Beretninger om “HANNE S” forlis ved Kap Farvel – April 1960

Følgende 2 beretninger er bidraget af Leo Lund, tjenestegørende på THETIS og Anker Rønberg, tjenestegørende på Grønlands Kommando i Grønnedal Endvidere en kommentar fra tidligere Teleoversergent Børge Huscher

(1)  Turen nordover – ”Hanne S” eftersøgningen

Berettet af Leo Lund

I beretningen om eftersøgningen efter ”Hanne S” er der med forfatteren Mogens Bøeg-Jensens (MBJ) tilladelse brugt kort, tidspunkter, positioner og andre oplysninger fra bogen ”Sidste melding – kraftig storm”. Jeg vil rette en stor tak til Mogens Bøeg-Jensen for hans velvillige indstilling til brug af disse oplysninger. Jeg kan i øvrigt anbefale at læse bogen, der er udgivet af Marstal Søfartsmuseum i 2004.

Sidst i april, sandsynligvis mandag den 25.4.1960 afsejlede ”Thetis” fra København. Fregatten var blevet rigget om til søopmåling, d.v.s. at skibet på det nærmeste var desarmeret. I stedet medbragte vi en betragtelig last af diverse materialer til anlæggelse af Loranstationer på den grønlandske kyst til brug for den planlagte søopmåling. Nogle af materialerne var stuvet under dæk, men en del, især byggematerialer var surret fast på dækket, og da vi også medbragte mandskab til Loranstationerne, var forholdene ret trange ombord.

Moralen hos mandskabet var i top. Vi havde i årets begyndelse været på fiskeriinspektion på Færøerne, så vi var vant til atlanterhavets luner. Og nu så vi frem til nye oplevelser i det kommende halve år med en betragtelig højere hyre end de 14 kr om ugen, som vi hidtil havde modtaget. Vi var nemlig blevet lovet det såkaldte grønlandstillæg, som efter datidens forhold kunne give en ganske god indtjening. Men vi skulle blive klogere, viste det sig senere. Beretningen herom må vente til en anden gang.

Vi havde en rolig sejlads i de første døgn med ret normalt atlanterhavsvejr. Fredag den 29.4. var det begyndt at blæse kraftigt. Vi var da i farvandet mellem Island og Grønland og vi modtog en radiomelding om, at man havde mistet radioforbindelse med ”HanneS” fra rederiet A E Sørensen i Svendborg. Sidste radiokontakt med skibet var tidligt om morgenen den 29.4. på en position syd for Kap Farvel Da vi kun var godt et døgns sejlads fra denne position, blev der sat ekstra damp under kedlerne, og vi hastede mod stedet med topfart, d.v.s. 11-12 knob. Vejret blev værre og værre og til sidst var det fuld orkan, så alt var skalket og der var total forbud mod at færdes på dækket. Der var så meget slingerage, at vi kunne gå skiftevis på dørk og skotter, og alt skulle være fastgjort for ikke at flyve rundt i luften. Jeg husker, at tømreren på et tidspunkt stod sammen med mig i plotterrummet under broen. Ud af koøjerne kunne vi se ud over forstavnen, og det så virkelig voldsomt ud. Pludselig kom der en bølge, der var så høj, at vi ikke kunne se toppen, og tømreren udbrød, at den var mindst 50 m høj. Det var nok i overkanten, men fra MBJs bog har jeg erfaret, at 37 m godt kunne have  været den rigtige højde. I bogen oplyses det også, at en færøsk styrmand, der samtidig havde været i farvandet uden at kende til forliset, til en færøsk avis havde berettet, at bølgerne var så store, at ingen ombord på hans skib nogen sinde havde set noget lignende.

Lørdag den 30.4. nærmede vi os den sidst kendte position for ”Hanne S”. På radioen havde man konstant forsøgt at få kontakt med ”Hanne S”, og vi to plottere havde på skift siddet med øjnene rettet mod radaren. Ud fra den sidst kendte position søgte vi nu i strøm og vindretningen med flerdobbelt udkig, men først mandag den 2.5. fik vi øje på de første ting. På afstand så det ud, som om det var hovedet af en person, men det viste sig at være et stykke vraggods, som vi fik fisket op, da vejret nu var blevet mere rolig. Vi kunne nu følge et spor med flere vragrester. Vi fandt bl.a. bunden af en redningsbåd, en skuffe, som bedømt efter træsorten godt kunne være fra styrehuset, et stykke af bunden af en jolle (se foto) og en hel del ølkasser (se foto). For os, der så vragresterne i havet, var der ikke tvivl om, hvad der var sket. Det var som om det hele var blevet smadret med en stor hammer, så jeg mener, at de sagkyndige ombord var overbevist om, at ”Hanne S” var blevet ramt af en forkert sø og simpelthen trykket ned i dybet på ingen tid. Derfor undrer det mig, at jeg i MBJs bog kan læse, at man ved søforhøret ikke kunne blive enig om, hvad der var årsag til forliset. Der var nærmest stemning for, at skibet havde påsejlet en isskosse og havde fået siden revet op og derefter var kæntret. Det undrer mig også, at ingen fra ”Thetis” var indkaldt til søforhøret.

