Han hed slet ikke Karl, men Bent Kristensen, han var maskinarbejder og kom fra Slagelse, men inden indkaldelsen til marinen havde han haft tid til at stifte bekendtskab med arbejdskulturen på B&W. Han kunne berette, at den første nødvendige lærdom for at kunne få lov til at blive på B&W var, at når man havde lavet 1 af de emner, man havde fået som opgave, så var arbejdsdagen slut, selv om man godt kunne have fremstillet 8 eller 10 på en dag. Det havde forståeligt nok været en svær kamel at sluge for en nyuddannet maskinarbejder, der var vant til at bestille noget for sin løn. På B&W havde han også stiftet bekendtskab med en politisk retning, nemlig den kommunistiske. Han var absolut ikke kommunist, men han kunne debattere som om han var. Og så når vi frem til, hvorfor han blev kaldt Karl Mekaniker. Jeg skrev et digt til hans fødselsdag ombord. Det begyndte således: ”Man døbte ham Bent, nu Karl vi ham kalder, fordi han Karl Marx’s ideer bifalder”. Så deraf navnet Karl, og Mekaniker, det var fordi han havde artillerimekanik som speciale.

Karl var ikke med på inspektionsturen til Færøerne, han påmønstrede først, da vi var ved at rigge ”Thetis” om til opmålingsskib. Hidtil havde konstablerne hørt til de bakker, der var nærmest deres sovebrikse, men da vi skulle af sted til Grønland blev det bestemt, at konstablerne skulle have deres egen bakke. Bordet var placeret i styrbords side på mandskabsbanjen lige bag ved nedgangen til maskinbanjen. Vi kaldte stedet for ”De riges bord”, og vi var fire ejere, Basse (Niels Erik), Jørgen, Karl og Leo.

Det var ved dette bord, jeg første gang mødte Karl. Det var ved aftenskafningen, så måltidet bestod af brød og pålæg. Hvem der havde bakstørn den dag, husker jeg ikke, men maden var i hvert fald blevet hentet og blev stillet midt på bordet. Vi andre tre gjorde store øjne, da Karl fluks gik til angreb på brød og pålæg. Han fik raget en stak over på sin tallerken, og så spyttede han på det og kundgjorde, at det var hans mad. Forklaringen fik vi bagefter, det skyldtes, at han kom fra en MTB’er, og der var forholdene så trange, at man måtte passe på alle sine ting, også maden, hvis man ville være sikker på, at andre ikke gjorde sig til ejermand. Den fremgangsmåde fik vi ham dog hurtigt vænnet af med, så vi undgik chokket, når vi skulle spise.

Karl var en ivrig debattør, og resten af kredsen var heller ikke tabt bag af en vogn, så bølgerne gik til tider højt også indenbords. Jeg husker, at jeg engang i en diskussion havde fået Karl klemt op i en krog, så jeg kunne konkludere, at hvis det han sagde, var sandt, så var alle japanere elektrikere. Da gik han godt nok skrigende bort.

Jeg husker et par af hans kommunistiske udladninger:

Stryg kristent kors af flaget, og hejs det rent og rødt.

Lad ingen byd jer det bedrag, at frelseren var født.

Og så det, der efter hans udsagn var de sovjetiske kampflyveres kampsang:

Vi stige, vi stige, vi stige,

maskine og mand er et – bolsjevik.

Propellerne fortæller – rød front,

at vi står på vagt for Sovjet.

Jo, vi havde mange gode timer sammen. Jeg husker specielt en hændelse. Vi havde sammen været i land i Godthåb og besøgt enten ”Kristinemut” eller ”Nordlyset”, byens to værtshuse. Det var i perioden, hvor vi havde besøg af kongeskibet samt Frederik, Ingrid og Margrethe. Humøret var højt, da vi var for hjemadgående, og da vi kom ned til havnen kunne jeg ikke få Karl med ned i motorbåden, der skulle sejle os ud til ”Thetis”. Han havde fået den ide, at han ville besøge maskinmesteren ombord på ”Dannebrog”, som lå fortøjet ved kajen. Ikke 10 vilde heste kunne få ham fra den ide, så han steppede ombord, mens jeg tog med motorbåden. Dagen efter kunne han fortælle, at man havde taget meget godt imod ham ombord på ”Dannebrog”, men Mester havde ikke taget ham i audiens.

Sidst jeg så Karl, var da han et par år efter hjemsendelsen besøgte Niels Erik og mig på Otto Mønsted Kollegiet i Århus. Det var dengang, da man fik øl i kasser med 50. Vi modtog ham ude på kollegiets parkeringsplads, hvor han kom anstigende i sin lille nyanskaffede Fiat med en kasse øl på bagsædet. Jeg glemmer aldrig hans hilsen, da han steg ud af bilen. ”Bare rolig gutter, der er flere omme bag i” sagde han, og det var skam rigtigt, der var en kasse magen til i bagagerummet. Jørgen stødte også til os, så vi var trods alt 4 mand om de 2 kasser, men det var noget af en opgave – selv for tidligere grønlandsfarere.

Hvis du, Bent, på en eller anden måde skulle finde ind til denne beretning, så er vi en tre gutter, der gerne vil høre fra dig. Vi andre tre var samlet hos Jørgen, da vi havde 25 års jubilæum. Vi forsøgte at finde dig, men det lykkedes ikke.

Der er jo langt til Afrika

Sådan slutter denne beretning alligevel ikke, for på grund af arbejdet med hjemmesiden er det lykkedes at finde ”Karl Mekaniker” igen. Gå ind på www.saichildrenshome.com og læs videre der. Det er en historie af de helt usædvanlige.

Viborg i marts 2008

Leo