg at vi anvender teksten, som det har været skribentens hensigt: at så mange som muligt skal have glæde af at læse den.

Jeg vil lægge et link ind på Kamikposten til jeres hjemmeside. Folk i Grønland og i Danmark med interesse for Grønland, har godt af at lære lidt om Grønland – se fra søsiden.

Med venlig hilsen

Anders Nilsson

Anlæggelsen af Vejrstationen i Thule

Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag og uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.

Forhistorien til anlæg af Thule Air Base

Da den Danske Ambassadør Henrik Kaufmann i Washington, DC. U.S.A. umiddelbart efter Danmarks besættelse i 1940, opnåede en aftale med USA’s regering om forsvaret af Grønland, omfattede denne, at der kunne oprettes flybaser og de nødvendige vejrstationer på de grønlandske kyster. Før og under 2. verdenskrig var Grønland et af de områder på verdenskortet, der havde mange hvide pletter med hensyn til meteorologiske observationer.

I Thule, der oprindeligt var grundlagt af Knud Rasmussen som udgangspunkt for arktiske ekspeditioner, bl.a. 5. Thule ekspedition, var det kun den lokale telegrafist der tog sig af vejrobservationerne, udstyret med amerikansk apparatur; resultatet var begrænset.

Amerikanske baser i Grønland: Som følge af forsvarsaftalen blev der anlagt et antal flybaser:

• H hovedbasen Bluie West 1 på Narsarsuaq i syd
• Bluie East 2 ved Ikateq i øst og
• Bluie West 8 i bunden af Søndre Strømfjord på vestkysten.
• Bluie West 3 blev oprettet som indflyvningsstation, med radio- og vejrtjeneste, til BW1 på øen Simiutaq i       mundingen af Skovfjord, og Narsaq Point midtvejs imellem Simiutaq og Narsarsuaq supplerede indflyvning   med radio og vejr.

• Langs Østkysten blev der bygget mindre stationer for at observere vejret, bemandet med amerikansk        personel. Radiostationerne i Ammassalik og Scoresby Sund supplerede denne tjeneste.

Prins Christians Sund ved Kap Farvel var første og sidste punkt i Grønland på vejen over Atlanten, et vigtigt navigationspunkt for militærflyene på vej fra U.S.A. til Europa’s slagmarker. På vestkysten fungerede de bestående radiostationer også med lokal vejrtjeneste, dog med begrænset effektivitet, men alle observationer blev videresendt til det amerikanske vejrbureau, og vejrudsigter for baseområderne blev dagligt udarbejdet.

Den brede slette foran Thule bræen

Da den Norsk-Amerikanske polarflyver oberst Bernth Balchen, der havde medvirket ved oprettelsen af Narsarsuaq flybasen, ved besøg havde besigtiget den brede slette foran Thule bræen, kunne han konstatere at den ville være velegnet til en flyveplads. Ønsket om en flyveplads, der foruden de militære interesser også kunne komme den lokale befolkning, og eventuelle ekspeditioner til nytte, blev fremført for de Danske myndigheder, og det blev besluttet, at oprette en radio- og vejrstation på basis af en joint Danish-American operation, således, at stationen var under dansk ledelse med både dansk og amerikansk mandskab, til at varetage den daglige drift.

Stationen anlægges

I løbet af juni og juli 1946 ankom et antal amerikanske skibe til Thulebugten i Wolstenholmfjorden på position 76 33’N og 68 49’W, med mandskab, materiel og proviant til opførelse af barakker, der skulle huse en ny radio- og vejrstation på stedet, der kaldes Pitugfik af den lokale befolkning. Bulldozere og andet tungt udstyr blev sejlet ind på den flade strand af landgangsfartøjer, foruden træ til barakkerne, generatorer til elektricitet, vejr- instrumenter, radiomateriel og antennemaster.

Syd for denne barakby blev der anlagt en midlertidig landingsbane for fly, med en længde på ca. 1500 meter, der kun var en grusbane over et net af jernriste. Landingsbanen blev benyttet af DC-3’ere DC-4’ere og B-17, flyvende fæstning, der fløj forsyninger ind, og skulle transportere materiel til en ny station i Canada’s Northwest Territories på Ellesmere Island, Eureka Sound. Denne nye station var en joint Canadian-American operation.

