Stam-nr. 44 20 21 Klaus Jørgen Jensen (nu, efter slægtsnavn-bevarende navneskifte: Veltzé)
Søværnet 19 JUL 1960 – 20 SEP 1961 / NIELS EBBESEN 28 JAN – 20 SEP 1961
Prolog:
Uforbeholden ros og anerkendelse til initiativtagerne til denne hjemmeside om NIELS EBBESEN og THETIS.
Ikke kun, fordi den giver anledning til at tidligere gaster kan berette om én af deres livs bedste perioder (- som den efterfølgende blev til…), men også, fordi der samtidig skrives “kulturhistorie”: Hvordan følte og handlede unge mænd dengang – i slutningen af 1950’erne, begyndelsen af 1960’erne.
Tiden går hurtigt – normer, holdninger, moral og idealer fra “dengang” vækker undren i dag; for os var det en selvfølge, at man som indkaldt ikke måtte gå i civilt tøj, ikke måtte rejse til udlandet uden tilladelse – og at “Børn og soldater” kom ind for halv pris. Nutidens unge måber.
Min vej til Søværnet:
Da samtlige drenge fra Tønder Statsskoles 3. G (12 stk – ud af i alt 24 elever!) i efteråret 1959 på sessionen blev fundet egnede til at aftjene værnepligt, købte vi i en kasse øl for at fejre denne glade og stolte begivenhed.
Jeg vaklede mellem to uddannelsesmuligheder: Søofficer eller cand. mag. Hvorfor egentlig søofficer aner jeg ikke, men i begejstringens rus valgte jeg søvejen og mødte, som befalet, på Søværnets Eksercerskole (SES) Auderød 19. juli 1960. Her fik jeg tildelt skibsnr. 5433 og en bunke grej, hvoraf jeg især mindes tæpperne, der fnuggede vederstyggeligt på uniformen. Og at trykket på stofmærkerne med skibsnr., der skulle sys i alt, en nål kunne stikke i, skulle trækkes op med tusch – hvortil vi brugte tændstikker!
Karrieren stopper før den begynder:Min karriere som kadet etc. stoppede, før den begyndte: I de 2 måneder i Auderød skete indføringen i den maritime verden især ved hjælp af LAPPEDYKKEREN; jeg husker ingen dramatiske perioder – ud over en
enkelt pinlig: I 1960 lancerede Grethe Sønck landeplagen “Hvorfor skriver du aldrig Klaus Jørgen…”. Jeg hedder – Klaus Jørgen. Denne fristelse må ha’ været for stor for vores tropslærer, eftersom han en dag ved postomdelingen prajede: Der er brev til Klaus Jørgen. Kompagnibygningen var ved at blive blæst omkuld af det efterfølgende latterbrøl.
Nå – men jeg overlevede, og fortsatte på Søværnets Sergentskole (SSS) på Margretheholm. Men efter en måned mente Søværnet ikke, at jeg var gjort af det rette stof – og da jeg så oven i købet var nysproglig student, kunne kun en matematisk studentereksamen rette op på denne “uting”. Denne mulighed forekom mig uoverskuelig, så jeg måtte afgå.
Mellemspil MTB TRANEN:
“Omslagspladsen” for orlogsgaster “i transit” var dengang Marinekasernen (MKS) på Holmen, også kaldet Flådestationen. Det var ikke altid Søværnets bedste drenge, der landede her – så glad blev jeg, da der efter 2 dage blev prajet, at “cykelsmede, mejerister og spejdere” skulle melde sig hos banjermesteren. Jeg havde været – og var – spejder og fik så ordre på at møde som kok(!) – jams kaldet – på motortorpedobåden TRANEN (P 564). Sandt at sige var mine evner udi den kulinariske tilberedelse ikke særligt udviklede – men det affærdigede banjermesteren med, at MTB’erne fik maden fra depotskibet HJÆLPEREN (A 563), og at jamsen kun skulle rette lidt an…
Det viste sig da også at være en sandhed med en bunke modifikationer; stambesætningen modtog mig “standsmæssigt” ved at pumpe DDT ud over det flagrende møl, jeg jo var…
Jeg var ikke nogen god jams – og forholdet blev ikke bedre af, at jeg kun yderst nødtvungent måtte finde mig i, at nogle klepperter til Hundested-fiskere ved et besøg i Sønderborg skjulte deres “rov” – et par af det locale vejvæsens blinklygter – under dørken i kabyssen. Og i et yderst forståeligt sprog fik jeg at vide, hvad der ville ske, hvis jeg “sladrede”; og det gjorde jeg så ikke under den efterfølgende politi-razzia. Nå, men tonen var ligesom slået an, og efter tre måneder som MTB-bisse var jeg tilbage på Flådestationen – et blåt øje rigere.
