Grindevisen

Grindaboð

Om morgenen den 9-9-1961 da vi løb ind i fjorden til Klaksvig blev vi til vores store forbavselse mødt af et stort opbud af store og små fartøjer.

Hvad mon der var på færde?

Dette blev vi imidlertid hurtigt bekendt med, da det gik som en løbeild gennem NIELS EBBESEN, at der var grindebud, hvilket er nok kun de færreste der opnår at få denne kæmpemæssige oplevelse; at være vidende til grindedrab.

Allerede ude i fjorden kunne vi se hvordan færingerne huggede løs på de trængte hvaler. Få timer efter var vi kommet godt til kajen i Klaksvig og så, hvordan folk stimlede sammen, alle meget opstemte, spejdende ud over fjorden, og lidt efter middagstid kunne man høre hvordan stemningen steg, da man nu havde fået jaget flokken af grinder dybt ind i fjorden mod havnen.

Det var et imponerende skue at se alle de mange fartøjer lige fra store kuttere til de små karakteristiske Færø både, der blev roet med kraftige åretag af råbende og skrigende færinger, der med tovværk, hvor der var fastgjort sten i enden, slog ned I vandet for at piske det til skum, så der opstod luftblærer i vandet. Efter hvad vi fik fortalt, skulle det være noget der gjorde grinderne bange, så med disse stenkast kunne man således genne hele flokken ind i selve havnen.

Det hed sig, at der var op imod et halvt hundrede grinder, og der gik ikke lang tid før hele flokken af grinder var drevet helt ind i bunden af havnen og nu var det kun de små Færø både der afspærrede for grinderne, så der var ingen vej tilbage for dem, hvorefter aflivningen kom i gang.

Med knive, spyd og kroge blev grinderne aflivet af folk fra Færø bådene og andre, der stod mere eller mindre i vand til livet, vandet blev rødt af alt det blod der drev ud fra dyrene, og på kajen var der nu flere hundrede tilskuere af færinger, der var vidne til det store drama.

Ved kaj kanten var der, hvad man kunne kalde en sliske, der gik langt ned under vandlinien, og som ellers blev brugt, når man havde behov for at få mindre bade op på kajen, hvorfor man havde forholdsvis let ved at trække de store dyr op på selve kajen, og her begyndte andre færinger at flænse grindekroppene op med deres grindeknive.

For os ikke færinger, var det noget af en dramatisk oplevelse, hvor nogle tog direkte afstand fra den voldsomme måde det foregik på, men man kunne se, at for færingerne var det noget der virkeligt bragte sindene i kog og naturfolket op i dem, ligesom det vel også er noget af en tradition for dem, samtidig med at det jo gav mad på bordet, – og det var både unge og gamle, ja sågar børn der deltog i slagtningen.

Herefter blev alle herlighederne kørt bort på biler, trillebøre, cykler og hvad der ellers kunne bære et stykke grindekød, og da det langt om længe var overstået, og de modigste af os kom frem i forreste række, kunne man stadig godt fornemme stemningen