Scotland the brave

 Amazing Grace

Besøg i Edingburgh december 1961

Sorte Ørn beretter:

Suleposten nr. 13 – 1. årg. bragte følgende artikel forud for besøget i Edinburgh.

NIELS EBBESEN har langt om længe sat sig nye mål og Suleposten, der altid er med på noderne, lader ikke dette gå upåagtet hen. Vi starter med at bringe et par uddrag af en kronik, skrevet af den kendte færøske forfatter Jørgen Frantz Jacobsen, hvis dejlige roman ”Barbara” en stor del af besætningen har læst.

Kronikken hedder Edinburgh, og Jacobsen har formet den som en hyldest til den skotske hovedstad.

 Edinburgh virker, siger han i begyndelsen, som en voldsom dram af effekter. Og han fortsætter: ”Aldrig glemmer jeg det øjeblik, da jeg som syvårig for første gang drejede ind i Princes Street. En yngre mand, som hørte med til rejseselskabet standsede op, og med stive øjne og hånden i barm fremsagde han langsomt og højtideligt den omhyggeligt specificerede færøske ed: ”Pine, død og salighed”

Så lammet var han – og ganske med rette – over det byperspektiv, vi vandrede ind i. Princes Street er en gade vel dobbelt så lang og vel også dobbelt så stærkt befærdet som Vesterbrogade. Langs den ene side ligger en ubrudt række af seks til syv etagers huse, med meget elegante butikker. Langs den anden side løber en sænkning, hvis bund er omdannet til en pragtfuld grøn park, og hinsides denne igen rejser sig en klippe, kronet af den middelalderlige borg Castle. ”Det er vanskeligt i et ord at karakterisere denne blanding af en brusende storstad og et fantastisk landskab. Der er noget barnligt genialt ved det, noget drømmeagtigt”

Jeg vil give såvel artiklens forfatter som Jørgen Frantz Jacobsen ret, Edinburgh er noget helt for sig selv.

NIELS EBBESEN kom igennem slusesystemet og ved hjælp af kulfyrede osende slæbebåde ind til havnebyen Leith, og så snart der blev givet landlov styrtede vi op og tog bussen ind til selve Edinburgh, nærmere betegnet Princes Street.

Princes Street er et prægtigt skue, med alle de smukke og fornemme forretninger, hvor priserne ikke er angivet i pund, men derimod i guiness.

Edinburgh Castle er naturligvis det helt dominerende skue, men på selve Princes Street troner et lige så fornemt bygningsværk, nemlig det prægtige monument over Skotlands største forfatter Sir Walter Scott, som er verdensberømt, ikke mindst på grund af romanen Ivanhoe.

Parallelt med Princes Street løber en gade, som for os danske orlogsgaster var endnu mere interessant nemlig Rose Street. Der var flere kilometer pubs og restauranter af forskellig valør, liggende side om side, man behøvede ikke gå langt på literen der.
I Rose Street smagte jeg for første gang i mit liv Skotsk Whisky.

Vi var en fire – fem mand sammen ude og kigge på det pulserende liv i byen og faldt så ind på et sted, som så rigtigt hyggeligt ud, vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle have en whisky når vi nu var i drikkens hjemland.

Fuldstændig som vi havde set John Wayne gøre det i adskillige cowboy film, slyngede vi vores whisky ned i et hug. Vi kiggede forbavset på hinanden, og blev så enige om, at vi nok hellere måtte prøve en til. Det var også i en slurk, men så blev det åbenbart for meget for en gammel skotte, som havde siddet og set på os drenge. Han rejste sig op og sagde: ”Hvis I vil have en hurtig aften, så skal I bare blive ved, som I er begyndt, men hvis I vil have en god aften, så synes jeg, at I skal skifte over til øl”. Vi takkede
ham for rådet og bestilte en omgang øl.

Efterfølgende indrømmede vi alle, at vi faktisk slet ikke kunne lide whiskyen – men det var der ingen der indledningsvis havde, turde indrømme.

Hvis man fra Princes Street gik den modsatte vej, altså gennem parken kom man over i den rigtig gamle bydel, her var de gamle bindingsværkshuse og selv om, de ikke lå helt så tæt, som i Rose Street, så behøvede man ikke lede ret længe efter en pub. Så også her blev der skyllet adskillige pints ned.

Om aftenen var vi naturligvis ude og besøge de berømte engelske Ballrooms hvor vi fik os en svingom med de indfødte. Der var en bemærkelsesværdig forskel på de skotske piger sammenlignet med danske piger, og det var deres enorme mængder af sminke ikke smurt særlig omhyggeligt på, og deres overforbrug af ildelugtende parfume samt deres sjuskede påklædning med upudsede sko og rendemasker i strømperne, men danse det kunne de.

Vi tog også ud på en sightseeing ud til The Forth Bridge, som er et skrummel af en bro, bygget i slutningen af 1880’erne, broen styrtede sammen flere gange i byggefasen, og det endte med, at skotterne måtte sende bud efter den berømte franske ingeniør Eiffel for at få den færdigbygget. Parallelt med Forth Bridge var man i gang med at bygge en moderne hængebro, og her kunne man i sandhed set bro-
bygningskunstens fremskridt

Efter tre dage med masser af oplevelser forlod vi atter Edinburgh, men da var vores meget sparsomme forstrækning også brugt