Det var i januar 1961, og dette ophold på Flådestationen kom til at vare 14 dage. Livet var ensformigt – jeg uddybede kun mit kendskab til “kunsten at sove i hængekøje” – og blev ganske god til det (her lærte jeg også trickset med de to pinde…)
I slutningen af januar kom NIELS EBBESEN tilbage fra Færøerne med det hold kadetter, jeg i sin tid blev indkaldt sammen med. Efter et besøg hos dem på skibet, som de afmønstrede, var jeg så utrolig heldig at blive påmønstret. Og det skete den 28. januar 1961.
Som fuldbefaren ombord på NIELS EBBESEN:
Hvordan det nu skete, erindrer jeg ikke – hvis jeg nogensinde har vidst det: Men jeg blev påmønstret som fuldbefaren, skibsnr. 205. Jeg blev spurgt, om jeg kunne stå til rors – og da min plads ved de forskellige manøvrer på MTB TRANEN var ved maskintelegrafen, havde jeg da også “prøvet” at være rorgænger – og kunne således med en vis ret svare bekræftende. Måske mente “man” (banjermesteren?) også, at MTB-bisser ku’ lidt af hvert; jeg var ligeglad med begrundelsen – glad som jeg var ved at være påmønstret et rigtigt, ordentligt skib, at være kommet til søs – og så oven i købet på vej til Nordatlanten!
Hvornår vi afgik, erindrer jeg ikke; men mine evner som rorgænger fra en MTB kunne ikke umiddelbart overføres til en fregat. MTB’en reagerede på den mindste drejning på roret – på en fregat er det ganske anderledes. Så meget anderledes, at jeg blev afløst fra min første tørn – vagtchefen påstod, han blev søsyg af den måde, jeg styrede på. Og det ska’ nok være rigtigt: Når jeg drejede forsigtigt på roret, skete der ikke en bønne; hektisk gav jeg den så flere omdrejninger – og så reagerede skibet. Men så skulle kursen rettes op igen etc. etc. Jeg høstede ingen anerkendelse for denne min indsats – til gengæld blev jeg til grin, da jeg
troede på meldingen om, at vi passerede en postbøje, og jeg stod klar med et brev…
Nå, men jeg kunne da gøre rent, stå udkig og udføre lignende begrænsede funktioner der ikke krævede, at jeg var fuldbefaren.
Hvor længe jeg ikke-udfyldte denne semi-funktion mindes jeg ikke – men i hvert fald længe nok til at jeg syede det røde anker (på venstre overarm?): De fuldbefarnes anker – som ofte udløste gratis omgange på de københavnske bæverdinger.
Skiftet til BM-skriver og skibsavisen Súle – Posten:
Det må ha’ været umiddelbart efter det første togt til Færøerne, i begyndelsen af 1961, at jeg blev BM-skriver.
Hvordan jeg opnåede dette sneje-job véd jeg ikke rigtigt – måske havde banjermesteren, overfenrik Ove Jessen, fundet ud af, at jeg ku’ læse og skrive på maskine – med én finger.
Hvorom alt er, jeg befandt mig herligt i denne funktion. Hvad jeg egentlig skulle lave, har jeg reverenter talt glemt – men det var noget med nogle lister & tabeller o. lign, der skulle udfyldes og holdes ved lige. Og efter at vi havde fået konstabelelever ombord mener jeg at kunne huske, at der var lister, der skulle føres til brug for tobaksrationene; jeg forsøgte vistnok i adskillige tilfælde at opfordre eleverne til en røgfri tilværelse – underforstået, så ku’ jeg jo få rationen…
Under alle omstændigheder havde jeg nu “mit eget” – kun overvåget af banjermesterens allestedsnærværende falkeblik.
For nu at udfylde tiden med noget nyttigt (?), var vi nogle stykker, der fandt på at lave en skibsavis – Súle – Posten kaldet, som Ole “Kroppur” Kropp beretter om i sit indlæg, og som er gengivet indscannet. Jeg havde erfaring og øvelse fra min tid på Tønder Statsskole, hvor jeg havde været engageret i et lignende bladprojekt.
