Fra Grønlandstogtet – Ting der forsvandt i vandet.

Det begyndte øverst i hierarkiet, som så mange andre unoder. For at foretage søopmåling oprettede vi først 2 eller 3 Loranstationer, som blev bemandet med 3 eller 4 mand. Hver station havde en jolle med en Archimedes påhængsmotor, som de kunne bruge til at komme omkring i nærmiljøet. Der var så et par gaster, der havde leget lidt for voldsomt med jollen og derfor var kæntret, men der skete heldigvis ikke noget alvorligt. Det medførte, at det blev besluttet, at påhængsmotorerne skulle inddrages for at undgå flere uheld. Og hvad gør man så i marinen for at undgå at påvirke næste års bevillinger? Man foretager en hurtig afskrivning ved at droppe de næsten nye motorer på dybt vand. Det skete endda fra broen. I mit fotoalbum kan man se billedet af den ene af motorerne på vej mod dybet.

Det næste der forsvandt på den måde var kartoflerne. Da vi var nået hen i juli, modtog vi nye proviantforsyninger fra DK. Vi var efterhånden trætte af den ret ensformige kost, så da vi hørte, at forsyningerne var på vej, glædede vi os til, at nu skulle vi have nye kartofler. Men leverancen levede ikke op til vore forventninger, for de, der skulle sørge for at bringe varerne ombord kunne berette, at det var gamle kartofler, der var i kasserne. Det blev en for stor skuffelse for en eller flere, for næste morgen stod der ikke flere kasser kartofler inde på kajen. De lå alle og sejlede rundt ude i havnen og var ødelagt. Intendanten var både sur og ked af det, men jeg tror ikke, vi fik andet ud af det, end at der blev skaffet et nyt parti gamle kartofler i KGH.

Så blev det rusthamrene, der stod for tur. Alle der var i risikogruppen for at blive sat til rustbankeri var efterhånden godt trætte af den beskæftigelse, så en dag, da Bruno og Erik var blevet sat til at banke rust ude foran, blev de enige om, at de ville forsøge at bytte hamre ved at kaste dem til hinanden på en gang. Selvfølgelig kunne ingen af dem gribe hammeren i flugten, så begge røg udenbords, hvilket de naturligvis dybt beklagede. Det startede nærmest en epidemi, for pludselig var der flere, der var så uheldige at miste en hammer, så til sidst var der kun et par hamre tilbage på skibet, og rustbankeriet blev derpå indstillet eller i hvert fald stærkt reduceret.

Telefonen under styrbords brovinge fik også saltvandskontakt. Den blev droppet som tak for at fortælleren fik besked om, at der ikke ville blive tale om avancement fra konstabel til korporal med den deraf følgende mangel på højere løn. Der blev ved samme lejlighed afgivet det ”løfte”, at tjenestetiden alligevel ville blive 18 mdr. Det var vi et par gaster, der syntes skulle markeres.

Landgangsvagten skulle normalt opholde sig ved landgangen, men måtte dog også bruge opholdsrummet lige foran landgangen, når blot døren var åben. I opholdsrummet var der en højtaler, som sammen med de øvrige højtalere jævnligt spillede den musik, som det passede Theis og Villy i radiorummet at spille. Der var naturligvis delte meninger om, hvornår der skulle spilles, og hvilken musik der var passende. Peter Schmidt, der var en høj og brølstærk matros, gad i hvert fald ikke høre på musik, når han skulle gå landgangsvagt. Efter flere forgæves forsøg på at få dette ønske opfyldt, tog han en rask beslutning. Jeg så tilfældigt, hvordan det foregik. Med begge hænder greb han om højtaleren og med et kraftigt ryk var den gjort fri og bragt til tavshed. Om den røg i vandet, eller om han blot smed den på dørken husker jeg ikke, men der var i hvert fald derefter stilhed i opholdsrummet på resten af togtet.

07.03.2008

Leo