Qoornoq

Efter at have læst romanen ”Nukaakas Kabale” af forfatteren Helle Vincentz, har jeg lyst til at dele en oplevelse i den forbindelse med læserne af denne beretning. Romanen er som sådan ikke noget at skrive om, selv om forfatteren har sat sig grundigt ind i grønlandske forhold. Plottet handler om den internationale interesse for de grønlandske råstoffer og Grønlands placering i kampen om ejerskabet til Nordpolen. Det medfører både intriger, mord og børnebortførelse.

I slutfasen er hovedpersonen, Nukaaka, sammen med en dansk veninde på eftersøgning efter Nukaakas søn, Isak, på 3 år, som de frygter for er blevet bortført. I eftersøgningen kommer de til skibshavnen, hvor de ligesom Kurt og jeg, da vi kom for sent til motorbåden, har held til at finde en grønlænder, der går med til i sin båd at sørge for deres videre færd ind i fjorden.

Da jeg kom hertil i bogen, kom jeg til at tænke på en af de 2 gange, hvor der efter min mening blev gjort en indsats for lidt mandskabs velfærd. (Den anden gang var polardåben). I min erindring var det en søndag, men det er jeg ikke sikker på. Det var i hvert fald strålende solskin og blikvand, da vi med fregatten langsomt sejlede indad i fjordsystemet. Der var højt humør ombord, og de fleste af officererne var samlet på broen. På et tidspunkt skete der det, som jeg har omtalt i ”Ting der faldt overbord”. En overflødig Archimedes påhængsmotor, der var blevet bedømt som farlig, blev fra broen kastet ud på dybt vand i fjorden for at undgå modregning i næste års forsvarsbudget. Foto af ”ofringen” kan ses på mit fotoalbum på hjemmesiden.

Et sted inde i fjorden kastede vi anker ud for et udsted, som jeg husker som Kornok. Vi var nogle gaster, der tog imod tilbuddet om at blive sejlet i land for at besøge udstedet. Den første vi mødte, var en mand, der kom løbende imod os. I hånden havde han en kajakmand, udskåret i fedtsten. Den købte jeg af ham for en stang cigaretter, som jeg havde fået med i land skjult under trøjen. Figuren har jeg stadig, og den har sin faste plads i reolen i vores stue. Udstedet bestod af nogle kulørte træhuse og en del stativer med tørrede fisk. Og så var der en skole, hvor Bageren blev vældig populær blandt børnene.

Forholdene var helt anderledes for de 2 kvinder og den grønlandske bådejer, for det var sent på året, og der var is på fjorden. På et tidspunkt fik de øje på et lys i land, og her tænkte jeg straks på Kornok. Selv om det så ud til, at det var umuligt at sejle længere, lykkedes det dog at komme ind til udstedet. Min erindring om navnet var sådan set god nok, men jeg kendte ikke den grønlandske stavemåde, for navnet staves Qoornoq. Men det var det udsted, hvor vi gik i land i sommeren 1960, og det syntes jeg var lidt spændende. Ifølge forfatteren blev Qoornoq forladt og mennesketom i 70erne og bruges i dag som feriekoloni og sommerhusområde for indbyggere fra Nuuk.

I bogen fortsætter handlingen på dramatisk vis i Qoornoq, men det vil jeg ikke røbe noget om. Det kunne jo være, at man fik lyst til selv at læse bogen. Hvem ved?

Oktober 2019

Leo Lund