Vi søgte videre i flere dage og fandt stadigvæk mere vraggods, men vi fandt ingen spor af de ombordværende. Alle på ”Thetis” var godt klar over, at ingen kunne have overlevet under de eksisterende forhold, og det var forstemmende at tænke på. Jeg har siden tænkt på, at det var underligt, at jeg ikke på noget tidspunkt i eftersøgningsforløbet frygtede for min egen sikkerhed. Det var trods alt helt ekstreme forhold vi var blevet kastet ud i.

Fredag den 6.5. var vi ved at løbe tør for olie, og ”Thetis” fik tilladelse til at trække sig ud af eftersøgningen for at gå til Grønnedal for bunkring. Kort efter blev al eftersøgning indstillet, uden at man fandt yderligere spor, så hvad der i virkeligheden var sket, forbliver som så mange ting på havet en hemmelighed, der er begravet et sted på havbunden.

Da det havde været en hård uge både fysisk og psykisk blev vi i Grønnedal i et par dage, hvor vi bl.a. havde lejlighed til et besøg i kryolitminen i Ivigtut. Herefter sejlede vi til Godthåb, som var det endelige mål.

Ankommet til Godthåb hørte vi, at der søndag den 15.5. ville blive afholdt en mindegudstjeneste for de 18 omkomne (15 søfolk og 3 passagerer). Vi var 3 eller 4 gaster, der fandt det underligt, at der ikke var planlagt nogen officiel deltagelse fra ”Thetis” ved denne gudstjeneste, så vi besluttede, at det ville vi råde bod på. Vi drog af sted, men da vi kom til kirken var den fyldt til bristepunktet, og der stod mange mennesker udenfor kirken, hvor vi også tog opstilling. På en eller anden måde må der være gået besked op gennem mængden om vores tilstedeværelse, for vi blev hentet ind i kirken og anbragt på øverste bænk, som var blevet ryddet. Jeg husker, at præsten i sin mindeprædiken kom ind på den store indsats i eftersøgningen, som ”Thetis” havde ydet, og at man var glad for, at der var repræsentanter for skibet tilstede.  Jeg kan ikke huske, hvem de andre gaster var, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de husker. For mig står det som det mest gribende jeg nogensinde har oplevet, og jeg kan stadigvæk nu næsten 50 år senere blive bevæget, når jeg tænker på begivenheden. Det der her var tale om var i sandhed at der blev udvist stor gensidig respekt, så det var for mig et positivt møde med Godthåb, Grønland og den grønlandske befolkning.

Det var mens det hele stadigvæk var nyt og spændende, men jeg kan ikke undlade at fundere over, om den kendsgerning, at der skulle et par menige gaster til at finde ud af, at ”Thetis” burde repræsenteres ved mindegudstjenesten, måske var det første signal om, at meget ville gå skævt i de næste måneder.

(2)  Mine erindringer vedrørende forliset af ”Hanne S”

Beretning og billeder bidraget af Anker Rønberg  (nu pensioneret styrmand / lærer, bosiddende i Hjerting v/Esbjerg)

Efter en henvendelse fra Gunnar Axelsen vedrørende mine billeder fra Grønnedal i 1960, hvor han gjorde mig opmærksom på hjemmesiden, hvor Leo Lund fortæller om sine oplevelser om bord på fregatten ”Thetis” i foråret 1960. Her redegør han for sine erindringer i forbindelse med eftersøgningen af coasteren ”Hanne S” tilhørende rederiet A.E. Sørensen, Svendborg, hvilket fik mig til at tænke tilbage på ulykken, da jeg selv var tjenestegørende på Grønlands Kommando i Grønnedal. Det er jo mange år siden, dette skete, men jeg har ofte tænkt på netop denne ulykke, og jeg skal hermed forsøge, at beskrive hændelsesforløbet som jeg husker, og ligeledes komme ind på de rygter, der var i omløb i den forbindelse. Jeg har endnu ikke læst bogen om forliset, men har nu bestilt den.

 Fredag den 29. april 1960 havde messen i Ivigtut inviteret officersmessen fra Grønnedal til forårsfest, og naturligvis tog alle af sted, mens jeg som vagthavende officer måtte blive tilbage i operationsrummet i Grønnedal. Af udestående i Kommandoen havde vi især ”Hanne S”, der skulle rapportere sin position til Grønnedal hver 6. time, og forinden de tog af sted til festen, havde orlogskaptajn N. Stegmann instrueret mig. Plottet for de foregående meldinger var opført på det store kort i operationsrummet.