Den danske deltagelse i opgaven: Lad os springe lidt i beretningen.

Som nævnt skulle Thule stationen være et Joint Danish-American projekt, Dansk mandskab skulle antages til en besætning. I København var der foretaget ansættelsesinterviews, og det var ikke lige let at finde egnet personale, med de nødvendige kvalifikationer som maskinfolk, radioteknikere og telegrafister; krigen havde forhindret mange i at få den nødvendige uddannelse. Det var Ingeniør Julius Galster, der på vegne af Grønlands Styrelse stod for samtalerne med dem, der var interesserede i et job. Der skulle i sommeren 1946 opsendes mandskab til alle de gamle stationer foruden Thule, i alt 45-50 mand; de skulle installeres på Narsarsuaq basen for at få et nødtørftig kursus i vejrmæssige observationer, og alle skulle forsynes med beklædning velegnet til arktiske forhold efter model US. Army.

Afsejling fra København

En dejlig sommeraften, onsdag den 26. juni 1946, samledes en gruppe mennesker på Langeliniekajen i København, hvor fregatten THETIS lå fortøjet; anledningen var afrejse til Grønland for 22 civile, der skulle overtage radio- og vejrtjenesten på et antal stationer fra amerikansk betjening. En gruppe af teknikere og telegrafister, der ikke vidste hvorhen på kysten de skulle.

Passagererne var, med få undtagelser, ikke vant til at sejle, og bestemt ikke over Nordsøen og Nordatlanten selvom det var sommer. Dønningerne over Nordsøen var nok de værste for der var mange, der måtte ofre til havguden, vejret over Atlanten var godt, men det var sin egen sag at skulle tilbringe otte dage ombord på et marineskib, der ikke var indrettet til så mange civile landkrabber.

Fra Narsarsuaq til Thule

Målet for Thetis var Ivigtut, hvor marineskonnerten “MÅGEN” lå og ventede os, for at sejle til Narsarsuaq hvorfra vi skulle fordeles. Efter 6 ugers ophold blev vi i et hold på 10 mand sejlet til Ivigtut for at hente vor kommende stationsleder Viggo Laursen, og videre derfra via Søndre Strømfjord til Thule, hvor vi ankom den 2. september og gik i land den 3. september 1946. Vi var ankommet til vor arbejdsplads i de næste par år. U.S. “EVERGREEN”, hvormed vi ankom, blev sendt sydpå til Kûtdliqssat for at hente vor læge dr. Preben Morland.

De amerikanske ingeniører havde fået rejst stationens barakker, deriblandt den vi skulle bo i midlertidigt; det skulle vise sig ikke at være særligt komfortabelt. 11 madrasser lå på gulvet med vor bagage imellem, og i den ene ende stod et stort komfur hvor kokken skulle udføre sin kunst; vær så god, kom indenfor.

Stationen bygges

Efter ca. 8 dage ankom “NORDSTJERNEN” med byggematerialer til vor egen danske barak, og proviant til det kommende år, dåsemad og een tønde gamle kartofler samt 2 levende grise og 2 levende gæs til julemaden. Gæssene blev anbragt i en tremmekasse i barakken, mens grisene måtte friste tilværelsen i det fri ombejlet af thuleboernes lædehunde, der også tog for sig af provianten, der måtte ligge frit på silamutten med en presenning over.

I den kommende tid skulle der tages fat; vi skulle have en 30 meter lang barak opført inden polarmørket satte ind.

“Store Mester” Hans, een af vore skibskammerater fra “Thetis” var tømrer. Han og en ingeniør fra Asmussen & Weber (Ak&We) kaldet “Luksus” samt Mikkel Jeremiassen var ankommet tidligere, og havde fået støbt et fundament, der viste sig at være utilstrækkeligt til at modstå permafrostens bevægelser i forår og sommer.

Barakken bestod af præ-fabrikerede elementer, der absolut ikke var beregnet til de arktiske forhold vi skulle leve under. Efter gulvet var lagt, vægelementerne rejst og tagspærene lagt op kunne vi holde rejsegilde den 13. sept og hejse Dannebrog over Thule vejrstation for første gang.

