Rotterdam & Vlaardingen – og mødet med fætter Tommy!

Retssagen mellem NIELS EBBESEN og den skotske trawler RED CRUSADER, var henlagt til Den Internationale Domstol i Fredspaladset i Haag, hvorfor NIELS EBBESEN havde været i Amsterdam i juleperioden 1961 for at foretage de indledende forberedelser hertil, velvidende at vi kort tid efter skulle til Rotterdam.

Efter ca. en uges fiskeriinspektion i Nordsøen ankom vi lørdag den 3. marts 1962 til Hook van Holland og blev gelidet op af floden Maas til Rotterdam, hvor vi fik kajplads på Rotterdams honnørkaj lige under den berømte Euromast, det svarede nogenlunde til Københavns Langelinie. Opholdets længde var ikke helt sikkert, idet det ville være afhængigt af retssagens udstrækning, men vi fik dog at vide, at det nok ville vare 10 – 14 dage.

Hvad der foregik under retssagen blev besætningen holdt fuldstændig uvidende om, det eneste vi vidste, var, at de direkte implicerede personer hver morgen rejste til Haag, hvorfra de først returnerede sidst på dagen. Selv vores værnepligtskollega Ole Kropp, som var vidne i sagen, var fuldstændig tavs, og selv om vi lokkede med både det ene og det andet, så var han klappet i som en østers.

Der var fra skibets og velfærdtjenesten, samt de lokale danske rganisationer, ikke mindst Den Danske Sømandskirke, gjort meget for, at besætningen ikke skulle finde opholdet alt for kedeligt.

Pengene var jo små, så efter et par aftner i for eksempel Katendrecht, så var hyren slidt op, hvorefter fritiden i stor udstrækning blev tilbragt i Sømandskirken hvor der blev disket op med kaffe og hjemmebagte boller hver dag, og hvor man kunne fordrive tiden med at læse danske aviser og ugeblade, og hvor der blev arrangeret alle former for spil.

Så vidt jeg husker, var der under hele opholdet indført ”lørdagsprogram” for den vagtfrie del af besætningen, det vil sige, at der var landlov umiddelbart efter rengøring.

En hel speciel oplevelse for mig, som selv her 46 år senere stadig står i lysende erindring, indtraf, da vi havde ligget i Rotterdam i ca. en uge, hvor jeg tilhørte vagtskiftet, men lå og slangede mig på en kistebænk på forbanjen. Ordonnansen kom ind og sagde, at der stod en mand ude på kajen, og at han ville tale med mig. Jeg tænkte, det må være en fejltagelse, for jeg kendte ingen mennesker i Rotterdam. Da jeg kom ud på agterdækket stod der en for mig helt fremmed person, som spurgte, om jeg hed Erik Månsson hvilket jeg jo kun kunne bekræfte.

Han havde så en hilsen til mig fra min fætter – Tommy – der sejlede som maskinassistent på Øks ASMARA, de var lige kommet til Rotterdam og lå nu i Katendrecht, og han ville meget gerne have besøg af mig. Tommy, som i parentes bemærket næsten var en halvbroder, da jeg havde boet hos ham på Bornholm hele min barndom, havde selv et par år tidligere været værnepligtig på ROLF KRAKE, så han vidste godt hvor meget det betød, at kunne slippe væk fra de trange kår ombord i en fregat.

Næste dag, umiddelbart efter rengørings ophør, var jeg iklædt min nypressede uniform klar til landlov. Jeg tog bussen over til Katendrecht, og begyndte at lede efter netop det bassin hvor ASMARA befandt sig. Til sidst var der en portvagt, som hjalp mig ned til den rigtige gate, og det kan nok være at det var noget andet end gamle NIELS. Jeg entrede gangvejen og blev på dækket mødt af en meget bøs tredje styrmand, som ville have at vide, hvad jeg skulle ombord efter. Da jeg havde fortalt ham mit ærinde tøede han fuldstændig op, og viste mig ned til Tommy.

Der var fra begge sider stor gensynsglæde, og Tommy havde arrangeret det hele. Han havde taget ekstra hyre op og havde bedt om en fridag.

Han havde også arrangeret med messegasten, at vi skulle have en fornem frokost dækket op på hans kammer, som i mine øjne var en hel fyrstesuite. Højt belagt smørrebrød, varme retter med øl og snaps, det var ikke hverdagskost for en orlogsgast.

Efter frokost sludrede vi hele eftermiddagen mens vi delte en masse booze, indtil der igen var mad, denne gang i messen, som var forbeholdt de yngre styrmænd, assistenter og elektrikere.

Om aftenen skulle vi ud og se på det vilde liv i Katendrecht, som jo næsten er at betragte som vores Nyhavn, blot mange gange større. Vi frekventerede adskillige buler og endte et sted, der så vidt jeg husker, hed ”Valhalla”. Her var alt hvad hjerte kunne begære, larm og ballade, ramsaltede sømandshistorier på al verdens sprog, og et utal af damer fra det lettere kavaleri.

Der var musik fra en jukeboks, men på et eller andet tidspunkt ankom et orkester, som tog opstilling på en tribune der var indhegnet med hønsenet. Det viste sig at være en slags hems de stod på, for den blev hejst op under loftet for derved at skabe et større dansegulv. Jeg fandt senere ud af hvorfor de var indhegnet, for hvis de spillede noget, som ikke faldt i publikums smag, så blev de bombarderet med alt lige fra mønter til glas og flasker.

Sent på natten vaklede vi tilbage til ASMARA hvor Tommy redte op til mig på sofaen.

Han havde igen arrangeret alt, for næste morgen klokken præcis 6 blev jeg vækket af messegasten, som havde lavet kaffe med nybagt morgenbrød. Klokken halv syv holdt der en taxa, som vel at mærke var betalt, klar til at køre mig tilbage til NIELS EBBESEN.

Et kvarter før landlovs ophør begyndte jeg at rigge min køje op, og dette var jeg stadig i gang med, da der blev prajet ”rejse – rejse – ud af køjerne”

Klokken 5 minutter over syv kom banjemesteren ud med sin berømte trommestik, som han gik og trommede med på alting, for at få folk ud af køjerne. Da han så hvad jeg var i færd med sagde han.” Manson – han kaldte mig altid Manson – hvis De ikke er oppe til mønstring klokken 8, så bliver De ”Bollet”.

Der var en, der var så flink, at fotografere mig hvor jeg stadig sidder fuldstændig apatisk på kistebænken.

Jeg kom naturligvis ikke op til mønstring, hvorefter hammeren faldt.

Næstkommanderende takserede forsyndelsen til 2 gange nægtelse af landlov.

Jeg havde set nok af Rotterdam og jeg havde alligevel ikke flere penge, så det tog jeg i strakt arm.

Et par dage efter – nærmere betegnet tirsdag den. 13 marts skulle vi forlægge ud til Hook van Holland til den lille by Vlaardingen, for at give plads til en større amerikansk flådestyrke, som skulle ligge ved honnørkajen.

Vlaardingen var en lille hyggelig by, hvor vi blandt andet fejrede fastelavnsfest med tøndeslagning for de lokale børn.

Den 15. eller 16. marts forlod vi Holland og satte kursen direkte til Færøerne.