Fremstillingsprocessen var en del mere kompliceret end nutidens kopiering: Der skulle skrives på en stencil med skrivemaskine, hvor farvebåndet var slået fra, således at tangenterne kunne gennemhulle stencilen – en formular, overtrukket med et tyndt lag voks. Tegninger blev først tegnet med blyant på stencilen, hvorefter blyantstregerne blev trukket efter med en speciel pen, med stencilen liggende på en metalplade, hvorved linjerne også blev gennemhullet. Der skal vel ikke megen fantasi til at forestille sig, at denne operation kunne gå helt i ged, når pennen flænsede stencilen. Skrev man forkert, kunne man “overlakke” det forkerte sted med et rødt, af opløsningsmiddel (?) duftende fluidom – ikke ulig neglelak (- som sikkert også ku’ have været anvendt).
Når denne del af processen var vel overstået, spændte man stencilen med bagsiden opad på tromlen af en
sværteduplikator, efter først at ha’ fordelt sværte på omtalte tromle (spritduplikatoren var måske ikke lanceret på markedet endnu, måske turde Søværnets Materielkommando (SMK) ikke placere en sådan på NIELS EBBESEN…). Var man heldig, havde sværten den rette konsistens og kunne trænge igennem bogstavhuller og perforerede tegningsstreger og således lave aftryk på papiret. Var man ikke så heldig – ja, så lignede man hurtigt en halvneger omgivet af ulæselige papirark.
Det var således et større teknisk projekt at lave Súle – Posten – helt bortset fra at indsamle stof og få det godkendt af den altid årvågne censur i skikkelse af chefen.
Mytteri?
I foråret 1961 blev der strejket i Danmark – og beklageligvis for NIELS EBBESEN var transportarbejdernes strejke den længst varende og standsede først, da mæglingsforslaget blev ophøjet til lov. Det betød, at der ikke kom forsyninger op til os på Færøerne – således at der dels måtte skæres ned på (det normalt righoldige) madudbud, dels måtte “leves af landet”, dvs. provianteres på Færøerne. Og den mad, der spises på Færøerne, er ikke altid lige velegnet for danske ganer – eller tarmflora, for den sags skyld, så her var vi noget tilbageholdende. Som kuriosum kan nævnes, at NIELS EBBESEN gik i gang med at fange fisk…
Denne tingenes tilstand forårsagede en del murren og knurren i krogene – og en sen aften var situationen ved at udvikle sig til – jeg vil ikke kalde det “mytteri”, men åben utilfredshed. Vi larmede på banjen – indtil banjermester Jessen kom farende og lovede os at blive klynget op i den højeste mast ( – jeg husker ikke om han sagde “rånokken”), hvis vi ikke øjeblikkeligt stoppede med de barnagtigheder.
Hvilket vi så gjorde!
Red Crusader maj 1961:
Herom har Ole Kropp som aktiv deltager berettet udførligt. Ved trawlerrulle var min plads ved den store
(kulbuelys?) projektør, altså langt fra begivenhedernes centrum. Nævnes bør dog, at da Red Crusaders skipper, efter opbringningen, var ombord på NIELS EBBESEN for at få påvist, hvor han var blevet opbragt indenfor fiskerigrænsen, så påstod Ted Wood, at han ikke kunne se uden briller – som han ikke havde med – hvorpå vores chef, kommandørkaptajn Sølling, lånte ham sine. Dette fortalte, mener jeg at kunne huske, chefens hovmester (messegast?) (Preben Sørensen fra Ålborg?). Jeg mener at erindre at have set tårer i Ted Woods øjne – raseri-tårer, fortaltes det senere. Han var jo ikke skotte for ingenting; videre beretter
historien, at han i ganske mange år ikke kunne vise sig på Færøerne – og da han engang blev “spottet”, blev der en større ballade.
Ved hjemkomsten til Danmark viste det sig, at vi på det nærmeste havde opnået “heltestatus”, jf. diverse avisartikler m.v. andetsteds her på hjemmesiden; vi kørte gratis med offentlige transportmidler, fik spenderet øl – ja, vi var så populære, at vore jakkeklædte befalingsmænd (og officerer?), der jo ikke bar huebånd med NIELS EBBESEN, blev ganske misundelige – og ikke havde noget imod at gå på værtshus med os menige.
Efter dette togt – og denne episode – skulle NIELS EBBESEN på værft, hvorpå vi ville få et par ugers ferie. Denne ferie ville begynde, så snart skibet var tømt for ammunition og andet skrammel; sjældent, om nogensinde, knoklede alle mand – og blev da også færdige et par dage før beregnet.
