“Sorte Ørn” og “Prestur” beretter her om mødet med det tyske skoleskib SSS GORCH FOCH

Det kan nok være, at besætningen på NIELS EBBESEN spærrede øjnene op tirsdag den 4. september 1962, da der ud af den Færøske dis pludselig dukkede en smuk tremastet bark op.

Han styrede direkte ned mod os med en frisk vind ind på bagbords låring, med fuld sejlføring og med skum for boven.

Da vi passerede hinanden, blev  der  vinket  og svinget med huerne på begge skibe, og umiddelbart efter blev der via ordreanlægget oplyst om, at det var den tyske marines skoleskib GORCH FOCK og at vi i den efterfølgende weekend skulle ligge sammen i Tværå.

Efter at begge  skibe fredag  formiddag var fortøjet i forlængelse af hinanden i Tværå, skulle skoleskibets chef på høflighedsvisit ombord på NIELS EBBESEN. Dette foregik med fuld honnør, idet han kom sejlende i travalje,  der med kom plet ensartede åretag blev roet af 6 kadetter. Deres åreeksercits i forbindelse med tillægningen ved falderebet var et syn for guder, man fornemmede virkelig den tyske disciplin. Efter at chefen var blevet modtaget med falderebshonnør og han havde inspiceret NIELS EBBESENs  skansevagt  på agterdækket, blev der tid til at planlægge alle de arrangementer, som skulle ske skibene imellem.

Der  blev  naturligvis  arrangeret  besøg hos  hinanden,  og  de  tyske  kadetter  var  mest  interesseret  i  vores tregangs dampmaskiner, med de åbne krumtapshuse, det havde de dog aldrig set før.De  var  også meget forundrede over, at vores 127 mm kanon i bundstykket kunne fremvise Den Tyske Ørn og Hagekorset.  Vi  måtte  forklare  dem,  at  de  oprindelige  engelske  102 mm kanoner var blevet udskiftet med tyske 127 mm kanoner, som var efterladenskaber fra 2. verdenskrig.

Herudover  var  de  meget  begejstrede  for  vores  mad,  da de opdagede, at de ikke selv skulle pille kartofler, hvad vi andre så skulle, da vi blev bespist ombord på GORCH FOCK, til gengæld så havde de tyske kadetter, til  vores  store  forundring,  fri  adgang  til  køb af øl, og medens de tyske kadetter var meget disciplinerede og tilbageholdende,  så  kan  det  nok  være,  at  de  danske orlogsgaster benyttede lejligheden og bællede hæmningsløst.

De tyske kadetter  kunne fortælle nogle  hårrejsende historier om disciplinen og mandstugten ombord, eksempelvis  blev  der  ikke  givet  landlov før end man havde været helt oppe i røjlen på stormasten, og til trods for at de nu havde været på togt i mere end 2 måneder, så var der stadig folk, som ikke havde haft landlov.De fortalte også om,  hvordan de midt om natten  kunne  blive purret ud og ført op på dækket,  hvor de så fik et stykke tovværk i hånden,  og hvis de ikke med fuldstændig  nøjagtighed  kunne fortælle om det var et skøde, et fald eller en bras, så blev de idømt en bod, som bestod i at de skulle flette 1 meter klædning til vanter eller barduner, det var et stykke arbejde, som selv for den hurtige tog mindst 2 timer.

Selv  om  vi  alle  sammen  beundrede  det  nye  og  smukke skib, var der dog ingen, som ville bytte forholdene ombord på gode gamle NIELS ud med denne jerndisciplin.

Fredag aften var der arrangeret Dansur ì Klubbanon à Tvøroyri, hvor The North Atlantic Disharmonic Orchestra rigtig  foldede  sig  ud  og  gav  den  hele  armen, til megen glæde for såvel de færøske piger som de tyske og danske gaster.

Om  lørdagen var der  fodboldkamp skibene imellem, og til trods for, at de bedste spillere fra alle divisioner var pillet ud, måtte vi dog indkassere et ærefuldt  nederlag (som Gunnar NU ville have sagt det) på 1 – 2.

For NE scorede IT-Finn.

Søndag morgen forlod vi begge Tværå og besætningerne fra begge skibe var blevet nogle oplevelser rigere.

                                                                                                                                                                 “Sorte Ørn”

Prestur beretter:

 Tirsdag den 4. september mødtes vi i Tverå med det tyske sejlskoleskib GORCH FOCH. Skibet er skoleskib for den tyske marines

officersaspiranter, for hvem et tre måneders togt med GORCH FOCH er et fast led i uddannelsen. Skibet blev søsat i Hamburg i 1958, på et tidspunktm hvor man heftigt diskuterede betimeligheden af sejlskoleskibe – med den tyske handelsmarines skoleskib Pamir’s forlis året forinden som  den mørke baggrund. GORCH FOCH blev da også udstyret med alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger.

Den 1870 tons store bark har 110 kadetter og en stambesætning på 70 mand ombord. Et besøg på de smukke lyse banjer belærte en om, at hængekøjer ikke er noget, man kun finder på engelske fregatter fra 2. verdenskrig. Ikke blot kadetterne og stambesætningens menige, men også en del af befalingsmændene hænger i bananskaller.

Det er nok på tide, at vi lærer at ringeagte den blødsødenhed, der i de senere år har vundet indpas i den danske flåde i form af faste køjer. – Da jeg spurgte, hvad et stabel blikvandfade havde at gøre i et af de nydelige vaskerum med porcelænskummer, fik jeg at vide, at morgentoilettet sandelig ikke foregår i disse om morgenen så triste og søvntunge omgivelser, men i den dejlige friske luft på dækket. – På det tekniske felt bemærkede jeg, at det udmærkede skib naturligvis ikke har noget så degenereret og blødagtigt som en styremaskine (det opvejede min skuffelse over at finde en hjælpediselmotor).

Nej, der skal fire – hårdt vejr seks – mand til at svinge det vældige friluftsrat. Vi holder af NE og vil ikke bytte den bort for selv det barkeste sejlskib, men forlader aligevel GORCH FOCH med en vemodig følelse afm at NE dog har for megen komfort til at være det ideelle skoleskib

                                                                                                                                                                      “Prestur”