Det følgende er mine erindringer, gengivet uden nøjagtige tidspunkter, hvor jeg p.t. ikke har disse data.

Det kunne være sjovt at se en kopi af skibets logbog, så jeg kunne se hvordan mine tidsangivelser passer med det noterede.

28. 28. maj 1961 lå vi i Torshavn. Næste dag skulle vi have haft proviantforsyninger om bord. Om aftenen var de fleste vagtfrie gået i land, og de fleste af disse var nok at finde til dansur i ”Sjónleikarhúsið”. Jeg havde

vagt, og om aftenen ved otte-nitiden fik jeg ordre om at kalde besætningen ombord ved at hejse flag ”P” og med dampfløjten morse ”P” (●  ▬  ▬  ●).

Det stod på en halv times tid, og jeg var helt nervøs for, om vi nu også ville have damp nok til at sejle.Jeg tror, at alle kom om bord ret hurtigt. Og så var der afgang.

Årsagen var, at fyrmesteren på Mykines havde sendt signal om, at der lå 3 – 4 skotske trawlere langt inden for fiskerigrænsen med trawlet ude.

Vi stod så ned gennem Nolsø Fjord og drejede mod NW op gennem Vestmannasund. Undervejs blev alle koøjer blændet og alt udefra synligt lysinklusiv Lanterner – slukket, ligesom der blev gjort klar til trawlerrulle.

Fra Torshavn er der vel omkring 25 sømil til Vestmannasunds udmunding i Mykinesbugten, så sejladsen har nok taget et par timer. Det var i hvert fald helt mørkt, da vi kom frem og stod ud mod de fiskende trawlere. Da vi var tæt nok på, blev lanterner m.v. tændt, og vores store kulbueprojektør blev rettet mod det nærmeste fartøj. De to (tre) yderste kappede hurtigt trawlet og slap væk. Den inderste prøvede også, men et par varselsskud med bb- 40 mm kanon (-hed den P-41 ell. –p-42?) fik ham til at stoppe.

Vi var nu ret tæt på (Jeg har et fint billede af det, som I nok skal få, når jeg får en scanner) og han lå badet i lys.

I mellemtiden havde jeg hentet min lampe i sin kasse og sat den forrest i fartøjet. Da jeg skulle ned med akkumulatoren, gled jeg på det øverste trin udfor plottet og rutschede ned ad lejderen til jeg lå udfor døren til radiorummet med akkumulatoren i skødet. Jeg har givetvis været bevidstløs et kort stykke tid og havde ret ondt omkring rygsøjlen. (Først næste eftermiddag opdagede jeg, at

det var lidt slemt, da jeg ikke kunne få undertrøjen af på grund af sårdannelser langs hele rygraden. Først efter et varmt brusebad med undertrøjen på, lykkedes det at få den af ved venlige kammeraters hjælp).

Det har senere undret mig, at vi ikke i disse tilfælde brugte transportabel radio. Om bord havde vi udmærkede rygbårne radioer – på det tidspunkt ret moderne. (AN-PRC10/DA hed de vist). De er jo nok gået ud nu.

Så i fartøjet.  Og rotur til trawleren, som i mellemtiden var identificeret som ”Red Crusader” af Aberdeen.

Hjalgrimur Bech (SL I, fiskeriofficer (FO) og færing) entrede Trawleren og kom efter nogen tid tilbage med skipperen, Ted Wood, som havde insisteret på at tale med vores chef før der skete yderligere. Vi blev derefter roet tilbage til N.E., og skipperen kom til en længere palaver hos KK Sølling.

Det må have været et spektakulært optrin med vores altid næsten pinligt korrekte chef i reglementeret uniform overfor en stinkende, snavset og ubarberet trawlerskipper i en gammel hullet sweater med bukserne holdt

oppe af en stump line over den ene skulder som sele.

I mellemtiden sad vi i fartøjet ved skibssiden ved agterdækket og fik serveret kakao og de sædvanlige selvdøde slatne wienerpølser, som drev af rødt farvestof. (-gad vide, om det var derfor, vi var så hyperaktive?).

