Lidt om min tid i Søværnet

Jeg blev indkaldt til at aftjene min værnepligt i Søværnet, og skulle møde på Søværnets Eksercer Skole i Auderød kl. 11, torsdag den 2. november 1961. Det var en halvkold dag, hvor jeg mødte sammen med andre mere eller mindre betuttede drenge.

Flere af mine kammerater fra ungdomsårene havde også været i søværnet, nogle af dem for at forsøge sig med officersvejen uden det store held, andre var almindelige værnepligtige. Jeg var forsynet med adskillige beretninger om, hvad livet her kunne byde på, så jeg mente, at jeg i hvert fald var en smule forberedt på det, der skulle komme.

Vi var flere, der stod og trykkede os ved porten, men en befalingsmand fik gennet os ind, og derefter startede det med at blive iklædt uniformer og anden udrustning, der hørte sig til. Jeg var fundet sammen med nogle friske gutter, og vi lavede selvsagt så megen sjov med situationen, som det var muligt.

På et tidspunkt gik vi forbi en lille rund mand med striber på ærmet, som holdt et par trommestikker i den ene hånd og et signalhorn i den anden. Kan du spille på det? – spurgte han. Jeg snuppede signalhornet, og vendte mig om mod de andre gutter og gav et ordentlig stød i trompeten for at lave sjov.

De er taget til musikken, gjaldede han og med et stykke kridt, skrev han et stort M på min stortrøje.

Jeg var sikker på, at det var rigtig udtur, og jeg forsøgte at viske M’et ud igen, men da vi senere stod i gymnastiksalen og blev fordelt til de forskellige kompagnier, var det stadig synligt og jeg blev stoppet og fik at vide, at jeg skulle gå ud i omklædningsrummet, hvor jeg så mødte de andre, der også var taget til tamburkorpset.

Tamburkorpset viste sig imidlertid bare at være den bedste tjans man kunne få. Var det dårligt vejr, måtte vi nødvendigvis øve, og det gjaldt ikke mindst mig, som bestemt ikke var den store musiker.

Desværre kan jeg ikke huske, hvad vores musikkaptajn hed, men han var ihærdig og var helt overbevist om, at jeg ville kunne lære at blæse alle de signaler, man skulle kunne – og altså også huske. Jeg har på værste vis demonstreret, at det ikke lykkedes. Herom senere.

Vores kompagnichef var orlogskaptajn, der var desuden en løjtnant samt en overfenrik foruden nogle sergenter og korporaler. De skulle tage sig af hele 1. kompagni, som tamburkorpset var en del af.

Jeg blev placeret i stue 2, sammen med nogle meget friske gutter. Vi fandt meget hurtigt sammen og da vi nåede så langt, at vi kunne komme i land, kørte vi sammen til København i en lille Morris.

Inden da var jeg imidlertid blevet far til en søn, der blev født om natten torsdag d. 16. november. I den anledning fik jeg fredag formiddag besked på, at jeg skulle møde i paradeuniform og stille hos næstkommanderende, som instruerede mig i, hvordan jeg skulle forholde mig i forbindelse med, at jeg skulle i land, idet jeg endnu ikke havde lært tilstrækkelig militær anstand.

Jeg fik landlov i 5 dage og skulle være tilbage igen d. 21. kl. 09.00, hvilket jeg var på slaget. Jeg havde fået lov til at låne min fars bil.

På det tidspunkt var de andre i fuld gang med dagens program, så jeg skyndte mig at klæde om til daglig blåt, og meldte mig derefter til kompagnichefen. Han så bestyrtet på mig og meddelte mig, at jeg straks skulle klæde om til paradeuniformen igen og stille hos chefen omgående.

Jeg blev modtaget af en adjudant (?), der kikkede mig grundigt efter, før jeg blev lukket ind. To skridt ind af døren, stram retstilling og honnør. ” Tillykke med Deres søn. Da de er blevet far, og i øvrigt har klaret Dem udmærket i uddannelsen, er De bevilget ny landlov og skal stille igen torsdag d. 30. Træd af”, var ordene fra chefen.

Det lykkedes mig at gøre honnør dreje rundt og komme ud af døren, uden at falde over mine egne ben, og så var der lige tid til at give besked til de andre, før at jeg var af sted igen.

Således blev min rekruttid forkortet med 14 ud af 42 dage, eller med 1/3.

I de resterende 14 dage af uddannelsen husker jeg, at vi var ude at ro i travaljer nogle gange, var på sydebanen og i gaskammer. Vi så adskillige film, der bl.a. belærte os om at vaske vores fødder.

Der ud over stod vi i kælderen og øvede os, og lærte at marchere samtidigt med at vi spillede.

