Beretning fra togtet til Grønland 1961

Danmarks Riges Grundlov § 81

Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

De bestemmelser ramte mig da jeg afmønstrede et skib i handelsflåden i november   værnepligts kontor, hvori der stod:

Det meddeles, at De vil blive indkaldt til møde ved Flåden den 17-1-1961. De vil om nogen tid modtage indkaldelsesordre fra udskrivningskredsen.

Den kom og jeg tog med DSB. til København fra Randers. Ved ankomsten til Hovedstaden blev vi afhentet af busser fra Flåden, der kørte os til Søværnets Eksercerskole i Auderød, hvor vi skulle være de næste 9 uger. Hen imod slutningen af forskolen fik vi udleveret de såkaldte ”ønskelister”.  Jeg søgte om tjeneste ”Vest for Storebælt”. Da jeg så at jeg skulle med ”Thetis” til Grønland måtte jeg erkende at mit ønske var blevet opfyldt, men nok lidt for langt mod vest.

Vi tog en vemodig afsked med stuefællerne i Auderød og blev så transporteret til marinekasernen på Holmen, da ”Thetis” ikke var klar til at modtage besætningen.

Den følgende tid gik med røgdykker-kursus og kurser i brand og havari. Desuden deltog maskinbesætningen i det almindelige daglige arbejde. Vi skulle blandt andet have en masse grej med til Decca-stationerne og det blev stuvet sammen i de to sidebanjer. Vi havde  naturligvis ingen dækslast, men ammunitions magasin fyldt med øl, og 1 million 5-kroner til Færøerne, men det vidste vi ikke dengang.

Da vi første gang så ”Thetis” fortøjet ved ”Bradepanden”, så hun meget flot ud iført Søværnets nye gråblå farve.

Da vi omsider blev indkvarteret så tingene lidt anderledes ud. Vi var blevet vænnet til at sove i hængekøje ovre på Marinekasernen, men på ”Thetis” var der ikke så meget plads. På underbanjen eller ”slamhullet”, som dæksbesætningen så venligt kaldte underbanjen. Vi var 23 mand, der skulle sove og spise på ca. 40-50 m2, så hængekøjerne hang tæt. Der var ganske vist 2 faste køjer i borde, men de gaster, der tog dem og troede at de havde scoret Jackpot, blev lidt klogere, da vi kom i havvejr den første gang. Da røg de ned på dørken med køjetøj og ”madras”.De fandt hurtigt ud af fordelen ved en hængekøje.

 Endelig oprandt afsejlingsdagen den 14. april 1961. På kajen stod familie og venner til den københavnske del af besætningen og vinkede farvel, nogle med tårer i øjnene. Det var trods alt et togt på 6 måneder, men blandt besætningen som helhed, havde et flertal af den prøvet før at være hjemmefra i længere tid.

Klokken 1900 var afgangen sat til og præcis til tiden, blev landgangen taget og fortøjningen ligeledes. Der blev slået ”langsomt frem” på maskintelegrafen og vi åbnede for damp til maskinen. Vi var nemlig kommet ombord i Flådens sidste dampskib sammen med ”Niels Ebbesen ”. Det  var også det sidste skib med hængekøjer, Joh, det var en gammel dame på blot 22 år. Hurtig var hun heller ikke. Vor march-fart var 10 knob, men vi kunne komme op på16 knob i medvind og ned ad bakke. Alt dette spekulerede vi ikke på da vi dampede op gennem Øresund en lun forårsaften. Humøret var højt for vi havde alle læst interviewet med vor skipper, orlogskaptajn Knud Kærgaard i Berlingske Aftenavis

Han udtalte sig meget positivt om de værnepligtige og de kvalifikationer og menneskelige egenskaber det var nødvendigt at besætningen havde på grund af de mange forskellige opgaver der skulle udføres, det var et klap på skulderen og jeg fik stor respekt for ham. Den voksede i løbet af togtet, blandt andet fordi jeg kom tættere på ham som talsmand for maskinbesætningen. Det skadede heller ikke sagen da han efter Kronborg meddelte at vi måtte lade skægget stå.

Der blev udlovet en kasse øl til både det flotteste og det grimmeste skæg. Dengang var det værd at bemærke at der var 50 øl i en kasse. Det fører mig ind på mit øgenavn ”Skæg”, som jeg kaldtes af alle ombord fra chef til yngste mand. Det skyldtes at jeg havde fuldskæg allerede da jeg modtog indkaldelsen.

