Grindedrab i Klaksvik 9. september 1961          

Berettet af Torben “Befaren” Pedersen og Ole “Kroppur” Kropp

 Grindavísan

Torben’s beretning:

Om morgenen den 9-9-1961 da vi løb ind i fjorden til Klaksvig blev vi til vores store forbavselse mødt af et stort opbud af store og små fartøjer.

Hvad mon der var på færde?

Dette blev vi imidlertid hurtigt bekendt med, da det gik som en løbeild gennem NIELS EBBESEN, at der var grindebud, hvilket er nok kun de færreste der opnår at få denne kæmpemæssige oplevelse; at være vidende til grindedrab.

Allerede ude i fjorden kunne vi se hvordan færingerne huggede løs på de trængte hvaler. Få timer efter var vi kommet godt til kajen i Klaksvig og så, hvordan folk stimlede sammen, alle meget opstemte, spejdende ud over fjorden, og lidt efter middagstid kunne man høre hvordan stemningen steg, da man nu havde fået jaget flokken af grinder dybt ind i fjorden mod havnen.

Det var et imponerende skue at se alle de mange fartøjer lige fra store kuttere til de små karakteristiske Færø både, der blev roet med kraftige åretag af råbende og skrigende færinger, der med tovværk, hvor der var fastgjort sten i enden, slog ned i vandet for at piske det til skum, så der opstod luftblærer i vandet. Efter hvad vi fik fortalt, skulle det være noget der gjorde grinderne bange, så med disse stenkast kunne man således genne hele flokken ind i selve havnen.

Det hed sig, at der var op imod et halvt hundrede grinder, og der gik ikke lang tid før hele flokken af grinder var drevet helt ind i bunden af
havnen og nu var det kun de små Færø både der afspærrede for grinderne, så der var ingen vej tilbage for dem, hvorefter aflivningen kom i gang.

Med knive, spyd og kroge blev grinderne aflivet af folk fra Færø bådene og andre, der stod mere eller mindre i vand til livet, vandet blev rødt af alt det blod der drev ud fra dyrene, og på kajen var der nu flere hundrede tilskuere af færinger, der var vidne til det store drama.

Ved kaj kanten var der, hvad man kunne kalde en sliske, der gik langt ned under vandlinien, og som ellers blev brugt, når man havde behov for at få mindre bade op på kajen, hvorfor man havde forholdsvis let ved at trække de store dyr op på selve kajen, og her begyndte andre færinger at flænse grindekroppene op med deres grindeknive.

For os ikke færinger, var det noget af en dramatisk oplevelse, hvor nogle tog direkte afstand fra den voldsomme måde det foregik på, men man kunne se, at for færingerne var det noget der virkeligt bragte sindene i kog og naturfolket op i dem, ligesom det vel også er noget af en tradition for dem, samtidig med at det jo gav mad på bordet, – og det var både unge og gamle, ja sågar børn der deltog i slagtningen.

Herefter blev alle herlighederne kørt bort på biler, trillebøre, cykler og hvad der ellers kunne bære et stykke grindekød, og da det langt om længe var overstået, og de modigste af os kom frem i forreste række, kunne man stadig godt fornemme stemningen

Ole’s beretning:

Mit andet togt med Niels Ebbesen begyndte nok i slutningen af juli eller begyndelsen af august 1961. Jeg har ikke den nøjagtige dato. Under dette togt skulle vi på et tidspunkt anløbe Klaksvik.

Byen ligger på øen Bordoy, og når man skal dertil fra f.eks. Torshavn, stævner man nordpå op mod Kunoy, hvis sydspids er meget karakteristisk og smuk. Derefter drejer man næsten 180o mod SB og stævner ind mod byen, som ligger meget smukt og beskyttet i sydenden af en fjord.

Den dag – mit første besøg i Klaksvik – stod vi ind i fjorden og så en stadig stigende strøm af småfartøjer, som ikke, som jeg først troede, sejlede os i møde, men fortsatte ud af fjorden og forsvandt omkring et næs.

Da vi var klappet til kaj og vel fortøjet ved kajen på fjordens vestside, så vi, at strømmen af fartøjer blev ved med at stævne ud af fjorden.

En klar angst kom frem, og sved kom på panden: Er de på grund af vores ankomst ved at sejle alle pigerne bort fra byen? —-

Det viste sig ikke at være tilfældet.

Efterhånden gik der et rygte om, at det drejede sig om, at der var rapporteret en flok grindehvaler i nærheden af byen, så derfor var alt, hvad der kunne sejle taget af sted

for at omringe grindeflokken og genne den ind på lægt vand i byen.

