Min værnepligtstid på NIELS EBBESEN

Til trods for, at jeg nu har forrettet tjeneste i søværnet i næsten 47 år, vil min værnepligtstid, og i særlig grad min tid på NIELS EBBESEN, altid for mig stå, som noget ganske særligt.

Lidt forhistorie.

I modsætning til mange af mine jævnaldrende, så glædede jeg mig til at skulle ind og aftjene min værnepligt, underforstået som marinesoldat.

Stor var derfor min skuffelse, da jeg ved møde på sessionen, blev udtaget til pansertropperne, og selv om, at jeg græd og tryglede var der intet at gøre – PANSERTROPPERNE.

Med min fars hjælp, en del lobbyarbejde og med megen nepotisme, lykkedes det for mig, at blive indkaldt til søværnet, og den 23. maj 1961 mødte jeg så forventningsfuld i Auderød.

Bortset fra den første dag, som jo var et rent helvede for alle, så syntes jeg også at rekruttiden i Auderød var en fornøjelig tid, ikke mindst på grund af vores delingsfører, fenrik Aksel Sørensen (Aksel Havørn), han var ustyrlig morsom.

Jeg sagde derfor også ja med det samme, da han spurgte om jeg ville være korporal. Jeg blev udtaget til at blive artilleritekniker, skønt jeg hellere ville være Maskingast. Da vi mødte på Korporalsskolen på Margretheholm, fik jeg min næste skuffelse, idet den kanon, som jeg skulle uddannes til, fortrinsvis blev benyttet på forterne, og jeg ville jo ud at sejle. Heldigvis var der, i den anden klasse, en gift mand med nyfødte tvillinger, som skulle være hjemme, og ham fik jeg lov at bytte med.

Vi fik med det samme at vide, at vores fremtidige tjeneste var afhængig af vores afgangskarakterer, idet vi selv måtte vælge tjenestested, startende med nummer 1 i klassen.

Jeg knoklede som en gal, og blev da også nummer 1, og til de andres store overraskelse valgte jeg ikke torpedobåd, men derimod gode gamle NIELS EBBESEN.

Jeg ville ud og se verden.

NIELS EBBESEN.

Det kan ikke nægtes, at det var noget af et kulturelt chok, dog af positiv karakter. Vi blev modtaget af banjemesteren overfenrik Ove Jessen, som trods sit barske ydre udstrålede en venlighed, som man gennem hele tiden ombord skulle komme til at sætte meget stor pris. Vi blev vist rundt i skibet og fik at vide, at det vigtigste ombord var, om vi kunne finde ud af de tre SSS – hvilket betød hvor vi skulle SOVE, SKIDE og SKAFFE og så fik udleveret vores fordelingsseddel, der angav hvad vi skulle lave under de forskellige ruller og vi blev belært om hvad vores skibsnummer repræsenterede – jeg fik nummer 235. Herefter fik vi vores hængekøje, og blev

undervist i, hvorledes sådan en bananskal skulle rigges op, hvordan den skulle pakkes og hvordan man skulle stuve den af vejen i fingernettet, som var det trådbur, der for vores vedkommende var placeret på styrbord båddæk. Man blev hurtigt belært om, at der skulle være et stykke kosteskaft i begge ender, til at holde den udspændt, og man fandt også ud af, at ens køje helst skulle ligge

nederst i fingernettet, for ikke at være gennemblødt af saltvand, hvis vi var ude i lidt ruskevejr.

Jeg blev underbragt på forreste overbanje og fik meget hurtigt nogle fine venner der. Alle de ”gamle” var meget hjælpsomme overfor en, men de kunne dog også tage fusen på en, hvis det passede i deres kram, eksempelvis havde de fuppet mig til at tage vagten alle tre dage, den første weekend vi lå i Ålborg, som var provinshavnen vi besøgte inden afgang til Færøerne – det skulle aldrig komme til at gentage sig.

På forbanjen var der fire bakker. Den forreste om styrbord var de befarne, hvor blandt andet Torben og ”Ålborg” hørte til, sammen med 4 – 5 fiskere. Den forreste om bagbord var for det frivillige mandskab, de benyttede den faktisk aldrig, men skaffede derimod ude i deres lille beboelse foran for forbanjen.

Den agterste om styrbord var for frigængere, og det var også meget begrænset hvor mange der skaffede der, idet de hellere ville have den mad der blev serveret i de respektive stirridser, hvor de var messegaster.

Den agterste om bagbord var forbeholdt korporaler, korporalselever og præsten.