Spiritusforbud på Færøerne, en renset uniform, hjælpsomhed – og hvad deraf fulgte:
Udover det obligatoriske kissemisseri benyttede jeg ferien til at få renset min paradeuniform – den må ha’ trængt til det. Dette skulle senere vise sig at blive skæbnesvangert…
Jeg havde ikke turdet overlade opgaven til vores i øvrigt glimrende vaskegast, broder Gråbjørn kaldet, idet han nok havde kogt den ned til babystørrelse.
På Færøerne herskede der dengang spiritusforbud – sådan at forstå, at man på øerne ikke kunne købe noget der indeholdt flere procenter end i en lys øl. Indbyggerne kunne imidlertid, når de kvartalsvis havde betalt landsskat (altså skat til Færøerne), i Danmark pr. kvartal bestille 12 flasker stærk sprut (snaps, whisky etc. etc.) samt alle de øl, man ønskede – eller rettere: havde råd til. Og da udgiften til fragt for almindelig og stærk øl er den samme, blev der mestendels bestilt stærkt øl. Når forsyningerne så var ankommet, kunne de bestilte varer – mod forevisning af behørig kvittering for den betalte skat – afhentes på det lokale posthus. Der var i sandhed liv og glade dage omkring disse posthuse, når rationerne kom. Nu er der imidlertid på Færøerne -også – stærke religiøse kredse, der forsager alt muligt, således også spiritus. Og færingerne, der holdt af at få skyllet halsen, ville ikke indrømme denne deres “satans last”, som “de hellige” sagde. Ergo måtte man kamuflere hvad alle vidste hvad var. Og ofte kunne de glade modtagere af rationen ikke vente med at “smage på varen”, men kørte direkte ud i “krakamutterne” og startede drikkeriet. Overkom man imidlertid at komme hjem, blev gardinerne ud mod gaden rullet ned / trukket for, og så startede festen.
Og alle vidste jo, hvad disse lukkede gardiner betød – men hovedsagen var, at man bevarede skinnet udadtil.
Om det var generelt véd jeg ikke, men de færinger, jeg lærte at kende – og sætte pris på – påstod, at når rationerne kom, så blev der drukket til den sidste dråbe. Den i juli måned årligt tilbagevendende nationale fest, Olai-festen, syntes at bekræfte udsagnet.
Det må ha’ været medio juli 1961, at NIELS EBBESEN stævnede mod nord med mig ombord på det, der var mine sidste måneder i Søværnet; jeg skulle hjemsendes i september. I min orlogsbog står på hjemsendelsespasset anført med sirlig blyantskrift “Efter NE ankomst til Holmen” – min hjemsendelsesdato kunne altså rykkes nogle dage bagud. Men den var jeg helt med på, havde selv bedt om det.
Da jeg nu i den maritime rangstige vel nærmest måtte betegnes som “super-trotyl-TNT-atom-basse” og vidste, at der lå en anstrengende Olai-fest m.m.m. foran mig, provianterede jeg “et antal” flasker snaps.
Snaps var den hårde valuta på Færøerne – og blev handlet til skyhøje priser især i perioderne mellem skattebetaling/spiritusrationerne.
Togtet på Færøerne startede lidt “dumt” for mit vedkommende: Efter en land-udflugt blev vi transporteret tilbage til NIELS EBBESEN i vistnok motorbåden. Her havde en bunke snavsede fødder sølet tofterne til, og dem ville jeg, i min nyrensede uniform(!), ikke sidde på – selv ikke, da jeg fik ordre hertil. Var man basse eller ej.
