Bent “Skæg” fortæller om Hjemsendelsen fra Esbjerg 1962

Da tiden for min og de andres hjemsendelse nærmede sig, blev der en del diskussion om, hvorfra det skulle finde sted. De muligheder jeg husker, der blev drøftet, var om vi skulle sejle hjem med Dronning Alexandrine, som en af DFDS rute både til Færøerne hed. Det syntes vi kunne være en super ide, med billig sprut og hvad ved jeg.

De to andre alternativer var, at vi skulle blive ombord og have forlænget vores tjenestetid, således at vi først blev hjemsendt i januar, hvor NE alligevel skulle afslutte togtet, hvilket vi protesterede kraftigt imod, eller, at NE simpelthen sejlede os hjem. Det sidste var for resten af besætningen en
fremragende ide, for man så regnede med at kunne blive hjemme julen over. Ingen af delene skete. Til stor ærgrelse for resten af besætningen blev det til, at vi skulle sejles til Esbjerg og hjemsendes derfra, medens NE efterfølgende skulle returnere til Færøerne, for at holde jul og nytår der.

Som jeg husker det, blev det til 3 dages sejlads fra Færøerne til Esbjerg, en eller to dage her, hvorefter yderligere 3 dages sejlads bragte NE tilbage til Færøerne. Der nåede man at rundere én gang i perioden, hvorefter NE på 3 dage returnerede igen til Holmen omkring 3. januar 1963.

Vores super kornettist, nuværende super web master Gunnar, fik hjemmefra tilsendt den lokale avis fra Esbjerg. Deri fandt vi en annonce fra en kro, der reklamerede med alle de ål man kunne spise for et, sådan som jeg opfattede det, ret beskedent beløb. Det var oplagt at holde hjemsendelsesfest der. Det var bare at gå op til telegrafisten og få ham til at sende et telegram, om det var i orden at vi, der skulle hjemsendes, kunne komme og få ål, hvilket straks blev bekræftet.

Jeg havde i hele min tjenestetid ombord gået 0 – 4 vagten, først på fyrpladsen (de første 2 måneder) og efterfølgende i maskinen (knap 10 måneder), hvor jeg bl.a. betjente Sara (styrbords motor) under manøvre.

Her gik jeg vagt sammen med løjtnant af maskinen Knud Winter, med hvem der udviklede sig et godt forhold.

Vi havde mange fortrolige samtaler og fælles morsomme oplevelser. Under vagten om natten blev der som regel fourageret diverse steder (læs kabysser), hvorefter der var spisning i maskinrummet. Ved særlige lejligheder blev der serveret såvel øl som snaps, orgier blev de kaldt. Det gik ikke stille af.

Den sidste 0 – 4 vagt ombord blev næsten lige så god, dog manglede snapsen, da man (KW) var bange for, at vi kunne få besøg i den særlige anledning af den forestående hjemsendelse. Som man kan se på et af mine billeder fra den lejlighed, blev manøvrepulten brugt som buffet, medens mandskabet lejrede sig på diverse spande, polstret med twist.

Rejemadder var et af de store hits. Deltagerne denne sidste vagt var Gunnar, Kaj, Æbelø, Knud og to, som jeg ikke kan identificere. Kaj var i hele tjenestetiden fyrbøder, men han blev denne nat forflyttet til maskinen.

Jeg husker ikke meget fra Esbjerg, men til ålegildet var der vist 10 – 12 deltagere (se billeder), hvor der deltog andre end de, der skulle hjemsendes. Blandt deltagerne husker jeg Æbelø, Rotna, Kaj, Flemming (trommeslager), Henne, den befarne, der blev gift på Færøerne.

Jeg husker, at kroværten på et tidspunkt kom og bad os sætte tempoet ned, for de kunne ikke følge med at stege ål, i det tempo vi kunne spise dem. Der blev båret ål ind i lange baner, og det sluttede med, at kroværten kom ind med et fad ål og sagde, at ”det var de sidste. I får ikke flere, og jeg har taget skiltet ned, hvor der står at man kan få alle de ål man kan spise”. Vi kunne imidlertid ikke spise alt det der var på fadet.

Vi havde altså gjort det godt, men levne, nej det var utænkeligt. Altså stjal vi en af tøj servietterne, og pakkede de sidste stykker ål ind, puttede pakken ind under busseronnen, og tog det med ned på banjen, til de der havde vagt. Jeg husker ikke hvem der gjorde det, men jeg husker togturen til København næste dag, hvor hans uniform stank af ålefedt.

Jeg tror det var torsdag d. 20. december 1962 vi tog afsked