Jeg husker ikke, hvornår vi fik landlov, men landlovsskifterne blev hurtigt omklædt i paradeblåt og stod på bakken og så, at det store antal småfartøjer var ved at vende tilbage i en U-formation, som holdt hvalerne indenfor ringen af fartøjerne, som også havde sten i liner til at piske i vandet for at skræmme dyrene.

(Fra bakken så vi også en officer, der blev taget af myndighederne for at smugle sprut i land. Jeg siger ikke hvem. Men uden at sige at vi hoverede – brast vi ikke ligefrem I gråd!)

Efter landlovsmønstring gik vi alle ind i bugten gennem byen og videre ud til det område, hvor hvalerne ville blive bragt i land, på vestsiden af fjorden.

Det var en barbarisk folkefest. Der var næppe en eneste færing tilbage i husene. De, der ikke var på bådene, var på stranden og så på eller hjalp til med at få de fangede og dræbte hvaler hevet op på stranden. Andre gik straks i gang med at partere. Der var kød nok til alle. Mange sås gå bort med en kæmpeluns kød, hvori der lige var skåret en slids til håndtag, så man kunne bære det ligesom en kuffert.

Ude i bugten havde bådene dannet en tæt ring omkring hvalflokken og trængte den ind på lægt vand, så dyrene ikke kunne komme til at flygte. Man huggede så en krog, som lignede et halveret anker, i det nærmeste dyrs åndehul for at holde det tæt til skibssiden, så man kunne dræbe det med en lang lanse. Derefter blev krogens line bragt i land, så dyret kunne hales ind. Med store knive blev der lagt dybe snit lige bag det fangne dyrs hoved. I løbet af kort tid var vandet farvet helt rødt af blodet, men mange vadede fuldt påklædt ud i vandet til livet for at få fat i linerne.

På et tidspunkt trak en flok mænd en stor hunhval op, den var vel omkring 6 meter. Idet den kom på land fødte den døde hval et ufærdigt foster, som børnene syntes det var sjovt at lege med. Jeg fandt det ubehageligt.

Slagtningen fortsatte til der ikke var en eneste hval i live og alle var trukket op på land. Der var nu rigeligt med kød til alle i byen, og mere end det, for i løbet af nogle dage lå der mange hvaler tilbage ved bredden og begyndte at lugte fælt. Jeg undrede mig over, at det skulle være nødvendigt at slagte hele flokken, når der ikke var behov for så meget kød. Det virkede meget fremmed.

Jeg prøvede at tælle fangsten. Flokken havde været på over ethundrede dyr.

Da det hele var overstået, vendte de fleste af os tilbage til vores skib. Det var jo rart nok at aftenskaffe ombord.

Hvad vi ikke vidste, var at der efter ethvert vellykket grindedrab arrangeres grindedansur i forsamlingshuset. Det rygtedes imidlertid hurtigt, og en del af os måtte i land igen for at deltage i Grindedansen. Det var naturligvis færøsk dansur med forsanger og dansekæde, som fyldte hele lokalet. Og netop denne aften husker jeg, at der gik en del halve ”Røde Ålborg” rundt i kæden under dansen. Og så varede det nok  til længe efter, at jeg havde valgt at returnere til skib og køje.

Ved et tilfælde fandt jeg senere på juridisk laboratorium (bibliotek) på Københavns Universitet de færøske regler for grindedrab. De var meget detaljerede og beskrev hvordan det hele skulle organiseres. Hvem, der skulle lede fangsten, at det færøske

flag skulle vaje agter i hans fartøj. Hvordan hvert fartøj skulle være udrustet, altså hvilke fangstredskaber og linegods m.v. der skulle være ombord o.s.v. Desuden efter hvilke regler fangsten, som optælles i ”skind”, skulle fordeles i byen.Men der stod ikke noget om, at man ikke måtte nedlægge mere, end der kunne bruges.

Senere har der jo været en del blæst og skriverier om færingernes måde at fange grindehvaler på. Jeg ved ikke nøjagtigt hvordan det forholder sig i dag, men der er sket ændringer på en del punkter. Bl.a. må man ikke længere bruge lanser til drabet, men kun særlige grindeknive. Der er også indført en art begrænsning i fangstkvoterne.

Og henset til, at grindekød udgør en ikke uvæsentlig del af øernes kødforsyning, må man acceptere, at hvalfangst må være en naturlig del af øernes liv.

Oplevet i 1961, nedskrevet i 2008

Kroppur

   Sugar’s beretning i Sule Posten om grindedrabet i Klaksvik