Når vi nu taler om øgenavne, så havde en række af maskinbesætningen øgenavne. Der var f.eks. Erik Berg, der fik navnet ”Karen” fordi han var vild med Karen Blixen. Og så en enkelt fra dækket, der blev kaldt ”Marie”. Han havde haft en stak grammofonplader med ombord, men de blev smadrede første gang vi var ude i dårligt vejr, det vil sige på nær én, og det var ”Four Jacks” med ”Åh Mari a will hjem”. Endelig var der på spindesiden en fyrbøder, der blev kaldt ”Laura” Han hed Lausten, men det var for langt at udtale. På sværdsiden var der ”Myggen”, som Finn Mygind blev kaldt, men personligt foretrak han vist 4de Mester. Vi havde også en ”Ged” som en af fyrbøderne blev kaldt fordi han sprang rundt i fjeldet som en bjergged, og så må vi ikke glemme ”Smiley”, der så problemer alle vegne. Store John Andersen fra Hirtshals blev kaldt ”Bill”, jeg ved ikke hvorfor. Endelig var der ”Snehvide”, vores bassemekaniker, der altid var kulsort, ligegyldig hvilken påklædning. Nu er nogle af maskinbesætningen præsenteret og jeg kan fortælle om en episode, som Finn Mygind også omtaler i sin beretning. Da jeg skrev dagbog under togtet til Grønland kan jeg stå inde for min version.

Men først skal vi lige et smut til Torshavn rned de 5- Millioner kr. som vi var nødt til at aflevere, til gengæld kunne vi have tjent en formue på at sælge snaps, til de lokale, hvis det havde været lovligt. De havde den særprægede ordning, at de kun kunne få en vis ration, når de havde betalt deres skat.  Drikkekulturen på Færøerne var i det hele taget meget speciel. Jeg blev ved en Færø-dans i Forsamlingshuset i Thorshavn tilbudt en ”snaps”, som imidlertid lugtede ret meget af Aqva Velva barbersprit, så jeg takkede pænt nej tak, hvad der ikke blev taget ilde op. Efter et par dage i Thorshavn, der bl.a. blev brugt til at hvile ud  i oven på de første hektiske dage  med øvelser og det uvante liv med søvagt  Det var for nogle meget  uvant, Vi forlod så Færøerne og satte kurs mod Grønland.

Da vi var syd for Island, opstod  et problem: Formodentlig på grund af MAROKKO-FREDERIKS  tør kogning af den ene kedel på sejladsen fra værftet i Frederikshavn til Holmen.  Det havde medført at nogle damprør var blevet utætte og vi  mistede vand med en hastighed, der betød at vi ikke kunne nå Grønnedal med det nuværende forbrug af vand.

Dilemmaet bestod i om vi skulle gå til Reykjavik for reparation med påfølgende forsinkelse af opmålingsprogrammet, eller om maskinbesætningen kunne klare opgaverne? Der var nemlig 2 problemer. Det andet var et hovedleje på maskinen som varmede mere end godt var og vi kunne risikere at lejet blev så varmt at hvidtmetallet smeltede. Alt dette stod klart for os og vi besluttede at klare problemerne selv; at håndvalse  de utætte damprør, krævede ikke megen teknisk viden, men derimod stædig udholdenhed på grund af den varme kedel. Det problem blev løst ved at samtlige værnepligtige fyrbødere deltog i arbejdet på skift i så lang tid den enkelte kunne udholde varmen. Når en fyrbøder var blevet  og skulle ud for at blive kølet ned og drikke  noget vædske, stod næste mand klar og sådan arbejdede fyrbøderne non-stop i 8 timer til arbejdet var gjort færdigt. Vi lå jo og drev for vind og sø, uden fremdrivningskraft. Det var en potentiel farlig situation, især hvis det blæste op, men det tænkte vi ikke på dengang.Vi havde påtaget os et ansvar og det betød at arbejdet skulle jo bare gøres!! For at stabilisere skibet, blev der anvendt et driv-anker, der holdt stævnen op mod vinden og især mod søen. Med hensyn til det andet problem, så var det så heldigt at der var 2 mand, der havde prøvet  at skrabe lejer. Den ene var ”Bill”, der var udlært fra en motorfabrik eller et skibsværft i Hirtshals.  Den anden var i al beskedenhed undertegnede, der havde sin viden og erfaring fra sejltid med skibe i handelsflåden. Sidst som 3. mester. Vi fik tørnet den ene lejepande op og begyndte at arbejde med pariserblåt og skrabejern. På et tidspunkt dukkede 3. mester op iført kedeldragt. Han ville se, hvordan man ”ordnede” et leje, der varmede. Vi syntes det var prisværdigt. 3. mester havde imidlertid ikke opholdt sig i maskinrummet i 5-min. før 1. mester, orlogskaptajn M. Hartung Nielsen, stod på det øverste ristværk og sagde til 3. mester:” Jeg vil ikke se mine officerer i kedeldragt. Vil De være så venlig at gå ned og skifte med det samme”. Vi kiggede på 3. mester som sendte os et meget sigende blik og gik op ad lejderen. Det var den ene ud af to gange, vi oplevede at se 1. mester i maskinrummet på hele togtet!