Vagter og pligter var for mit vedkommende begrænset til en enkelt aften, hvor jeg skule hjælpe til i officersmessen. Det resulterede i, at jeg blev så fuld, at jeg ikke kunne komme op den følgende morgenen. Utroligt, at det ikke medførte repressalier.

Vi havde landlov hver weekend, hvor vi, som sagt, kørte til København i en gammel Morris, hvor vi flere gange var stuvet sammen 7 mand.

Vores kompagnichef var uden tvivl alkoholiker. Det lykkedes ham stort set aldrig at møde til mønstringerne.

Selv på en blæsende kold tirsdag d.12. december ved afslutning af skolen, hvor viceadmiral Pontoppidan skulle inspicere hele lejren, med parader og musicering, mødte han op med støvle og gamache på den ene fod og en sko på den anden. Han var skæv, og det med fodtøjet gjorde det ikke bedre.

Skolen sluttede med, at vi blev stukket ud til forskellig tjeneste. Jeg blev anvist til sergentskolen, hvilket jeg ikke var spor interesseret i. Jeg skrev hurtigt en ansøgning om fritagelse, med henvisning til min korte rekruttid, hvilket medførte, at jeg i stedet skulle møde på Flådestationen under Materielforvaltningen, hvor jeg stillede onsdag d. 14.12. 1961.

Samme dag stillede jeg hos maskinkommandørkaptajnen, som var chef. Jeg kunne hilse ham fra hans forgænger, der hed Jensen, der boede på den samme vej, hvor jeg havde boet en stor del af min barndom, og hvor jeg nu boede med min kone. Han var far til en af mine sejlerkammerater Erling Jensen fra juniorafdelingen i Kastrup Sejlklub.

Her blev jeg udstukket til tjeneste på kongeskibet Dannebrog som maskingast, hvor jeg stillede torsdagen d. 15.12. Endvidere skulle jeg have vagttjeneste om natten med rundering på de skibe, der lå på flådestationen, som ikke var under kommando.

Jeg var på Dannebrog/Flådestationen indtil 19.1.1962, hvorefter jeg blev kommanderet til at møde på fregatten NIELS EBBESEN.

Hvordan det gik til at jeg kom til NIELS EBBESEN

Flådestationen var på den tid et kapitel for sig.

Vi levede mildest talt som undermennesker. Jeg har aldrig i mit liv set tilsvarende forhold. Lige fra starten var jeg klar over, at dette var fuldstændigt ude af kontrol. Der måtte gøres noget.

Jeg havde travlt med at få fat i de talsmænd, der skulle repræsentere besætningen, men opdagede, at det slet ikke kunne lade sig gøre. De var ganske enkelt ikke til stede, når vi andre havde fri. Endvidere var vores talsmand søn af en kaptajn i søværnet. Han kom først om formiddagen, når vi andre var i daglig arbejde, og gik igen klokken 3, før vi kom tilbage igen. Ikke engang i frokostpausen, kunne man få ham i tale.

At få afsat en talsmand og vælge en ny krævede imidlertid, at mindst 1/3 af besætningen skulle være til stede, hvilket aldrig var muligt, når vi havde fri.

I samarbejde med talsmanden for MP’erne og en værnepligtig korporal, der var skolelærer, fik vi undersøgt forskellige forhold, som vi fandt, virkelig kritisable. Gennem vagter og arbejde på forskellige steder og kontorer, bl.a. på banjemesterkontoret, skaffede vi os yderligere mange nyttige informationer.

Vi opsnusede blandt andet, at der skulle komme inspektion af bl.a. chefen for intendanturen, der var oberst i hæren. Det viste sig senere, at han var general. Meningen var, at det skulle være et uanmeldt besøg.

Det var den rette anledning til at reagere. Jeg tog kontakt med min farbror Hans Larsen Bjerre, der var chefredaktør for den socialdemokratiske presse på Christiansborg. Jeg spurgte, om han kunne hjælpe med at få fat i en journalist, helst med en anden politisk orientering, der kunne møde op til inspektionen.

Der havde på den tid været sultestrejker på nogle af hærens kaserner, så der var i pressekredse stor opmærksomhed på forholdene. Min farbror udvirkede at journalist Lise Nørgaard fra Politiken og pressefotograf Tage Christensen stillede sammen med inspektionen, hvilket i sig selv afslørede, at den absolut ikke var uanmeldt.

Denne inspektion fandt sted torsdag d. 18. januar og førte til en længere artikel i Politiken søndag d. 21. januar 1962. Den har jeg først læst nu og har fået en kopi af den på Det Kongelige Bibliotek.

Både til frokost og aftensmaden sad jeg ved bord 1 i spisesalen. Jeg spiste som regel sammen med talsmanden for MP’erne, hvis navn jeg desværre har glemt. Her holdt vi vores daglige konferencer. Bord 1 var det første bord på højre hånd, når man stod ved kabyssen, modsat indgangsdøren.