Nå, det afstedkom et besøg hos chefen, der mente, at jeg burde vide hvordan en marinesoldat opførte sig, “savoir vivre”, som han elegant udtrykte sig. Puha – hvor piiinligt for mig. Til banjermesterens udelte tilfredshed udmøntedes straffen i 14 dages kvarterarrest – nu ku’ jeg da endelig, som han udtrykte det, få noget fra hånden. Som kuriosum kan tilføjes, at kvarterarrestens dage talte som dage. Altså, jeg ville være “clean” efter 14 dage. Fik man derimod nægtelse af landlov, f. eks. 3 x nægtelse af landlov, så kunne denne straf vare længere, for den talte kun, når der blev bevilget landlov. Og vi sejlede meget…
Men det hændte dog, at vi lå i havn – eller lignende! – og at chefen fik gæster. Jeg havde overbevist førnævnte chef-hovmester (el. messegast? – jeg mindes ham som Preben Sørensen fra Ålborg) om, at jeg ville være til uvurderlig hjælp når der skulle diskes op for chefen & gæster: Så kunne han koncentrere sig om at servere etc. etc., og jeg ku’ gøre klar i den lille kabys (eller stirrids eller hva’ det nu hedder i fagsproget). Det gik også fint; vi smagte på drikkevarerne for at tilsikre, at de var af så god kvalitet, at chefen trygt kunne servere dem for gæsterne. Men det måtte selvfølgelig ende galt – og det gjorde det, da vi “kom til” at drikke rommen, der
sku’ i rombuddingen. Ikke nok med at vi skyndsomst måtte komme romerstatning i buddingen (sådan mener jeg vi klarede det) – men selvsamme hovmester / messegast var ikke helt sikker i sine handlinger. Og da chefen så fandt endnu en fulderik – nemlig mig – så var det slut med min “uselviske hjælp”.
Ólavsøka:
Olai – festen finder sted i dagene omkring den 29. juli, på Olav Haraldssons dødsdag 1030 ved Stiklestad I Norge. Olav blev siden kåret til helgen med navnet Olav den Hellige og er Norges nationalhelgen.
Olai-festen lægger Færøerne øde – alle fester og dyster og morer sig. Som der står i en opgave fra Studentaskúlin og HF-skeidid Eysturoy “…Festlighederne indledes med en procession allerede den 28. Juli med udøvere i mange sportsgrene. Forrest har man et hornorkester og bagerst følger folk til hest. På pladsen foran Tinghuset holdes en tale og festen åbnes. I de følgende dage er der talrige idrætsbegivenheder. Man starter med nationalsporten kaproning i traditionelle færøske både, som tiltrækker mange tilskuere…” Som jeg opfattede det, var Tórshavn centrum for festlighederne – folk stimlede i hvert fald sammen her og livsglæden boblede. Just nu (25. juli 2008) hører jeg i nyhederne, at 40 uger efter Olai-festen stiger fødselstallet drastisk..
I øvrigt uden sammenhæng hermed, så havde én af NIELS EBBESENS gaster kissemisset med en pige fra Suđuroy – og havde også charmeret én fra Tórshavn. Da vi lagde til ved NATO-kajen stod begge piger og ventede på ham – det viste sig senere, at de var søstre. Hvordan affæren udviklede sig, mindes jeg ikke – blot husker jeg, at den stakkels mand ikke turde gå i land. Om han “for en sikkerheds skyld” havde opgivet to forskellige navne tør jeg ikke stå inde for; men noget lignende er forekommet.
Det lykkedes mig stort set at holde antallet af medbragte snapseflasker fuldtallige – indrømmet, lidt svind var der jo i løbet af festlighederne, man måtte jo også selv byde på en “syp” til de gæstfrie færinger. Der var selvfølgelig dans forskellige steder i Tórshavn, og marinesoldaterne flokkedes om pigerne (!). Men – beklageligvis havde jeg kvarterarrest, så jeg ku’ ikke være med i den del af festen. Men var man nu “super-trotyl-TNT-atom-basse” eller ej: Én af kammeraterne, som af én eller anden grund ikke gad gå i land, indvilligede i at ligge i min køje ved mønstring af “straffegaster”. Jeg, derimod, kom på én eller anden måde i
land og kastede mig med iver ud i dansens glæder. Men, oh skæbne: Ved siden af dansede den oversergent, der havde knaldet mig for ikke at ville sætte mig ned i båden. Hvordan jeg klarede frisag, har jeg kun en tåget erindring om – Ombord kom jeg takket være kajvagtens velvillige seen til den anden side – medens jeg kravlede op ad den forreste trosse (spring?). Og da oversergenten næste dag påstod at ha’ set mig, kunne jeg bestride det ved at henvise til, at hans kollega havde noteret mig som sovende i min køje.
