Fortalt af “Kroppur” Ole Kropp som blev tilbageholdt på Trawleren RED CRUSADER Se billederne nederst i artiklen
Selvfølgelig kom der konsekvenser af episoden. Alle involverede måtte afgive forklaring til kammeradvokaten (Højesteretssagfører Bent Jacobsen), som meget beklagede, at jeg ikke havde fået bare et lille blåt øje. Så havde sagen været meget lettere for Danmark.
Skibets officerer har nok brugt rigtig mange timer på at nedskrive facts fra alle de informationskilder, vi havde om bord. I hvert fald havde chefen en stor og meget tung kuffert med til Haag, som kun indeholdt akter omepisoden.
Til retssagen ankom vi til Rotterdam i februar (?) og blev fortøjet ved honnørkajen (Svarende til vores
Langelinie). Det betød desværre, at jeg hver aften kl. 22.00 skulle op på toppen af broopbygningen og blæse ”Tapto” til fryd for nysgerrige promenerende og havnepolitiet mens de andre gik i byen. (Men jeg fik jo også to kroner mere om ugen end de andre).Senere forhalede vi til Vlaardingen lige vest for Rotterdam.
Jeg husker ikke, hvor mange dage/uger, retssagen varede. Chefen boede i den periode på hotel i Haag, og flere officerer var også af sted i længere tid. De fortalte, at det var ret belastende at være i vidneskranken overfor den domstolagtige kommission, der skulle afgive responsum i sagen.
Delegationerne havde hver for sig nogle lokaler i Vredespaleis. (Fredspaladset, Den Internationale Domstols domicil i Haag) Jeg var selv to dage i Haag. Den ene dag var jeg ”på” i ca. en time, og den anden dag ca. 2 timer.
Når man kom ind i den store sal, var der to rækker borde opstillet parallelt. Til højre sad den danske
delegation, og til venstre den britiske. Hver på vel 10 – 12 personer.
For enden sad så de fire dommere oppe på et podie Det var både psykisk og fysisk ret hårdt.
Den Britiske chefadvokat var: ”The right Honourable Sir Monningham Buller” (I den danske lejr blev han bare kaldt ”Bullermand”). Han var en af de britiske såkaldte kronjurister.(Der er vist 5 i alt).
Der var simultantolk på, så man sad med høretelefoner og hørte spørgsmålene på eget sprog, men kunne først høre begyndelsen af, hvad der blev sagt i salen.
Bullermand havde en spørgeteknik, som gik ud på, at han strakte sig frem og råbte sit spørgsmål ind i mikrofonen.
I vidneskranken måtte man så hurtigt skrue ned for lyden – hvorved man gik glip af begyndelsen af tolkens oversættelse. Og derefter skrue op. Ren terror. Efter en time er man gennemblødt. (I øvrigt er sådan nogle tolke ret fantastiske. Jeg sagde f.eks. ”to streger foran for tværs om styrbord”, og den
røg bare lige ud på engelsk.)
Under retssagen så jeg Ted Wood igen. Nu var han ren, barberet og i pæn habit. En af officererne fra N.E. fortalte mig, at han havde forsøgt at invitere danskerne på drinks, men at det blev afvist. Han nåede dog igen at invitere mig til en præsentation for sine to smukke niecer. Det er – indtil videre – ikke blevet til noget.
Resultatet af sagen blev jo – kort fortalt og i min personlige fortolkning – at Red Crusader havde fisket indenfor grænsen, altså havde lavet noget ulovligt.
Men at Niels Ebbesen ikke skulle have skudt!!!!!!!!!!
Hvordan man i øvrigt skal standse et kriminelt fartøj, tog retten ikke stilling til.
(En deltager i den danske delegation mente, at den aldrende italienske retsformand aldrig nåede at opfatte, hvad sagen drejede sig om. (Jeg siger ikke, hvem han var)
Et dansk krav om en større bøde til Ted Wood blev fremsat.
Derefter begyndte den britiske regering at ymte noget om visse danske leverancer af bacon, som man vistnok i stedet kunne få leveret fra New Zealand.
Og så endte sagen i det man kalder politik eller diplomati.
Vi vendte tilbage til Holmen nogle få dage før min hjemsendelse d. 29/3
Bagsværd d. 2/1 2008