Det var også typisk, at det var chefen selv, OK Knud Kærgaard, der steg ned i  ”Slamhullet” og roste vort arbejde og takkede for dygtig indsats. Han lod også handling følge ord, idet vi fik øl og nogle lækre sandwiches til hele maskinbesætningen. 1ste mester derimod hverken så eller hørte vi noget til. Det undrer mig derfor ikke at se 1. mesters øgenavn, der var ”Salon-Elefanten”. Det er egentlig en hån mod Elefanten, der både er intelligent og klog.

Jeg tror at hans handlemåde var korrekt omkring 1864, men ikke i 1961. Nå, men det var et sidespring. Vi må tilbage til det vigtigste. Tiden vi brugte på arbejdet var godt 6 timer på hovedlejet og lidt mere på rørvalsningen, og alle var spændte, da vi begyndte at sætte tryk på kedlerne.  Det var spændingsfyldte timer til vi var under fuldt tryk igen. Vagten 8-12 den aften holdt godt øje med drift tilstanden på de to emner og vi jublede, da vi så at rørene var tætte og hovedlejet ikke varmede mere. Vi var også professionelt stolte fordi alt arbejde blev udført af værnepligtige

Der var imidlertid den ulempe at vandet blev rationeret og vi derfor ikke fik brusebad den næste uge, men vi lugtede alle ens. En anden negativ virkning var ”dækkets” misfornøjelse, da vi havde snydt dem for nogle dage i Reykjavik, men det gik over efter nogen tid. Endelig den 25. april om morgenen så vi Grønland for første gang komme frem  af disen. I løbet af dagen dukkede flere og flere ”isbjerge” op. Det kaldte vi alt der flød og bestod af is. Vi var meget betagede af sceneriet og den storslåede natur, der foldede sig ud for vore øjne på sejladsen op langs Vestkysten.  Klokken 1600 ankom vi til Flådestation Grønnedal efter 11 døgns sejlads. Det var rart at få fast grund under fødderne, men så begyndte balladen. Det hele begyndte to dage efter den vellykkede reparation, hvor der var fest i officersmessen. Rygterne sagde at man fejrede NK´s sølvbryllup. NK hed Carl Castenskjold og var fætter til Kong Frederik. Samme NK så vi råbe på Ulrik (kaste op) ud over skibsssiden på et tidligt tidspunkt af festen, det kunne rent også rent teoretisk også være på grund af søsyge. Vi opfattede det bare som et grinagtigt indslag i festen, men for de gaster, der skulle på vagt fra12-4 var det knapt så morsomt, da de på grund af larmen fra officers-messen ikke fik lukket et øje før vagten. Det gjorde til gengæld den vagthavende maskinofficer, der sov på det meste af vagten.

Alt dette ville være glemt, hvis ikke følgende var hændt:

Den første aften i Grønnedal, var vi for trætte til noget som helst  efter oprydning af banjen, der lignede et væltet lokum, da vi ankom. Den anden aften gik der ged i det. Den del af maskinbesætningen. der havde frivagt fik en kæp i øret i løbet af aftenen. Det var sådan at de værnepligtige kunne købe en øl/dag på turen fra Holmen til Grønnedal og naturligvis var der gaster, der opbyggede et lager af øl, som de nu tog hul på denne aften. Normalt skulle der være ro på banjen klokken 2200, men denne aften kunne vagthavende oversergent ikke skaffe ro, så det endte med at vi alle blev kaldt til mønstring på kajen midt om natten. Vi protesterede mod hvad vi opfattede som en kollektiv straf der ikke var tilladt. Det blev afvist af den vagthavende løjtnant, der lod os stå i nattekulden til vi var kølet ned. Ved morgenmønstringen næste dag fik vi en ordentlig overhaling af Nk, der sluttede med at sige:”Ingen druk på Thetis” Vi måtte have hørt forkert, men den var god nok. Dagen efter NK`s hykleri, gentog  1ste mester  forestillingen, men det blev stemningen blandt os ikke bedre af. Da jeg var talsmand for maskinen fik jeg sammen med talsmanden for dækket ,en samtale med chefen dagen efter, da der var faldet lidt ro over gemytterne. Vi skulle også blive enige om, hvad vi ville sige..

Vor samtale med chefen gik i hovedtrækket på at forbedre samarbejdet. Det kune f.eks. ske ved at officerer og befalingsmænd indså at vi var ikke hjemme på Holmen og derfor ikke behøvede den samme stil på et skib med 75 nænd, der levede op og ned  af  hinanden.

De behøvede heller ikke at behandle os som anden rangs kulier. Vi var voksne menneske og forventede at blive behandlet som sådanne. Den kollektive straf kom også på bordet, men her var chefen ikke så imødekommende. Han var simpelthen så loyal overfor sine officerer fordi han var bundet på hænder og fødder. Han var vel heller ikke af flere årsager interesseret  i at der kom en sag ud af det. Sådan er forhandlinger: Man giver noget og man får noget.

Der var ingen tvivl hos os om, at chefen har sagt noget alvorligt  til sine skibsfæller i officers-messen, for i den kommende tid mærkede vi en nedprioritering af den stive disciplin og opprioritering af en afslappet omgangstone. Men tilbage til hverdagen. Vi forlod Grønnedal lørdag den 29 april tidligt om morgenen.

Dagen før havde vi været på  udflugt til Ivigtut og set den åbne mine, hvor man havde brudt kryolit til aluminiums fremstilling. Nu var der bare et kæmpehul.

Der var 8 timers sejlads til Godthåb og da vi  nåede frem midt på eftermiddagen, blev vi blandt andet. modtaget af en flok grønlandske  piger. og deres ærinde var helt åbentlyst. Det emne var vi blevet advaret mod af vor skibslæge, der oplyste at der på Grønland var en betydelig større risiko for at pådrage sig en kønssygdom end derhjemme. Senere, da vi var på vej hjemover, blev det oplyst at der havde været 5 tilfælde blandt  75 mand ,hvilket må kaldes beskedent. Skibslægens ord sad naturligvis i baghovedet, da jeg fik landlov første gang. Efter  at have været igennem Godthåb to gange, gik jeg ind på en kaffebar, der hed Tobias Bar. Der kom  jeg i  snak med to grønlandske kusiner. De hed Ane-Lise Bertelsen og Lisa Bertelsen. De to piger forandrede min indstilling totalt, eller rettere mine fordomme om den grønlandske kultur og befolkning. Det gjorde de med en  iver, entusiasme og begejstring ,som var overvældende og  en fornøjelse at opleve.

De fortaite desværre også om danske håndværkeres og danske ”Marinesoldaters” opførsel. Det var ikke positivt.

Tværtimod! I det hele taget må jeg konstatere, at Danmark ikke har været en særlig god ”koloni-herre” men det er en hel anden historie. Som en lille krølle på historien kan jeg fortælle at Lisa var en kendt sanger i hele Grønland og Ane.Lise er faster til den kendte sanger i Danmark Julie Bertelsen. Det ligger åbenbart til familien. Nå,men tilbage til Thetis.