Der var 3 plottere: ”Sugar”, ”Bogense” og ”Johnny Walker”, så var der 2 signalgaster: ”Ole Kroppur” og ”Karoline”, 1 telegrafist ”Erik Gnist”, vi var 2 artilleriteknikere: Benny og ”Sorte Ørn”, så var der en sanitetskorporal, som jeg ikke husker navnet på, han hed altid bare ”Sanitten” og slutteligt præsten ”Holger Præstur”, han boede dog ikke på forbanjen, men havde sit eget lukaf i arresten, som i den anledning var omdøbt til præsteskabet.  Torben fra de befarnes bakke holdt tit til ved vores bakke. 10 mand skulle således skiftes om at være bakstørn en uge ad gangen. Jeg fandt hurtigt ud af, at ingen af de andre syntes om dette job, som jo indebar at hente mad ved kabyssen og senere bakke resterne ud i ”Olga”, som var placeret i skylleriet, og derefter damprense tallerkner, krus og spisebestik. Jeg tilbød mig derfor til at være fast bakstørn mod at de andre betalte mig hver 2 kroner om ugen, det var næsten lige så meget, som vi havde i forstrækning. Det viste sig at have den fordel, at jeg undervejs fra kabyssen til banjen kunne udvælge mig den største bøf eller det største stykke kød, som jeg puttede i lommen, inden jeg satte bakkerne ned på bordet, hvor der jo straks skete et veritabelt slagsmål om de bedste stykker. Da jeg senere blev korporal slap jeg for at stå i kø både ved kabyssen og i skylleriet, idet jeg under påberåbelse af min befalingsmandsgrad blot maste mig ind forreste i køen.

Ved vores bakke var vi jo meget forskellige i vores tjeneste ombord, så vi havde ikke ret meget tjenstligt at tale om, bortset fra, at vi hver især skulle overbevise de andre om vigtigheden af netop vores job.

Helt anderledes så det ud på den forreste underbanje hvor størstedelen af maskinbesætningen var underbragt, de var meget sammenspiste og havde deres officerer og befalingsmænd til fælles, derfor var der et helt specielt sammenhold blandt ”bøderne” og det var da også på deres banje, at der altid var sang og leben.

Da jeg følte mig lidt som maskinmand, holdt jeg en del til på deres banje, og blev da også accepteret som fuldgyldigt medlem af ”Yokohama-klubben”, blot jeg medbragte min guitar.

Der blev knyttet mange fine venskaber ombord på gode gamle NIELS ikke alene blandt os værnepligtige men også blandt officerer og befalingsmænd som for mit eget vedkommende, har holdt igennem hele min tjeneste i søværnet.

Tiden ombord gav mange dejlige oplevelser, den gang var det jo ikke så almindeligt, at men rejste udenlands på ferie, og jeg for mit vedkommende havde aldrig været andre steder end Sverige, så derfor var det store oplevelser at besøge Bergen, Edinburgh, Grimsby, Amsterdam og Rotterdam.

Færøerne var også en fantastisk oplevelse og selv om det nok nogen gange kunne være lidt trist at sejle rundt om øerne – først den ene vej, og så den anden vej – så kom man til at elske de små øer, selv om befolkningen ikke var os lige venlig stemt alle vegne, Man skal huske på at det stadig var for tæt på Klaksvik – affæren, den havde færingerne svært ved at glemme. Det sted vi satte størst pris på var Tværå, som vi ligefrem kaldte Lille Danmark.

Jeg har altid været fascineret af elementernes rasen, så jo dårligere vejr det var jo bedre syntes jeg om at sejle, og blæsevejr havde vi jo nok af.

Hvordan gik så hverdagene?

Som jeg erindrer dem, så var det skafning, søvn, rengøring og vagt –vagt vagt – vagt – vagt og atter vagt. Jeg kunne godt forstå, at der skulle være vagt på broen i styrehuset og på radiostationen, når vi sejlede, og det var ligeledes indlysende at der skulle være vagt i maskinen og på fyrpladsen, men den vagt jeg gik, fandt jeg totalt overflødig. Det hed skibsvagt. På havet gik vi tre skifte vagt, det vil sige at et helt skifte var purret ud for 4 timer, men der var ikke så mange poster at besætte, så størstedelen af skiftet måtte slange i ”Store Kongensgade” fuldt påklædt. Selve vagten blev bestridt fra vagtstuen agter. Der var en vagthavende banjemester, som var overfenrik, han måtte dog slange på køjen, i vagtstuen sad vagtassistenten, der var fenrik – på mit vagtskifte var det Egon Kristensen, som i øvrigt altid led forfærdeligt af hjemve, så var der en skifteassistent, som var af sergentgruppen, jeg gik sammen med oversergent Svend Toft, så var jeg som korporal tjensthavende og dertil kom så to ordonnanser, som var elever. En kort overgang var der også en skildvagt uden for tremandstoilettet, han skulle hver gang en havde benyttet toilettet se efter om der var proppet for meget papir i tønden – komplet idioti – Eleverne skiftede hver time med nogen af dem, som slangede i Store Kongensgade, medens vi andre gik vagt i 4 timer. Jeg opøvede mig i, at stå op og sove med åbne øjne.