6-8 uger senere var vi i stand til at flytte ind i Barakken, nogle i enkeltværelser, nogle få i dobbeltværelser.

Livet i barakken

Opvarmningen af barakken blev noget af et problem igennem den kolde vinter. Vi blev præsenteret for støbejernskakkelovne i alle rum, og brændslet var dårlige kul fra Kûtdligssat, der ikke kunne holde ilden vedlige en nat lang, og i køkkenet udtrykte kokken sig i mindre pænt ordvalg om vanskelighederne med at holde komfuret igang. Vor vandforsyning bestod i, at skære is på en mindre sø på sletten et par gange om vinteren, det blev til ca. 60-70 kubikmeter is, der skulle smeltes og varmes op i komfuret før yderligere smeltning og brug kunne finde sted.

I løbet af vinteren nåede temperaturen ned på -38 , vandrørene til vaskerum og køkken frøs og måtte besværligt tøes op igen, opholds- og spisestue var meget kolde, især hvis olieovnen som vi havde fået af amerikanerne, der også forsynede os med petroleum, ikke var blevet fyldt op og var gået ud.

Maden udgjorde et eget problem, især i løbet af foråret og sommeren 1947. Der var et vist udvalg af proviant på dåse, men det kneb for kokken at få overblik over indholdet, så der blev serveret hakkebøf i egen sovs en uges tid af gangen, derefter blodbudding til den kasse var brugt op, og vi endte med at spise Corned Beef med tørrede kartofler, venligst overladt os af vore amerikanske kammerater, der havde deres egne forsyninger, nogle af dem leveret friske med fly fra U.S.A. hver måned.

Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag og uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.

Telegrafbestyrer Kaldahl var vor kontaktmand til ham Styrelsen derhjemme. For at vise vor hengivenhed fik vi malet et skilt til spisestuen med teksten ” CIRCUS KALDAHL”; det vakte furore, når kolonibestyrer Egon Mørck Rasmussen og andre var gæster.

Livet på stationen

En tilværelse i polarnatten med fire måneders mørketid gør noget ved mennesker. Mørket og isolationen lægger et psykisk pres på alle – man kan ikke kende en velkendt person på 50 meters afstand kl 12:00 den 21. december.

Der er langt hjem til familien, og den officielle postgang varer uger, om vinteren op til 3 måneder. Adspredelser var der ikke mange af, men julen blev fejret med kirkegang i Thule’s lille kirke, hvor den lokale befolkning sang de smukke kendte julesalmer, og på Pitugfik’n havde amerikanerne skaffet rigtige grantræer, der blev pyntet efter bedste evne. Der blev også holdt kaffemik og dansemik med thulefolkene som gæster, og alle var glade.

Nytårsaften blev en aften hvor Danske og Amerikanere hilste på hinanden, med gode ønsker for det nye år. Hvor mange tanker, der gik hjemover til familien ved jeg ikke, jeg selv havde vagt og stod i ballontårnet i den mørke stjerneklare nat, for at følge en lille ballon med et lys under. Jo, der var langt hjem.

Ude over havet dækker isen så langt øjet rækker, og det er en kold tur, når man skal på besøg i Thule kolonien 2 km. væk; man går over isen og har man vinden imod sig bider det i næsen og ørene hvis man ikke er klædt rigtigt på.

Om foråret og sommeren er der andre ting, der driller, nemlig polarkuller og tidsforskydning; man bliver vækket klokken 8 om aftenen for at lave morgenmad. Kammeraterne laver grin med een, men har man vindue mod vest og skinner solen ind, så kan man godt blive liggende.

Radiosondehytten brænder

Den 9. februar 1947 kl. 6:00 morgen. Der lyder råb om brand. En uhyggelig ting på en øde vejrstation uden ordentligt sluknings udstyr. Det er vor RAWIN hytte, der brænder, den med Radiosonde modtageren, så vigtig for ballonobservationerne i de højere luftlag hvor det blæser med orkanstyrke i -50 kulde.

Det var en varmekanon, der antændte olie, som var flydt ud på gulvet, hele hytten stod i flammer, og reserveudstyret lå i kasser i samme hytte. Alle mand af hus, men vi kunne intet gøre i den frostklare morgen, alt var væk på en time.