Efter en rum tid kom Ted Wood og Bech tilbage, og vi blev atter roet over til R.C.

Han havde indvilliget i at sejle med til Torshavn og tage retssagen dér.

Bech og jeg gik derfor om bord på R.C. og vi sejlede efter N. E. mod Torshavn medens det langsomt lysnede i horisonten.

Undervejs havde jeg et par enkelte signaludvekslinger om procedurer med Sussi (eller rettere N.E.), for de blev ført til log. Når vi bare ”snakkede” blev det ikke logget).

For at forstå det følgende må man vide, at radiomodtageren på R.C. stod på broen, hvorimod senderen stod i skipperens lukaf, som var i bb-side lige agten for broen med nedgang til maskinen.

Ud på morgenen, da det var blevet lyst, havde vi passeret Koltur og Hestur, og N.E. var drejet mod nord op i Nolsøfjord mod Torshavn.

Da siger skipperen til Bech, at han alligevel ikke vil tage den retssag i Torshavn, og at han derfor ikke vil ændre kurs, så han fortsætter ligeud mod Aberdeen.

Det var en besked, som Bech nok ikke syntes om, så han styrtede ind i skipperens lukaf for at kalde N.E. op.

Han havde åbenbart glemt, at der i styrbords side af broen stod en skarpladt signalmand med en hurtig lampe.

Resultatet var, at så snart den gode Bech var inde i lukafet, så blev døren smækket i og nøglen drejet om, og han var fanget. Han kunne herefter sende pr. voice, men ikke modtage!

Den forholdsordre, som jeg havde fået var, at jeg skulle rette mig efter FO’s anvisninger. Den duede ikke ret meget her!

Det var helt åbenbart planlagt på forhånd. Og det gik hurtigt.

Da jeg ser, at Bech bliver låst inde, kommer Ted Wood hen til mig og siger: ”You had better go down aft!”.

Samtidig kommer der to kæmpestore skotter ind af døren i sb brovinge, som stiller sig bag mig.

Jeg syntes herefter, at det ville være en rigtig god ide, at ”go down aft”. Så vi fulgtes derfor ned på sb sidedæk og ud agter for atter at vende ind til bb og ind i mandskabsmessen agterude i bb side. Her blev jeg placeret på en bænk langs bb skot mellem nogle muntre skotske fiskere. De spurgte mig om, hvor hurtigt N.E. kunne sejle. Jeg svarede med et spørgsmål om, hvad de selv troede. De svarede, at det nok måtte ligge på omkring 26 – 28 knob. Jeg lod dem blive i troen!

Fra denne placering havde jeg gennem et koøje et fint udsyn i nordlig retning, hvor N. E. lå – måske en til to sømil borte med stævnen mod nord.

Så ser jeg, at den gode fregat pludselig går bagbord helt over, røgen vælter ud af skorstenen samtidig med, at små sorte skikkelser myldrer op på dækket og bemander poster og kanoner. Det kunne godt til forveksling ligne en trawlerrulle!

Internationalt stopsignal ryger til tops og kommer med dampfløjten. Uden resultat. (Det kunne man vel næppe heller have forventet).

Så ser jeg styrbords 40mm kanon få hevet presenningen af og derefter dreje karruselagtigt rundt, medens løbet kører op og ned, indtil den standser i en – for mig – ret ubehagelig position.

To varselskud med løst.

Derefter to virkningsskud foran stævnen med trawlerammunition uden brisantladning.

Så kommer der et lille ophold, hvor der foregår noget oppe på bakken. Hvad, kan jeg ikke se. Men pludselig kommer der maskingeværlyd af projektiler, der rammer skibet. Så trak jeg hovedet til mig i håbet om, at ”Jomfru Madsens” projektiler ikke kunne trænge gennem skottet, hvor jeg sad. Den dag i dag ved jeg ikke, om de kunne have gået igennem skottet og lavet ballade.

