En sumprottes oplevelser på THETIS

Leo Djursner

Jeg gjorde tjeneste på Thetis på samme tid som Finn Mygind, men da jeg skrev dagbog om livet ombord, afviger min beretning en smule fra Finn Myginds. Jeg håber at du kan acceptere det, deroppe i din maritime himmel. Jeg blev kaldt “Skæg” af alle fra kipperen OK Knud Kærsgaard og til yngste gas ombord. Årsagen skyldtes måske at jeg var den eneste værneplgtige gast, der havde fuldskæg. Dette skulle imidlertid snart ændre sig for da vi havde passeret Kronborg på  vej til Thorshavn, blev det anonceret at alle havde lov til at anlægge skæg. Ved togtets slutnig ville en uvildig komite vælge det flotteste og det værste skæg og begge titelvindere ville få en kasse øl. Jeg skal lige love for at skæg kan få mange  forskellige udformninger.

 Jeg nævnte mit øgenavn, men der var flere med eksotiske navne,f.eks. Karen der blev kaldt sådan fordi han var vild med forfatterinden Karen Blixen. Hans borgerlige navn var Erik Berg. Medens vi er ved det kvindelige islæt, må vi ikke glemme “Laura”,hvis efternavn var Laursen. Hans hængekøje hang lige over vort bord., og han havde den uvane at tørne sent ud så vi havde fornøjelsen af hans sure tæer midt i vores morgenmad. En dag blev det for meget og vi brød den uskrevne lov, der sagde at man måtte aldrig gøre noget ved en hængekøjes tovværk. En dag  fik vi nok og firede Lauras fodende blidt ned på dørken med Laura køjetøj og en ildspruttende Laura. Men det hjalp. Vi havde også en fyrbøder der blev kaldt “Geden”. fordi han sprang rundt på klipperne som en anden bjergged. Vi må heller ikke glemme “Smile”, der fik sit navn på grund af det modsatte ansigtsudtryk,som han ofte havdel. Vores bassemekaniker lød navnet “Snehvide” fordi han altid var det modsatte.

Endelig er der store John “Bill”Andersen fra Hirtshals og Finn “Myggen” Mygind der blev kaldt sådan, selv om han selv foretrak 4. Mester. På vor vej fra Thorshavn til Godthåb (Nuuk, syd for Island opstod en situation, som jeg gerne vil omtale:

Vi havde simpelthen ikke vand nok til at nå til Grønnedal. Kedlerne var simpelthen for utætte så vi brugte alt for meget vand.

Værftet havde vist ikke valset rørene godt nok. Det hjalp nok heller ikke at den ene kedel blev kogt tør på vejen fra værft til Holmen. Spørgsmålet var om vi skulle sejle til Reykjavik for reparation, eller om maskinbesætningen selv kunne klare sagen. Der var også et hovedleje, der varmede for meget. Spørgsmålet var om vi havde viden nok blandt os til at klare opgaven.

Efter en drøftelse blandt maskinbesætningen sagde vi ja, for det viste sig at vi var netop to mand, der kendte til at skrabe lejer.Det var i al beskedenhed Bill og jeg: Bill havde stået i lære på en motorfabrik og jeg havde sejlet som 3. Mester i Handelsflåden, så vi følte os kompetente.

Fortsættelse følger under Episoder fra dagliglivet ombord