Efter at have sejlet til søs på dækket i handelsflåden siden mit femtende år, var det at komme ud og sejle i marinen jo ikke noget sindsoprivende.
Jeg var godt nok udtaget til marinen, hvad jeg også havde søgt om, men da rekrut tiden i Auderød var på det sidste og man fik mulighed for at søge hvor man gerne ville hen, søgte jeg land tjeneste eller fartøjer der ofte var hjemme.
Stor var imidlertid min forbavselse, da jeg på den udleverede seddel kunne læse navnet NIELS EBBESEN og ydermere fik at vide, at den sejlede på Færøerne, hvilket kom lidt på tværs af mine planer, da jeg i min naivitet allerede havde investeret i en motorcykel med forventning om, at jeg mere eller mindre kunne køre hjem når dagen var omme. Der blev således ikke meget brug for min motorcykel investering.
Så vidt jeg husker, var vi 10 mand der skulle påmønstre NIELS EBBESEN, som lå på Holmen, og jeg må nok indrømme, at jeg måtte sluge nogle kameler, da jeg så Danmarks knyttede næve mod øst. Sikke dog noget gammelt skrammel og hvordan pokker ville man underbringe 150-200 mand der ombord?
Det fandt jeg dog snart ud af, da folk var stuvet sammen og lå som sild i en tønde på alt, hvad der over hovedet kunne rumme en person, hvad enten det var en kistebænk eller en hængekøje, som imidlertid viste sig at være ganske behagelig at sove i, men det blev dog kun hængekøje på det første togt, hvorefter jeg fik en af de eftertragtede kistebænke som soveplads.
Jeg undrede mig også over hvad alle de mennesker skulle bruges til, men det fandt jeg også hurtigt ud af, da vi begyndte at opøve de forskellige ruller, og der kunne jeg jo se, at alt personellet var udstukket til lige nøjagtig denne og hin post.
Det at skulle skaffe i bakker, og være ugentlig bakstørn, kom jeg hurtigt ind i, dog mindes jeg med gru skylleriet, hvor vi damprensede skaffegrejet og affaldstønden Olga med alle madresterne som næsten kogte i den varme der var i skylleriet, så man kunne næsten få brækfornemmelse nogle gange, men i det hele taget mener jeg at jeg faldt hurtigt i den daglige trummerum ombord.
Jeg fandt også hurtigt ud af, at der ligesom i handelsflåden, var forskel på ”snot og skæg”, hvilket var officerer, befalingsmænd og så de menige, men hvad vigtigere var, så oplevede jeg også hurtigt, med de andre gasters hjælp, at der også var stor indbyrdes forskel på de menige.
Der var den hårde kerne af værnepligtige – det var os, så var der de frivillige, der tidligere hed mather, men nu bliver tituleret konstabler eller overkonstabler, og så var der det ringeste, man overhovedet kunne være, nemlig elev, eller rettere konstabelelev.
”Stakkels elever” lød det ofte når de blev omtalt af os andre for de havde det bestemt ikke nemt, altid blev der hundset med dem og det fra både høj og lav.
Eleverne var som regel en flok på ca. 90 mand, der kom ombord på hver togt, og skulle så have deres første tid ombord på NIELS EBBESEN, inden de efterfølgende skulle underskrive en 5 års kontrakt med søværnet. De blev alle stuvet sammen på den underste banje midtskibs, og jeg erindrer endnu, at de som regel lagde ud med at være søsyge, og så stank det af bræk fra deres banje.
Under det daglige arbejde, som for det meste drejede sig om vedligeholdelse på dækket, med rengøring og lidt malerarbejde, deltog eleverne også så vores job bestod også i at holdes dem i gang. Alle mine søvagter foregik i styrehuset, og også her havde vi elever der skulle holdes øje med, således at det kun var i akutte situationer vi måtte overtage roret og deslige vigtige poster.
Når vi lå til anker havde jeg vagt på broen og ved alle rullerne var min post maskintelegrafen. Når vi lå i havn havde vi i starten ikke nogen form for vagt, men så var der en snedig officer der syntes vi havde det lidt for godt, så man fandt ud af, at vi kunne være telefonvagt på det stedlige havnekontor, men i den tid jeg deltog i denne vagt, var der ikke et eneste opkald der vedrørte os, hvorfor tiden som ofte gik med at læse i gamle ugeblade, som der altid lå en del af. Ligeledes gik megen af tiden i styrehuset med at læse alt hvad man kunne få fat i, heriblandt alle Søllings aflagte aviser og blade før de blev smidt ud.
Dagligdagen gik meget smertefrit uden de store anstrengelser, og oplevelser kunne der være langt imellem.
Jeg var dog så heldig at opleve Olaifesten i 1961, hvad der ikke er mange forundt.
En kæmpestor oplevelse havde jeg dog i min tid på NIELS EBBESEN og den indtraf den 9. september 1961 med grindedrabet i Klaksvig