Vi havde en dygtig skytte, en OS, som først havde ”leget og skrevet sit navn” op og ned af skibssiden.

Derefter havde han pillet lanternerne ned og til sidst lavet radaren om til en ”tesi”. Ted Wood fortsatte uden tøven.

Vi havde nu passeret Nolsø, og skibene sejlede stadig side om side med pæn afstand.

Da ser jeg noget, som ikke er så rart. 127mm tårnet begynder at dreje i en ikke så behagelig retning, og da løbet kun ses som en prik, kommer der et glimt og et brag.

Den ramte foran for stævnen, og jeg kunne selvfølgelig ikke se nedslaget. (Men vennerne på N.E. fortalte senere, at det havde været præcist og flot) Flot! Hallo! Tænk på mig!

Jeg husker ikke antallet af skud fra 127mm kanonen. Måske var det bare et.

Da skydningen begyndte, havde jeg taget min redningsvests halskrave på og pustet den op, for jeg havde en ide om, at når jeg på et tidspunkt skulle ud fra messen, skulle det måske gå hurtigt.

Pludselig bliver skydedøren til messen så revet op, og en fisker råber, om jeg vil komme på broen straks. Det ville jeg så sandelig gerne, for der står min signallampe. Jeg ville gerne have gået hen over maskintoppen.

Men så var jeg jo kommet lige forbi døren, hvor Bech sad spærret inde, så det fik jeg ikke lov til.

Jeg vælger ikke at gå ad bb sidedæk, for dér var der jo sommetider rigeligt med maskingeværild.

Jeg går derfor ad sb sidedæk. Lige før jeg når hen til lejderen til broen, kommer der et brag, der ryster skuden, og et hvin og et lufttryk passerer og derefter et højt skumsprøjt i vandet få meter ude, lidt agten for min position.

Senere beregnede man efter data af skudvinkler mm., at det 40mm- projektil, der havde lavet hullet i stævnen, var blevet deformeret og havde passeret mig i hovedhøjde i en afstand på ca. 1m.

Det havde måske været sikrere at gå ad bb sidedæk?

Jeg kom derefter op på broen, hvor Ted Wood under hele beskydningen havde ligget på dørken og styret skibet. Han spurgte, om jeg ville sende et signal fra ham til N.E.

Det ville jeg hjertens gerne.

Herefter sendte jeg verdens mest uforskammede signal fra en allerede – i princippet – arresteret skipper: ”My ship is already damaged. This will result in another trial”.

Imidlertid fik jeg senere at vide fra en af 40mm-artilleristerne, at han havde fået måludpegning og allerede havde taget sigte på R.C.’s agterskib for at ødelægge styremaskinen med en længere skudserie, og at han lige skulle til at trampe på ”aftrækkeren”, da jeg kom med første blink.

Chefen havde skreget fra broen ”Hold inde”, da første blink kom.

Mindre end et minut før havde jeg siddet i agterskibet på ”R.C.”

(Vores rødhårede kok tog et billede af R.C. med det første blink fra broen. Det har jeg en kopi af).

Hermed standsede skydningen.

Men sejladsen fortsatte på samme kurs: Væk fra Færøerne og mod Aberdeen.

Efter nogen tid blev Bech ”løsladt”. Hverken da eller før eller siden har jeg oplevet, at han har henvendt sig til mig – med én undtagelse. En lidt spøjs ledelsesstil.

Morgen og formiddag gik. Vi kunne efterhånden godt føle trætheden. Ted Wood forsøgte et par gange at få en samtale i gang. Blandt andet tilbød han mig at præsentere mig for sine to smukke niecer i Aberdeen, når vi kom frem. Og det var jo venligt nok. Jeg var da taknemmelig, men måtte anføre, at vi – sådan set – ikke skulle til Aberdeen. Det er svært at sige, hvem der fik mest ret.

I øvrigt var han vist et venligt menneske. Og det kan man jo godt være selvom man er en drønfræk fisketyv.

