Nytår i Frederikshavn og i dok på Orlogsværftet
Nytår 1961/62.
Efter afsluttet julebesøg i Amsterdam var det meningen, at vi skulle tilbage til Færøerne på fiskeriinspektion, men planerne blev ændret, idet det blev bestemt, at NIELS EBBESEN skulle i dok på Orlogsværftet i januar måned.
Vi fik derfor et par dages fiskeriinspektion i Nordsøen hvorefter vi sejlede til Frederikshavn, for at fejre nytårsaften der.
Flådestation Frederikshavn var endnu ikke færdigbygget, hvorfor vi blev lagt ud på nokken af en gammel oliepier i den nordlige del af civilhavnen.
Jeg må have tilhørt vagtskiftet, for jeg var i hvert fald ikke i land.
Det eneste jeg kan erindre fra dagen var, at der sent om aftenen blev et voldsomt postyr, idet skildvagten, som var en elev, var så beruset, at han gik på kajen og faldt i søvn med det resultat, at han trådte ud over kajkanten og faldt i havnen med gevær og stålhjelm og det hele. Eleven blev bjærget op, og næste morgen var Frede Grønlund i sin egenskab af svømmedykker, nede og hente geværet og stålhjelmen.
Eleven blev naturligvis indberettet, og da han havde overtrådt 2 af de strenge regler for en vagt, nemlig at være beruset på vagt, og falde i søvn på vagten, som hver blev takseret til 10 dages vagtarrest, så har han fået mindst 20 dages arrest, og hans fremtid, som konstabel har dermed naturligvis ophørt.
Vagtassistenten, der så vidt jeg husker, var sergent Mogens Bardino, fik nogle dages kvarterarrest, for ikke at have ført det nødvendige tilsyn med den tiltrædende vagt.
Vi forlod Frederikshavn enten den 1. januar om aftenen eller den 2. januar om morgenen, idet det var planlagt, at vi skulle ankomme til Holmen den 3. januar klokken 8 om morgenen, og som den præcisionens mand, som Sølling var, så gik vi altid til ankers om aftenen i Nivå Bugt, hvorfra vi lettede så betids, at vi kunne smide den første kasteline i land på Holmen præcis klokken 0800.
Normalt plejede vi at anløbe Dokøen, men fordi der skulle foregå ammunitionstransport, så fik vi kajplads på Bradbænken på Nyholm.
Eleverne blev straks frakommanderet og transporteret til Margretheholm, med undtagelse af den uheldige skildvagt, som blev marcheret direkte over til Holmens Arrest (Hos Morten) for afsoning.
Stambesætningen – værnepligtige og konstabler – gik derefter i gang med et knokkelarbejde uden lige, idet al ammunition skulle tages i land inden NIELS EBBESEN kunne komme til Orlogsværftet for dokning.
Dette skete vel at mærke med håndkraft og løbetaljer. Kun dybdebomberne blev ilandtaget ved hjælp af kran, men de var dog taget op fra lasten ved hjælp af taljer og rå mandsstyrke.
Udover al 40 mm og 127 mm ammunitionen skulle også 240 Hedge-hog bomber og 98 dybdebomber, samt alt hvad der var af håndvåbenammunition og pyroteknik bringes i land. Alt sammen blev transporteret ud til depoter i Store Dyrehave, og flere af vores gaster måtte tage turen på lastbil med ud i skoven, for der at være behjælpelig med at losse bilerne, så det var nogle meget trætte basser, der den 4. januar langt om længe fik landlov.
I vores naivitet, havde vi regnet med at blive sendt hjem på ferie, medens NIELS var i dok, men ak nej. I stedet blev vi indkvarteret og underbragt på Marinekasernen, på nogle hæslige store sovesale, hvor vores hængekøjer hang i flere lag.
Maden der blev serveret var under al kritik – vi havde været bedre vandt med skibskosten ombord – og der var da også nærmest mytteristemning
blandt kasernens stambesætning. En værnepligtig fra kasernens stambesætning, havde fået journalister fra Politiken ud for at berette om den uspiselige mad, og han blev som straf for sin handlig, frakommanderet Kasernen og tilkommanderet NIELS EBBESEN.
Er der nogen, der kan huske hvem det var?
Ja, det var Bent “Skæg”