Heldigvis var der oplagret en ekstra hytte med udstyr nede ved stranden. Vi kørte igen næste dags aften med det nye grej.

Et fly havarerer i det allernordligste Grønland

En morgen i februar, den 23. da solen var kommet tilbage, blev der stort postyr på Thule vejrstation. Telegrafisten Niels Lange og jeg selv var på den tidlige morgenvagt, da Lange hørte et SOS fra et B-29 fly, der var kommet i vanskeligheder i det allernordligste Grønland, ca. 400 km nord for Thule. Amerikanerne foretog daglige rekognoseringsflyvninger med meteorologiske og militære formål over nordkalotten, der udgik fra en base i Fairbanks, Alaska. Så nært på den magnetiske nordpol kan man ikke stole på kompasset, så maskinen havde mistet orienteringen og var nødlandet med mavelanding, heldigvis uden følger for besætningen. Der afgik melding til U.S.A., der sendte en række VIP’s til stedet for nødlandingen i hurtig udrykning. Efter et cowboyridt henover snedriverne lykkedes det Lt. Bobbie Joe Cavnar, piloten på C-54 undsætningsflyet, atter at komme i luften med alle mand ombord.

Livet i Thule-landet

Med lysets genkomst i marts måned kunne vi tage på slædeture ud over isen; doktor Morland og 2 af telegrafisterne, Lange og Thane havde slæder og hundeforspand, og de blev flittigt brugt, når vi skulle til Thule eller en tur til Kap Atoll eller Saunders ø, hvor Larsen’s plads blev oprettet.

Også Amerikanerne havde opgaver, der skulle udføres i foråret. På øen Ellismere Island skulle der bygges en vejrstation sammen med Canadierne, og al materiellet var oplagret i Thule. Det blev lastet ombord på et DC-3 fly med ski, og fløjet over til stedet hvor der skulle bygges.

I en anden mission skulle en B-17 foretage fotoflyvninger over det nordlige Grønland, for at bedre kort kunne udarbejdes. Skibe kom også til Thule fra U.S.A. blandt andet for at måle den naturlige radioaktivitet kaldet ßeta og Gamma stråling, og andre med nye forsyninger og personale til udskiftning.

Når man ser tilbage på tiden i Thule, vinter og sommer 1946-1947 har vi haft oplevelser og fået minder for livet. Forholdet til kammeraterne, både Amerikanske og Danske, forløb rimeligt godt, der var ingen slagsmål i dette mandsdominerede samfund så fjernt fra Danmark, og forholdet til befolkningen, der for de fleste var prægtige Thuleeskimoer, en egen stolt race, var også god.

Vi er stadig 3 mand af den gamle besætning, der lever.

Henning Groth, Johs.Lomholt og John Rasmussen.

Lad os mindes de kammerater, der ikke mere er iblandt os. Vi nævnes ikke i beretningerne som de gamle polarforskere blev, men mon ikke vor gerning var ligeså betydningsfuld som deres, udført under barske arktiske forhold i en kold og mørk polarnat.

Inuvdluaritse tamaasa

Johs. Lomholt

17. Sept. 1996

Johannes Lomholt, der venligst har stillet ovenstående beretning til rådighed for ATAGU’s læsere, har i en e-mail givet følgende korte efterberetning:

“Efter at have været tilbage i det sydlige Danmark i 3 år, rejste jeg atter til Grønland i 1950, blev ansat ved Prins Christians Sund Vejrstation som Radiotekniker og var der et år, hvorefter jeg flyttede til Narssaq Point, og rejste så endeligt hjem i Januar 1953.

Opholdene både i Thule og det daværende Julianehåb distrikt gav mig mange nye indtryk; først og fremmest naturen, men også fagligt og ikke mindst menneskeligt.

Da mæslinge-epedemien slog til i 1951 i syddistriktet anmodede lægen i Nanortaliq om assistance fra Prince Christian. Tre mand var nødvendige for at afgive blod til serum, og de skulle have haft mæslinger.

Vi var tre mand, der tog afsted. Jakob Nielsen, udstedsbestyreren fra Augpilatoq hentede os til det lille udsted med ca. 300 beboere, og om eftermiddagen kom lægen og en sygeplejerske.

Jo, man lærer meget af at være sygepasser.”