Under den lange sejlads ”snakkede” jeg ind imellem lidt med Sussi pr. semafor, men afstanden var oftest for stor, og jeg havde ingen håndflag, så jeg var svær at ”læse”.

På et tidspunkt kom chefen til at se det, og han beordrede Sussi til at føre det i signalloggen. Så i N.E.’s signallog står: ”Har du fået noget at spise?” ”Ja to spejlæg”.

Ud på eftermiddagen mødte vi to britiske orlogsskibe: F09 Troubridge og M??? Wotton, som begge førte fiskeriinspektionsflag.

Mødet var naturligvis ikke tilfældigt. N.E. havde om morgenen telegrafisk meddelt hændelsen til de danske søværnsmyndigheder, som havde purret regeringen, som igen havde taget kontakt til den britiske regering, som havde kontaktet det britiske admiralitet o.s.v. Derved var beslutningerne om, hvad der videre skulle ske, fordelt ud til højere myndigheder.

Men det vidste Bech (og jeg) naturligvis intet om.

De nu fire skibe lå herefter stille, og en motorbåd fra Troubridge fungerede som færge mellem skibene. Vi kunne se, at der blev sejlet officerer fra Troubridge til N.E. (til forhandling regnede jeg med). Efter nogen tid videre til os på R.C. Her kom nogle britiske officerer om bord. De passerede lige forbi Bech uden at hilse.

(Det plejer man da vistnok ellers i officerskredse uanset om man er venner eller fjender). Og de gik derefter direkte op til Wood på broen.Efter kort tid kom de ned og sagde til Bech, at vi kunne forlade R.C.

Det skulle han naturligvis have nægtet. Så havde vi haft en meget bedre sag i Haag året efter. Men netop her henvendte han sig til mig og gav besked på at forlade Red Crusader sammen med ham.

Vi blev så transporteret til N.E., hvor Bech straks gik til chefen. Jeg fik allerede nede på agterdækket besked af NK på at gøre mig klar til straks at vende tilbage til R.C.

Jeg drønede så op på broen og fik fat i mine semafor-håndflag, så til kabyssen og fylde min mund med noget skinke og brød – og der var også plads i bukselommerne – så ned på banjen til skabet og proppe et par pakker cigaretter under busseronnen – og så tilbage til agterdækket.

Her lå stadig chaluppen fra Troubridge, og jeg gik om bord.

Lidt efter kom et par officerer fra Troubridge, som havde været til palaver med chefen. De gav straks ordre til afgang. Selvom jeg (og NK) protesterede. Vi skulle jo have Bech med!

Jeg syntes, at jeg var lidt for uerfaren til at opretholde arrestationen af R.C.

Nå, men vi sejlede over til Troubridge, hvor de engelske officerer forlod fartøjet og gik om bord efter at have givet en hviskende ordre til fartøjsføreren.

Derefter sejlede motorbåden i en eller anden retning, hvorpå motoren gik i stå!

Red Crusader og Wotton startede samtidig med kurs mod Aberdeen.

Den ene af de to engelske gaster sagde straks: ”No petrol”. Hvor smart er det lige at sejle motorbåd i det nordatlantiske med blot en slat benzin?

Man kunne jo nok få den tanke, at det var en del af plottet.

Jeg pegede så på mine distinktioner, som jeg syntes så flottere ud end deres, pegede på årerne og bad dem ro mod N.E.

Det gjorde de, og jeg kom fint ombord.

Så sejlede vi efter R.C. og Wotton og lod Troubridge om selv at afhente sin båd og besætning.

Resten af turen til Aberdeen holdt Wotton sig med flid lige imellem N.E. og Red Crusader.

Vi førte hele tiden internationalt stopflag for ligesom at markere, at det var meningen.

Da vi nåede reden udfor Aberdeen, forsvandt de tre briter ind i havnen. Vi blev udenfor territorialgrænsen.

