Grundstødning – Dåse  Øl og Nøjagtig Søopmåling

En beretning af Leo Lund

Det er sådan med tiden, den kan ændre på de erindringer, man har. Oplevelser, som flere har været fælles om, kan huskes mere eller mindre dramatiske af de involverede.

Niels Erik har berettet om fregattens grundstødning under indsejling til Færingehavn, men da jeg husker hændelsen som betydeligt mere dramatisk og som en på en vis måde skelsættende, vil jeg her give min udlægning af grundstødningen, og hvad efterfølgende skete.

Grundstødningen skete i stille vejr og med lav hastighed, fordi indsejlingsforholdene er ret snævre. Klokken var mellem 12 og 13, skafningen var overstået, og de fleste lå rundt på banjerne og tog sig en middagslur. Pludselig gav det nogle voldsomme stød, forskibet blev hævet og skuden krængede til styrbord. Vi blev faktisk kastet noget rundt på banjerne, og jeg tror, at den tanke, der først ramte mange, var, at vi var stødt på et isbjerg.

På maskinbanjen, som lå under vores banje, opstod der panik, og der var kamp om at komme først op af lejderen. Vi andre havde lidt lettere adgang til det fri, så vi tog den mere med ro. Men da alle var kommet på dæk, kunne man konstatere, at der ikke var ret mange, der stillede op iført redningsvest. Det viste sig heldigvis også at være unødvendigt, men det kunne ingen jo vide under dæk, så der blev givet en generel skideballe, og alle, der manglede vesten blev sendt ned for at iføre sig den rette påklædning.

Da vores opgave på ekspeditionen var at foretage søopmåling, kunne vi efterfølgende konstatere, at det undersøiske skær i indsejlingen til Færingehavn var et pletskud m.h.t. søopmåling. Vi havde god tid til at konstatere den nøjagtige position, så jeg går ud fra, at efterfølgende søkort på den måde blev mere nøjagtige.

Som Niels Erik har beskrevet, var ”Sigyn” tilfældigvis på de samme kanter, så vi blev trukket af skæret igen, og ved en efterfølgende inspektion blev det konstateret, at der var en mindre læk i forskibet. På det tidspunkt var vi alle godt trætte af Grønland, så der opstod hurtigt det rygte, at ekspeditionen ville blive afbrudt, og at vi alle ville blive sendt hjem til Danmark. Men sådan skulle det ikke gå. Nogle sække cement blev brugt som en midlertidig reparation, og så kunne søopmålingen fortsættes.

En anden – og mere betydningsfuld – konsekvens af grundstødningen og lækagen var, at netop der hvor vandet piblede ind, opbevaredes fændrikkernes proviant, og det var jo ikke nogen god kombination. Der blev derfor iværksat en redningsaktion for at undsætte den nødlidende proviant. På bakken blev der rigget et hejseværk til, og så blev lugerne åbnet ned igennem skibet, så varerne kunne hejses op og blive flyttet til et rum henne agter. For den gast – jeg tror, det var Bruno – der sammen med messegasten stod for læsningen nede i bunden af skibet, viste proviantlageret sig at indeholde spændende ting.

En stor del af lageret bestod af dåseøl, og det er vel til at forstå, at når man skal håndtere et sådant lager, så skal der indtages væske. Så kort fortalt, der blev taget hul på flere og flere dåser, og da rygtet hurtigt spredte sig, var der flere, der fandt en plads ved siden af lugeåbningen på banjen, for ophejsningen gik så tilpas langsomt, at man godt kunne nå at pille nogle dåseøl ud af læssene, der var på vej op.

Egentlig var det vist en lidt ulovlig fremgangsmåde, men vi forsvarede os med, at hvis ikke vi ”bjærgede” øllene, så kunne det være, at de forliste under den resterende transport, eller fregatten gik måske ned, næste gang, den stødte på et eller andet, og så var det jo godt, at noget af provianten havde gjort gavn i stedet for at gå til Kong Neptuns Hof.

Jeg tror nok, at alle på det tidspunkt var kommet dertil, at hvis ”bjærgningen” blev opdaget, så kunne det måske koste nogle ganges nægtelse af landlov, men det var så en risiko, der var til at overskue. Jeg var så heldig, at jeg havde fået tilranet mig et ekstra skab, og det fik jeg da næsten fyldt op, så der var dåseøl til et par dage.

Det var her, jeg mener, at det skelsættende element kom ind i historien. For efterfølgende bredte der sig en trang til at ”bjærge” ting, der var kommet lidt på afveje. Egentlig tror jeg, der blot var tale om en ny politisk retning, der gik ud på lidt omfordeling fra dem der havde en del til dem der næsten ingenting havde, så selvom det i nogens øjne måske var lidt halvkriminel, så er det vel forståeligt, at søfolk i nød, de må hjælpe sig selv.  Gevinsten (dåseøllene) faldt i hvert fald på et tørt sted.

Viborg i december 2008

Leo

Supplement til THETIS Grundstødning ved Færingehavn:

Hvis nogen er i tvivl om rigtigheden af beretningen om nøjagtig søopmåling, så kommer vedhæftet et bevis for, at i hvert fald beretningen om grundstødningen er korrekt.

Ved mødet i Viborg den 29.12. nævnte Bent, at han havde hørt på Grønland, at grundstødningen havde medført en navngivning af det pågældende skær med Thetis navnet. Jeg tænkte, at det var en oplysning, der var værd at følge op på, så dagen efter (30.12.) sendte jeg min beretning hæftet ved en mail til Søkortarkivet for at høre, om oplysningen er korrekt, og om de i bekræftende fald ville dokumentere rigtigheden.

Da jeg i går (9.1.) ikke havde fået nogen reaktion, tillod jeg mig at rykke for et svar. Det viste sig så, at mailen tilsyneladende var forsvindet i den blå luft, men det blev der hurtigt rådet bod på, og så skal jeg godt nok love for, at der kom gang i sagen. Interne mails susede rundt i “arkivsystemet”, og sidst på dagen indløb følgende mail:

Til Leo Lund,

Tak for din henvendelse vedr. Nalluffiup Ikkarlua (Thetis Skær).

Skæret benævnes idag som ovenfor, idet det grønlandske navn er kommet med. Vedhæftede udsnit af søkort 1350 viser skærets placering lidt NE for øen Saattut.

Jeg håber at kortudsnittet kan anvendes til formålet på jeres meget fine hjemmeside. Jeg skal blot anmode om, at der på hjemmesiden anføres, at kortudsnittet er stillet tilrådighed af Kort & Matrikelstyrelsen.

Undertegnede har igennem mange år haft fornøjelsen af at sejle forbi dette skær med et mindre tankskib på vej til/fra Orsiivik (Polaroil).

Med venlig hilsen

Olaf Andersen

Nautisk redaktør

15. januar 2009

Dette burde efter min mening have været den lykkelige slutning på en god historie, men direktøren for Kort & Matrikelstyrelsen ville det anderledes. Få dage senere modtog jeg en regning fra direktoratet for 1 års brug af kortudsnittet samt oplysning om, at det ville være den fremtidige årlige pris for brug af kortudsnittet. Jeg forsøgte at overbevise direktøren om det rimelige i, at jeg som en af dem, der sørgede for, at skærets position blev fastlagt, burde have ret til fri benyttelse af kortudsnittet, men hun var hverken til at hugge eller stikke i. Derfor blev kortudsnittet fjernet fra hjemmesiden, da vi som pensionister ikke har økonomi til den slags omkostninger for at holde hjemmesiden kørende.