Besøg af Schulfregatte Gneisenau = 
På et tidspunkt – sidst i maj 1961 og altså kort før RED CRUSADER-affæren – kom den tyske til Tórshavn, hvor vi tilfældigvis lå; også den norske fregat GARM kom, således at vi lå tre fregatter “syet sammen”: Yderst GARM, inderst NIELS EBBESEN – og i midten GNEISENAU. Og det var særdeles praktisk: 1961 var kun ganske få år efter at genopbygningen af de forbundstyske stridskræfter var begyndt. GNEISENAU besøgte nu forskellige havne – som ambassadør for det “andet Tyskland”, Forbundsrepublikken. Og vel vidende, at vejen til menneskenes hjerter ofte går gennem ganen, var der
medbragt mængder af øl og spiritus. Når de tyske gaster meldte, at de holdt “kameradschaftliches
Beisammensein” med norske og danske orlogsgaster – og sikkert også civile – kunne de rekvirere en bestemt mængde drikkelse. Og det gjorde de. Det var herlige dage, hvor det var vanskeligt at bevare pessimismen.
Bevaret som minde har jeg en tysk hue med båndet (som det ses skrevet med gotisk skrift). Denne skik måtte den tyske flåde snart derefter ophøre med – der var ingen, der ku’ læse de gotiske bogstaver.
Grindedrab og finis NIELS EBBESEN:
Andetsteds er der berettet om grindedrabet i begyndelsen af september. Heldigvis var det med megen møje lykkedes mig at redde et par flasker af min medbragte beholdning snaps gennem alle fristelser. De fandt god – og klingende – afsætning ved grindedrabet, eftersom hvalkødet skal skylles ned med rigelige mængder snaps. Jeg husker ikke den dagsaktuelle kurs på snaps – mig foresvæver et par hundrede kroner for en halv liter?
Nå, men NIELS EBBESEN sejlede medio september 1961 tilbage til Danmark, og min tid som orlogsgast var ved at rinde ud.
Søofficer blev jeg ikke – jeg tilbragte derimod 14 måneder som værnepligtig, heraf 9 uforglemmelige, positivt uforglemmelige, på NIELS EBBESEN.
- september 1961 kl. 1115 blev jeg hjemsendt – og endnu hører jeg banjermesterens advarende ord: “Og husk så, at den militære traffelov gælder 2 dage endnu”.
Der kom en færøsk pige imellem, så jeg nåede ikke frem til den planlagte afskedsfest med de andre, der blev hjemsendt – og øvrige, der holdt af en god fest.
Det ærgrer mig den dag i dag!
Således mindes jeg min tid i Søværnet med vægt på min tid med NIELS EBBESEN – og minder, og stumper af minder, bliver ved med at dukke op. Men lad ovenstående være “et repræsentativt udvalg”.
Minderne er nedskrevet 47 år efter at begivenhederne fandt sted. Og betænker man, at erindringen er et billede af det hændte – og at man hver gang, man erindrer sig begivenheden, danner sig et billede – ja, så kan der forekomme “støj på linjen”.
Jeg beder om overbærenhed herfor.
Epilog I:
Få dage efter hjemsendelsen begyndte jeg – lidt forsinket – cand. mag. studiet (historie / tysk) ved Aarhus Universitet. Ved den første, pligtige, forelæsning var der navneopråb. Og hvad sker, da mit navn lyder? Jeg svarer højt og tydeligt “Halløj” og springer op – til stor moro for auditoriet. Forelæseren var imidlertid selv soldat, sergent ved artilleriet i Aarhus og forelæste i uniform.
Så han forstod mig.
Epilog II:
I 1973 fandt min sidste og blivende ansættelse sted ved Midtfyns Gymnasium. Gymnasiet var helt nyt, og begyndte undervisningen i efteråret 1973. Gymnasiets rektor var – ja rigtigt, tidligere marinesoldat.
Da de færøske studenter i slutningen af 1970’erne krævede at blive eksamineret på færøsk, blev både han – der havde ét eller andet færøsk tilhørsforhold – og jeg sendt til Færøerne som censorer. Jeg havde på Færøerne opsnappet lidt færøsk og dette, kombineret med lidt sprognemme samt kollegiefællesskab med en færing gjorde, at jeg i en årrække var censor på Færøerne. Men beklageligvis måtte jeg ikke sejle derop…
Som gymnasiets anciennitets-ældste blev jeg pensioneret i efteråret 2007 – efter at have undervist en generation i historie, tysk og oldtidskundskab.
Som flere fhv. NIELS EBBESEN-gaster skriver, så søgte også jeg optagelse i Hjemmeværnet. Det blev nu ikke Marinehjemmeværnet, hvor gerne jeg end ville, men bosiddende på Midtfyn ville det være upraktisk. Jeg har nu i 33 år været hærhjemmeværnsmand og mener fortsat at udfylde en funktion – nu bag skrivebordet.
Meget passende i denne høj-bureaukratiske tidsalder.