I de følgende uger arbejdede vi hårdt på at etablere decca-stationerne. Der var en masterstation og to slavestationer så der var nok at se til. Det føltes befriende under hele den periode indtil selve opmålingen kom i gang, foregik arbejdet  uden konflikter, men også under resten af togtet var tonen en anden. Jeg er sikker på at det skyldes  skipperens indgreb eller hvad det nu kaldes. Jeg ved  heller ikke, hvad jeg skal kalde mit møde med  OK Knud Kærgård til en fest i Godthåb. Baggrunden var den at jeg havde lært en dansk tandtekniker at kende og hun inviterede mig med til en fest. Skipper kendte åbenbart tandlægen, og sådan gik det til at vi mødtes til stor overraskelse for os begge. Vi fik imidlertid en god snak om dette at møde forskellige grader indenfor samme værn som vi var et eksempel på.CH.K fortalte at da han var lærling i Søværnet (Det kaldte man kadetterne før i tiden) var et sådant møde utænkeligt og umuligt. Hertil svarede jeg at det var to civile personer fra samme fagområde, nemlig tandteknikeren og tandlægen, der var årsag til at vi mødtes. Det kunne man ikke lave regler for, men at man kunne respektere hinanden som menneske. (Jeg tænkte men sagde det ikke.Jeg respekterer dig ikke på grund af dine 3 rundgående på ærmerne, men på grund af dine menneskelige kvaliteter, tanke slut).Af hensyn til CH.OK gik jeg og tandteknikeren forholdsvis tidligt. Han kunne jo ikke slå sig rigtigt løs så længe jeg var der. Festen var vellykket og det var søopmålingen også. Vi var heldige med godt vejr. De gaster, der har været på søopmåling ved at man kan ikke måle op i dårligt vejr, men vi var heldige med masser af havbllk så vi nåede målet for opmålingen i 1961i god tid. Det medførte at vi overgik  til fiskeriinspektion  og besøge Holsteninsborg (nu:Sisimiut) og Egedesminde (nu:Aasidaat)  I Holsteinsborg blev der arrangeret polardåb og der er ikke noget  så hylende skægt  som at se nogle  af officererne smurt ind i tomatketchup og sennep, da den officielle dåbsvædske slap op. Efter at have fået tildelt et navn af Kong Neptun, blev man råt og brutalt smidt i vandet med alt tøjet på. Der var til formålet rigget en presenning til på agterdækket og fyldt med  vand fra havnebassinet. Det var kun 3- grader varmt (eller koldt) så skipperen havde vurderet det til at være for risikabelt, at de døbte blev hældt i havnen. Det var en god anledning for hele skibet til at feste  og blandt andet så vi store ”Bill” i en søløjtnant`s  uniform. Der var bare den hage  ved den at den var for lille, ellere også var Bill for stor, for jakkeærmerne sad halvvejs oppe ved albuerne. OK Knud Kærgaard overraskede os alle ved at komme ned på maskinbanjen iført en uniform fra en værnepligtig. Han tog sig god tid og nød både en kop kaffe og en cigaret,som blev budt ham. Vi tog dette besøg som en anerkendelse af  vor indsats, både før og efter Grønnedal.  Min respekt for ham steg yderlig. Efter et par dage mere i Holsteinsborg sejlede vi igen mod Nord, denne gang  med Egedesminde som mål, men her ventede os en overraskelse. Byen nægtede simpelthen  at tage imod os, for de havde meget dårlige erfaringer med ”marinesoldater”. Der var den igen altså udtalelserne af de to kusiner på Tobias Bar. Vi  blev derfor liggende for anker i adskillige timer  før der blev givet OK til den delegation, der  havde været i land og forhandlet  med bystyret. Der var imidlertid en begrænset lyst til at gå i land, men de gaster, der gik i land, opførte sig som engle.Efter besøget i Egedesminde, Smilets By, dampede vi sydover på inspektion på fiskebankerne og her så vi nogle tomme portugisiske doryer, der drev for vind og vejr. Vore egne fiskere blandt besætningen kunne fortælle os at der havde været en fisker i hver dory, som er en speciel udviklet båd til fiskeri. Fiskeskibene fra Portugal havde et antal doryer ombord .og når de nåede frem til fiskepladserne gik fiskerne i bådene og fiskede med  line. Blev der så pludselig tåge eller hårdt vejr, var fiskerne  hjælpeløse og de tomme doryer var lig med en omkommet fisker. Vore egne fiskere var meget berørte af det de så, hvad der imidlertid påvirkede  den del af  besætningen, der kom fra Sjælland herunder Storkøbenhavn, var fiskernes sprog, som de helt enkelt  ikke forstod  eet ord af. Det skete at jeg blev tilkaldt for at oversætte fra dansk til dansk. Jeg stammer fra Østjylland og havde familie i det vestlige, så jeg havde rimeligt styr på dialekterne.