En gang imellem kimede det fra broen, og så skulle alle eleverne mønstre ved styrbord fartøj, hvis ikke de var på plads inden for 2 minutter, skulle de tilbringe resten af vagten slangende rundt om skorstenen. Man må sige, at det var vagt for vagtens skyld, men eleverne skulle jo lære det.

Hvis man i arbejdstiden ikke havde vagt, så var det artilleriet, der skulle passes. Normalt havde vi kun presenningerne af kanonerne når der var forestående skydninger eller hvis vi sejlede ”Klart Skib” hvilket vi gjorde mindst en gang på hvert togt, der var kanonerne bemandende i tre til fire døgn, hvor vi skaffede på posterne, Til daglig sad Benny og jeg nede i vor artillerishop med låst dør, der kunne man spejle æg og riste pølser, som vi havde bjærget fra kabyssen. Hvis nogen bankede på døren, så slukkede vi lyset, men vedkommende kunne sagtens lugte, at vi var der for enten lugtede der af mad eller også tobaksafbrænding, vi var storrygere begge to.

En af de bedste oplevelser, som jeg mindes, var da vi startede vores skibsorkester, det var virkelig noget, som friskede op på stemningen ombord, ellers var de fleste nok beskæftiget med, at holde øje med hvornår der kom post hjemmefra, og der kunne til tide være langt imellem anløb af enten Tjaldur eller Dronning Alexandrine.

En enkelt gang kom der en Katalina op med post. Hvilket jo var herligt.

Generelt må jeg sige, at min tid på gode gamle NIELS var en dejlig tid, selv når man ser bort fra de evindelige trawleruller, som altid skulle holdes umiddelbart efter udskejning. Det var selvfølgelig også de gode minder fra NIELS, der fik mig til at søge ind igen efter hjemsendelsen. Dem der ikke har prøvet at sejle på en gammel fregat med bakkeskafning og hængekøjer, kan slet ikke forstå stemningen, når 30 mand samtidigt skulle ud af køjerne, og de trådte ned på bakken med deres sure sokker, samtidig med at morgenmaden var bakket op – virkelig lækkerier. Jeg tror nok, at hygiejnen var rimelig god i korporalsbakken, men det kneb lidt med badningen andre steder, hvilket havde fået DOC til midt i august måned, at sætte et skilt op ude på badeværelset, med teksten: ”Undgå juletravlheden – vask fødderne nu”.

Da jeg tog ud på mit 4. togt var jeg lige pludselig en af de værnepligtige, der stod forrest i køen til hjemsendelse, og så vidt jeg husker, blev jeg vist nok en rigtig modbydelig Super Trotyl Basse, som var med til at mobbe både møl, og elever og sågar de gamle frivillige konstabler. Vi gamle sad mangen en aften og diskuterede om vi skulle klippe af målebåndet efter dansk eller færøsk tid, og når vi så havde klippet, så var det ellers ned på elevbanjen og drysse de afklippede numre ud over deres køjer.

Jeg tror nok, at jeg på en eller anden måde følte mig forpligtet til at opføre mig sådan, for i virkeligheden glædede jeg mig slet ikke til hjemsendelsen.

Da jeg senere skrev til oversergent Svend Toft, at jeg overvejede at søge ind igen, skrev han tilbage til mig, at jeg nok i de første mange måneder skulle snige mig langs husmurene, og gemme mig for alle dem jeg havde mobbet

Sluttelig er der ingen tvivl om at tiden på NIELS EBBESEN har sat sine dybe spor i min hukommelse, da der således i mine gemmer dukker en skitse op, som jeg ikke har tegnet ”On Location”, men derimod en gang på sergentskolen, hvor jeg tilsyneladende har siddet og kedet mig i en time. Tegningen er lavet med kuglepen og farveblyanter, og i min døs har jeg drømt mig tilbage – og efter bedste evne prøvet at hidkalde mig indtrykket af Bb. sidedæk i halvsnasket vejr.