Undervejs var vi jævnligt blevet overfløjet af chartrede fly med fotografer fra aviser og TV.

Vi hørte også radioaviser over højttaleranlægget fra DR, som kunne fortælle, at R.C. var blevet bordet af en deling marinesoldater. Det er dog den eneste gang, at jeg er blevet betitlet med rangen ”deling”.

Vi lå helt stille i meget stille vejr i nogle dage. Hvor mange husker jeg ikke. Det føltes som en evighed.

Pressefolk i fly og både kredsede om skibet, og jeg husker, at chefen fik et ”flop”, da nogle artillerister, som var ved at rense en 40mm-kanon, lod den dreje ned og pege på båden med fotografer. Det kan nok være, at der blev fotograferet!

Vi var lidt kede af, at vi ikke havde fået proviant ombord i Torshavn. Én dag fik vi løgsuppe til forret og kartofler med løgsovs til efterret. Den næste dag fik vi tomatsuppe til forret og til efterret fik vi kartofler med – ja gæt selv.

Efter nogle dage kom der pludselig – med chefens stemme – over højttalerne besked om, at vi skulle afgå til – nej ikke Torshavn – men til København. Der røg et ukendt antal flade huer og en enkelt frigænger i vejret. Nogle huer gik tabt.

Så fik bøderne fyret op under kedlerne, og vi var på vej hjem i havblik på Nordsøen. Der var så stille, at hele besætningen blev stillet op til fotografering på agterdækket. Ingen på vagt! Men det var også specielt vejr, og radioen var kun ubemandet i ca. 30 sek.

Undervejs gjorde vi holdt udfor Frederikshavn, hvor en Y-kutter kom ud med friske grøntsager og frisk mælk.

Det var en fest! En hel agurk i den ene hånd og to gulerødder og en tomat i den anden, og så et stort krus mælk. Pludselig bredte der sig en ret positiv stemning i besætningen

Desværre skulle vi som altid lige ankre op og have en overnatning udfor Espergærde. Men endelig ramte vi kajen på Holmen.

Der var en hær af journalister og fotografer, og jeg fik næsten slidt et par sko op ved at gå frem og tilbage på landgangen i paradedragt og hilse under fotografering.

Da jeg kom hjem til forældrene i Bagsværd, blev vi i den første time ringet op tre eller fire gange af journalister, som gerne ville have ”den fulde sandhed” (- som du nu har fået her). Så tog vi til stranden.

Et par dage efter fik jeg at vide, at jeg var bevilliget tre ugers orlov. Det var ret usædvanligt dengang.

Min far fik lynhurtigt arrangeret sin ferie, og familien lynplanlagde tre uger til Italien.

Der var dog lige den lille detalje, at jeg ikke måtte forlade landet uden tilladelse.

Min far mente, at det var der da ingen der ville opdage.

Jeg valgte nu alligevel at skrive en ansøgning om udlandsrejse til chefen og afleverede den personligt. Og jeg fik den på stedet bevilget.

En god uge senere møder jeg så KK Sølling med frue i en lille gade ved havnen i Malcesine ved Gardasøen!

Den lille ansøgning var ingen dum investering. Og jeg har det endda på film.

Efter episoden blev der lavet om på reglerne. Hidtil havde der været en aftale om, at prisemandskabet skulle være ubevæbnet. Det blev så ændret. Vi skulle herefter være bevæbnet.

I begyndelsen af det følgende togt lagde vi ind til Kongsøre hos frømændene i nogle dage, hvor jeg fik det store ”James Bond”-kursus i pistolbetjening med skydning i alle forskellige stillinger og situationer. Og ved alle efterfølgende trawlerruller måtte jeg hente min 9mm Neuhausen i vagtstuen. Der blev også jævnligt arrangeret pistolskydeøvelser fra agterdækket, hvor vi skød efter øldåser og papstykker, der blev søsat.

Man glemte desværre at give mig et kursus i, hvad man gør, når ens kommanderende officer er lukket inde.

Ole Kropp, marts, 2008