Den værste og mest frygtede af fiskerne var Otto fra Hvide Sande,fordi han talte lavt og næsten ikke  åbnede munden, men der var den fordel ved Otto, at han altid sagde det : samme, når han bevægede sig ned i maskinrummet A will gjern ha noe spolwoj. Og så fik Otto sit  spulevand. Det blev september, og vi tog afsked mod Godthåb via en særlig ønskekoncert, hvor der var en hilsen til 2. mester med sangen:”En dag er ikke levet uden kærlighed” der er fri fortolkning Vi gjorde et stop i Grønnedal og meddelte Grønlands Kommando, at nu tog vi hjem.

Men vi havde ikke taget det grønlandske vejr, som er meget omskifteligt, med i vore betragtninger, for vi havde knapt nok rundet sydspidsen af Grønland, Kap Farvel, før vi  løb ind i et vældigt stormvejr med vind og søer agter ind, at lænse hedder det vist . Det er farligt at sejle på denne måde, hvor bølgerne løftede agterskibet først så stævnen borede sig ind i den foregående  bølge.Der skal bare én forkert sø til at få Thetis til at kæntre  især når bølgerne  er lige så høje som skibets styrehus. Vi havde lige tænkt tanken til ende, da der blev givet ordre til at vi skulle gå til klart skibs posterne og lukke alle vandtætte døre og luger, så vidste vi at det var alvor. Kort efter lød ordren: ”Klar til at vende”

De næste minutter var de længste i mit liv, for vi krængede voldsomt da vi lå på tværs af søerne. Vi holdt fast i hvad der var nærmest for det føltes som om vi lå på siden, men reelt var det ca 25, grader vi krængede mest På det tidspunkt slap vi alle hestene løs og vores velplejede 3-gangs dampmaskine knoklede så olien fløj om ørene på os, men hvad betød det for maskinen fik os helt rundt og vi  sejlede nu tilbage mod Grønland i 36 timer. Det var ganske vist kun med styrefart, så vi kunne holde stævnen op mod søerne. I de 36 tiner fik vi kun havregrød, for kokkene kunne ikke lave ordentlig mad under disse forhold. Kabyssen lå på båddækket, så de fik hele krængningen med. Under hele denne proces opholdt  1. mester sig  i maskinrummet, og det var så anden gang vi havde fornøjelsen af at se ham nede hos kulierne, men  det gjorde ingenting for han var rimeligt afslappet og blandede  sig ikke unødvenndigt og vi var glade for at det gamle dampskib havde ført  os gennem tykt og tyndt og nu efter et par rædselsdøgn  var vi på vej hjem via Thorshavn, men her ventede der en uvelkommen overraskelse, da vi omsider nåede Færøernes hovedstad, idet vi blev pålagt  2 ugers fiskeriinspektion.Stor var skuffelsen. Så nær og dog så langt væk. Det var en Uriaspost for Thetis var bygget til konvoj-sejlads under den 2den Verdenskrig  ikke til at ”fange” de hurtige russiske, polske og østtyske trawlere, der helt bevidst fiskede inden for den færøske fiskeri-grænse. Med vores 10-13 knob mod trawlernes 18-22 knob var vi hjælpeløst til grin. Det hjalp først,da vi fik de første helikopter-bærende inspektionsskibe af ”Hvidbjønen”-klassen og senere hen de større og hurtifartøjer i den nye” Thetis” klasse. Det var en stor glæde at se navnet Thetis igen og så på et skib der kunne måle sig mod alle fiskefartøjer .De  2 uger fik en ende og en morgen kippede vi med flaget for  Kronborg som traditionen byder . De var vågne og kippede igen med det  store splitflag. En tradition, der i dag desværre er sparet væk. En stund senere lagde vi til igen ved ”Bradepanden”, som om vi bare havde været en tur til Bornholm og ikke et togt på 6 måneder. Det hjalp dog på humøret da vi fik bevilget 14 dages orlov. Det blev naturligvis modtaget med jubel. Da vidste vi heller ikke at der lå 2 togter til Færøerne  på hver ca.3-måneder og ventede påos, men det er en helt anden historie.

Jeg håber med min beretning , selv om den er blevet lang, at have givet et realistisk billede af livet i Søværnets sidste  dampskib på det sidste togt til Grønland.

Med maritim hilsen fra

Leo ”skæg” Djursner

Kvædehaven 143

2600 Glostrup.

Maskinkorporal,

Stam nr.481266.