Da meldingen fra ”Hanne S” ikke indløb som foreskrevet, og vi vidste, der var storm i området ved Kap Farvel, ringede jeg over til Stegmann i Ivigtut, som gav ordre til, at jeg skulle anmode fregatten ”Thetis”, som var på vej til

området fra København, om øjeblikkelig at sætte kurs mod området og begynde en eftersøgning så hurtigt som muligt. Amerikanerne i Keflavik, Island blev ligeledes informeret om situationen, og de meldte tilbage, at de ville indsætte fly ved daggry. Dette skete også næste morgen, hvor 6 af deres store fly med radar foretog flere ”sweeps” med radar og manuel udkig over et meget stort område. Det eneste flyverne observerede var imidlertid kun et stort isfjeld, hvis position ligeledes blev indført i plottet, men efter vores mening var det meget langt fra den rute, ”Hanne S” ville have taget. Vore meteorologer meldte om fuld storm i området, og det samme gjorde ”Thetis”, som lørdag var i området, hvor ”Hanne S” kunne formodes at være. Der blev også udsendt anmodning til eventuelle skibe i området om at deltage i eftersøgningen, men så vidt jeg husker, var der ikke andre skibe i området. Fra København var man ret fikseret på det omtalte isfjeld, og de vendte flere gange tilbage til det, men som sagt, var det langt væk fra skibets rute, og det var også så stort, at de om bord på ”Hanne S” ville have observeret det på deres radar.

”Thetis” meldte ligeledes om fuld storm i området, og vort håb om at finde ”Hanne S” blev mindre time for time, mens eftersøgningen fortsatte under meget vanskelige forhold. Mandag den 2. maj meldte ”Thetis” om fund af vragrester, og eftersøgningen fortsatte derefter i flere dage, indtil skibet blev kaldt tilbage til Grønnedal for bunker, og ved ankomsten til Grønnedal blev vraggodset taget op på kajen, hvorfra det senere blev sendt med et andet skib til København. Hvilket skib husker jeg ikke, kun at en af mine venner var om bord som styrmand.

I Grønnedal fik vi aldrig kendskab til resultatet af det efterfølgende søforhør vedrørende forliset, men det var selvfølgelig genstand for megen diskussion på Grønlands Kommando og i Ivigtut. Så vidt jeg ved, blev der heller ikke rettet henvendelse efterfølgende til Grønlands Kommando eller til Ivigtut, for at finde frem til kendsgerninger vedrørende skibets lastning og afsejling, så indtrykket hos os var nærmest, at søforhøret skulle afsluttes så hurtigt som muligt, og med mindst mulig offentlighed, da det jo ikke var særlig heldigt med endnu et forlis så kort tid efter ”Hans Hedtoft”.

Vi kommer nu til næste punkt, som drejer sig om den snak og de rygter, der gik efterfølgende i Ivigtut og Grønnedal, hvor det blev fortalt, at ”Hanne S” var lastet med kryolit for og agter i lastrummet, mens den midterste sektion blev

fyldt op med tom emballage (ølkasser), som dog lød så tåbeligt, at man som styrmand havde vanskeligt ved at tro det. Før afgangen havde der været afskedsmiddag i Ivigtut, og det forlød, at skipperen var beruset ved afgang, hvor han også var blevet informeret om den kraftige storm, der var på vej til Kap Farvel området. En advarsel han ignorerede og skibet forlod Ivigtut.

Jeg mener det var et KGH-skib, der bragte vraggodset til København, og her overhørte en af skibets styrmænd en samtale mellem skibsreder Mogens Sørensen og (så vidt jeg ved) repræsentanter for KGH, hvor skibsrederen skulle have udtalt, at det vist bedst kunne betale sig at sige, at det havde været is, der havde forvoldt ulykken. Men som sagt, vi fik aldrig kendskab til sørettens konklusion. Den pågældende styrmand fra KGH, mødte jeg langt senere, hvor han berettede den omtalte ordveksling. Så vidt jeg husker, hed han Villy Nielsen, og vi havde sammen gået på Fanø Navigationsskole.

Dette er, hvad jeg husker om forliset af ”Hanne S” for 49 år siden og de rygter, der gik om forliset, men jeg mener også, at det er ret præcist, da det naturligvis gjorde et dybt indtryk, og i den mellemliggende tid, har jeg ofte tænkt tilbage på disse dage.

 Anker Rønberg

Jægervænget 21, Hjerting

6710 Esbjerg V.

anker-1@esenet,dk

(3)  Kommentar fra tidligere TELE-oversergent Børge Huscher

Har i dag set og læst beretning om Thetis, eftersøgning af Hanne S og søopmålingen. Det er vældig interessant og helt i overensstemmelse med de erindringer jeg selv har fra turen.

Jeg var med som “passager”, boede på sygelukaet, da der jo ikke var meget plads andre steder.

Jeg var TELE-oversergent og skulle være leder på MASTER-stationen på Håbets Ø i Godthåbsfjorden, to af mine kolleger/venner skulle på henholdsvis Nord og Sydslavestationen.

Du kalder stationerne for LORAN-stationer, vi kaldte dem nu for DECCA-stationer, men systemet går jo ud på et, stort set.

Men dette blot for at udtrykke stor anerkendelse for dit og et par andres arbejde med emnet.

En meget flot hjemmeside.

De venligste hilsener

Børge Huscher

Tidl. TELE-oversergent

Østre Strand 127

Kobæk Strand

4230 Skælskør