Den torsdag, hvor Lise Nørgaard kom, var hun samme med chefen for intendanturen general Ole Høgberg samt et større følge af hhv. hans adjudant, vores næstkommanderende, vores intendant (jeg husker det sådan, at der var både en kaptajnløjtnant og en løjtnant) samt endnu en søofficer, som jeg tror, var chefens adjudant.

Fra hun kom ind af døren og spurgte den første mand hun mødte, hvad han syntes om maden, svarede vedkommende, at hun skulle tale med ”Skæg” og pegede: ham derhenne. Lise Nørgaard fortsatte hen til næste mand, men hver gang fik hun stort set samme svar: spørg ”Skæg”. Det var blevet almindelig kendt, at jeg arbejdede på at forbedre forholdene om bord på Flådestationen. Øgenavnet Skæg fik jeg allerede i tamburkorpset, og det fulgte mig resten af tiden.

Da Lise Nørgaard kom hen til mig, spurgte hun ikke om, hvad jeg syntes om den mad jeg spiste. Hun spurgte mig om, hvad jeg syntes om maden. Det opfattede jeg naturligvis som et generelt spørgsmål, hvorfor jeg svarede, at jeg ikke vidste, om jeg måtte udtale mig derom.

Dette fik generalen til at sige, at jeg havde hans tilladelse til at udtale mig.

Her lavede jeg den første bommert. Når en general taler til en menig, er det meningen den menige rejser sig op og står ret. Jeg tolkede det sådan, at jeg havde frokostpause, sååååh, jeg blev siddende og sagde blot mange tak.

Omringet af denne 1 kvinde og 7 mand store flok, fortalte jeg i flæng om den mad vi fik, og besvarede spørgsmål om mange forhold. Da talen faldt på opvasken, fortalte jeg, hvor forfærdelig forholdene var, og jeg kunne dokumentere det. Vi gik ud til opvasken, hvor jeg trak proppen op af opvaskekaret, så man i bunden kunne se et 2 tommer tykt lag bævrende hvid flomme sejle rundt. Lise Nørgaards ansigtskulør ændrede sig her til en lysere farve.

I dette kar blev al ”opvask” dyppet i ”kogende” vand, både tallerkener, service og bakker.

Jeg fortalte, at de aluminiumsbakker, vi skulle have vores mad på, var meget snavsede. Selv efter opvasken, lå der et tykt lag fedt over hele bakken. Jeg havde sammen med MP – talsmanden skrevet mit navn deri. Med en negl havde jeg graveret det i snavset og derefter sendt den til opvask. Da vi fandt bakken næste dag, stod mit navn let læseligt.

Vi fik vores ”smør”, som var margarine, pålæg, pølser, leverpostej salat mv. lagt direkte på denne snavsede bakke, og først, når vi også havde fået brød, kunne vi få en tallerken. Jeg havde forsøgt at flytte tallerknerne over til den anden side, idet disse trods alt var lidt mere rene, så vi kunne få pålægget herpå, men det medførte, at jeg fik en streng advarsel fra en overfenrik. Jeg blev nærmest overfuset.

Jeg fortalte, at ”maden vi fik i dag, var som om det var juleugen”, som vi havde oplevet kort forinden. Ifølge kostplanen skulle vi have haft noget ubestemmelig hvidt noget med kødtrævler i. Det var blevet smidt ud i sidste øjeblik, hvorefter der i stedet blev lavet hakkebøffer. (De havde opdaget, at der skulle være inspektion.)

Dette benægtede intendanten, tåbeligt nok. Jeg måtte ud at vise, at det hele lå i skrallebøtterne, som man kun kunne åbne, efter at havde skræmt rotterne væk.

Nu skiftede Lise Nørgaard igen ansigtsfarve til en mere grønlig nuance.

Jeg hørte senere, at det, at intendanten ikke talte sandt i overværelse af generalen skulle have medført, at han måtte gå af.

Jeg fortalte, at jeg havde set, at de medhjælpende damer i kabyssen tog store klumper kød, som de lige dækkede over med den mest ulækre gulvklud, de stod med, før det kom ned i deres tasker. Det var helt utrolig ulækkert.

Jeg sagde, at når damerne i køkkenet helt åbenlyst kunne gøre dette, måtte man formode, at der var tale om en så accepteret tilstand, at det nødvendigvis også måtte omfatte andre deltagere.

Jeg fortalte, at de uniformer, kabyspersonalet gik rundt i til daglig, skulle være hvide, sådan som de var i dag, men at de for det meste var mere sorte end uniformerne på fyrbøderne, der var om bord på skibene.

