Den dag jeg druknede

En Beretning af Leo Lund

Vi havde været i land i Godthåb, og det var henad midnat, da Kurt og jeg fulgtes ad ned mod havnen. ”Thetis” lå fortøjet ude i havnen, så motorbåden sørgede for transport fra kaj til fregat. Vi vidste godt, at sidste båd afgik kl. 12, så vi skyndte os af sted, men vi nåede kun at se agterenden af båden, da den var på vej ud.

Vejret var koldt og blæsende, så udsigten til at skulle tilbringe længere tid på kajen, indtil man forbarmede sig over os og sendte båden ind efter os, var ikke rar. Vi havde mere lyst til en varm køje.

Pludselig var Kurt forsvundet, men kort tid efter kom han tilbage og fortalte, at han havde fundet en grønlænder, der var villig til at ro os ud til ”Thetis”.

Vi kravlede ned i hans båd og stødte fra land, men vi var ikke kommet ret langt ud, før vi blev klar over, at der var noget, der var helt galt. Grønlænderen var mildest talt skidefuld, og han kæmpede for at få styr på årerne. Pludselig tabte han den ene åre i vandet, og i den efterfølgende forvirring, hvor han forsøgte at få fat på åren igen, mistede han også den anden åre.

Nu var gode råd dyre. Vi begyndte at drive udad mod åbent vand, og da vi kom fri af kajens læ, blev vi klar over, at vejret var hårdere, end vi havde regnet med. Bølgerne slog ind over rælingen i den lille båd, og vi blev hurtigt gennemblødt ind til skindet, og det var faktisk temmelig koldt.

Jeg kan kun svare for mig selv, men jeg var begyndt at tænke på, at det her ender galt, for der ville ikke gå ret lang tid, før båden ville være fyldt med vand, og at svømme i land i den påklædning og I det vejr var helt umuligt.

Da kunne vi pludselig se, at motorbåden var blevet sendt ud efter os. Vi blev hurtigt indhentet, og der blev kastet en line over til os, for at man kunne få os bugseret i sikkerhed. Om det var et uheld, eller det var af andre årsager, ved jeg ikke, men da vi havde fået linen gjort fast, blev der sat fuld kraft på motorbåden, og vi blev trukket helt under vand. Jeg sad i stævnen af båden, og jeg husker, at jeg kun havde en tanke, og det var, nu gælder det om at holde fast på linen.

Heldigvis blev farten slækket igen, og af ukendte årsager var båden stadigvæk flydende, så vi blev trukket hen til landgangen og hjulpet ombord. Vi var godt nedkølede, så det tog lang tid under et godt lag tæpper, før varmen vendte tilbage i kroppen. Men værst var det for den stakkels grønlænder. Jeg overværede det ikke selv, men jeg fik fortalt dagen efter, at han skreg som en stukken gris da man slæbte ham ned i motorbåden for at fragte ham i land igen, men af sted kom han da.

Sådan en oplevelse glemmer man aldrig. Vidste jeg det ikke før, så blev jeg klar over det 40 år senere, da jeg var på et kursus på en idrætshøjskole. En dag var temaet kanosejlads på Søndersø i Viborg, og jeg fik lov til at tage en tidligere kollega, Bodil, med på en tur over i Nørresø. Jeg vidste på forhånd, at hun ikke kunne svømme, men vi havde jo kanoen at holde os til. Efter at have været et stykke inde i Nørresø, var vi på vej tilbage.

Pludselig, uden varsel, var det som om en hånd tog fat i os nede fra dybet. Kanoen krængede over og forsvandt under os, og der lå vi pludselig i vandet. Vi havde godt nok redningsvest på, men jeg tænkte kun på, at Bodil ikke kunne svømme, og hvor langt der var til bunden af søen, havde vi ingen ide om, men vi kunne i hvert fald ikke nå bunden. Heldigvis flød kanoen med bunden i vejret, og jeg fik Bodil op på forenden af den, mens jeg lå i vandet og holdt kanoen, så den ikke kæntrede igen. Efter en halv times tid i vandet – det var sidst i oktober – blev vi fisket op af en redningsbåd fra Falck og kørt til opvarmning på sygehuset. Både da jeg lå i vandet og efterfølgende, var det som om, jeg oplevede forliset på Grønland endnu engang. Når jeg senere har truffet Bodil igen, har hun spurgt:

”Kan du huske den dag vi druknede?”

Viborg i december 2008

Leo