Det samme gjaldt for damerne i køkkenet, hvilket tydeligt fremgik, da de ikke havde kunnet nå at komme hjem og skifte tøj eller kitler.

På trods af, at besøget ikke var helt uanmeldt, var det ikke lykkedes at gøre rent i kabyssen, hvor man kunne se et gulv, der var mere snavset end gulvene i maskinværkstederne. Sort sod, fra det oliefyrede komfur, var smeltet sammen med fedt fra stegningen og havde lagt sig som et tykt mørkebrunt fedtlag over alle vandrette flader. Jeg viste det ved at skrabe med en kniv hen over hylden med ”rent” køkkengrej. Der var uhyggelig snavset.

Jeg fortalte, hvordan man spildte store beløb på vedligeholdelse, at der ikke var tilsyn med det arbejde, der blev udført, og kunne fremvise flere detaljer som dokumentation, men næstkommanderende bad mig om at holde mig til det sted, hvor vi nu opholdt os. Herefter fremviste jeg et stykke spegepølse, der var klasket op på væggen i protest over, at det var halvråddent. Der havde det siddet i meget lang tid, indtil væggene blev malet over, inkl. spegepølsen. Jeg måtte skrabe malingen af med en kniv, for at man kunne se, det var sandt, at der var spegepølse inden under.

Jeg beskrev andre forhold, bl.a. hvordan man på Holmen stadig sov i hængekøjer, som man åbenbart har gjort, siden bygningen blev opført. Jeg fortalte om toilet- og badeforholdene mv. Der var mange detaljer.

Jeg kunne fortælle om, at der blev lavet istandsættelser af Christian d. IV’s gule bygninger, uagtet at der ikke var nogen bevilling dertil. Denne istandsættelse var endnu ikke afsluttet, hvilket man kunne se, bare ved at kikke ud af vinduerne.

Jeg sagde, at jeg havde hørt, at man havde installeret et helt nyt køkken på Flakfortet, som man indviede 2 dage efter at fortet var blevet nedlagt. Det havde ikke været muligt for mig at finde dokumentation for dette.

I hele forløbet havde Lise Nørgaard forholdt sig meget tavs. Det var oftest de forskellige officerer, der kommenterede det jeg sagde, og bad mig dokumentere det, jeg fremførte.

Lise Nørgaard sluttede besøget ved at sige, at hun ville skrive en artikel, som ville komme i avisen om søndagen. Hun sagde endvidere, at hvis jeg blev udsat for repressalier i den anledning, måtte jeg straks lade hende det vide.

Vores næstkommanderende sagde, at han ville have hendes artikel til gennemsyn, af hensyn til, at der kunne være forhold, som kunne opfattes som en militær hemmelighed. Til dette sagde generalen, at det, der havde med forholdene, som hørte ind under hans auspicier, frit kunne trykkes.

Lise Nørgaard skrev bl.a. i sin artikel, at forholdene på Holmen var værre end nødvendigt, servicet malpropert, at ordet svinsk lige netop beskrev forholdene, at maden var tarvelig og var anrettet udelikat, og at der i hele forsvaret næppe fandtes noget værre end det på Holmen.

Lise Nørgaard skrev endvidere, at damerne var ubeskriveligt snavsede, at klagerne var for hårde og enstemmige, til at de kunne være grundløse, at reglerne ikke blev fulgt, og slutter med at skrive om den ringeagt, officererne viser over for de mennesker, der giver forsvaret 14 måneder af deres ungdom.

Endvidere skrev hun, at ”klagerne fra orlogsgasterne havde karakter af injurier mod forvaltningen” (velvidende, at der var belæg for alt det, der var blevet fremført).

Der blev senere skrevet endnu en artikel, som jeg har været i besiddelse af, men desværre ikke længere kan finde, hvor de andre forhold, der ikke havde med maden at gøre, var beskrevet. Det var den, der havde været hen over chefens bord, og den blev trykt i fuldt omfang, men med sorte overstregninger over alt det, som chefen ikke ville have frem.

Der var ingen fra søværnet, der senere ønskede at udfordre det, som Lise Nørgaard skrev, der kunne opfattes som injurier mod forvaltningen.

Inspektionen med Lise Nørgaard fandt som sagt sted torsdag den 18. januar. Fredag morgen den 19. fik jeg ved morgenmønstringen besked på at pakke min køjesæk og stille i materielforvaltningen.

Her fik jeg at vide, at jeg omgående skulle mønstre som fyrbøder på NIELS EBBESEN. Da jeg gik ud af døren, sagde skriveren: du er straffegast.

På NIELS EBBESEN fik jeg at vide, at jeg havde meldt mig frivilligt!!

Bent ”Skæg” Ankerstjerne, 31. juli 2011