Rapport fra Thetis træf 14.8.2014
Niels Erik havde indkaldt de maritime venner fra Grønlandstogtet i 1960 til sammen med ægtefæller at møde op på færgehavnen i Snaptun kl. 11 den 14.8.2014, hvorefter der var tilrettelagt et program for resten af dagen.
Alle, dvs. Birthe og Bent, Jonna og Jørgen, Jette og Kurt, Niels samt Marianne og Leo havde taget imod nvitationen, og vi blev modtaget med kaffe og rundstykker serveret fra bagagerummet på Lilli og Niels Eriks bil.
Niels fik overrakt sin nye Thetis cap, som Gunnar velvilligt har doneret, da Niels har foræret sin første cap til Leif, som var med på togtet men af helbredsmæssige årsager ikke kan være med til vore træf.
Efter denne opvarmning tog vi med færgen til Hjarnø, en tur på ca. 5 min. På havnen stod en traktor med anhænger klar til at køre os en tur rundt på øen, hvor vi under turen fik fortalt om øens historie. Til trods for, at dagen var startet med regnbyger, var vi så heldige, at der var tørvejr på turen, så det medbragte overtøj kunne vi godt have efterladt derhjemme. Turen sluttede ved Den Gamle Smedie, hvor der blev serveret en platte, som alle vist nok fandt, var en velfortjent belønning for traktorturen. Efter tilbagekomst til fastlandet fortsatte vi mod Juelsminde, hvor Lilli og Niels Erik har sommerresidens. Undervejs besøgte vi Palsgård Gods, som er en veldrevet industri-virksomhed, der producerer emulsioner. Vi var ikke inde på virksomheden men gik en tur i den tilhørende smukt beliggende park.
Efter ankomst til Juelsminde og en forfriskning på Lilli og Niels Eriks terrasse, var vi en tur på havnen, hvor en festivaluge var i gang. En af aktiviteterne var en pælesidningskonkurrence, hvor 4 unge mennesker konkurrerede om, hvem der kunne blive siddende længst tid på deres plade på en pæl. De måtte ikke forlade deres plads, og de måtte ikke falde i søvn, så var det slut med deltagelsen. Til længstsiddende var der en belønning på et ukendt antal kroner – startbeløbet var 10.000 kr, men under konkurrencen indkom der løbende yderligere sponsorater. Konkurrencen var startet onsdag kl. 17. Vi besøgte pælesidderne torsdag kl. 17, og da var der kun 3 tilbage, da en var faldet i vandet og udgået. Konkurrencen skulle fortsætte i 4 døgn indtil søndag kl. 17.
Vi ønskede dem god vagt og var glade for, at det ikke var os, der sad på pælene. Vi besøgte også Danmarks Havnemuseum, som er et museum, der er indrettet og drevet af frivillige. Her så vi bl.a. en film om fregatten Jylland og dens historie.
Dagen sluttede med det, som ifølge programmet var en lettere anretning hos Lilli og Niels Erik. Jeg er overbevist om alle deltageres tilslutning til, at det med ”lette” godt kunne fjernes fra betegnelsen.
Alt i alt en dejlig dag, hvor mange minder blev hentet frem fra gemmerne. En stor tak til Lilli og Niels Erik for initiativet og værtskabet.
17.8.2014
Leo Lund
- På gruppebilledet i den tilhørende fotoserie ser man fra venstre, stående: Jette, Niels, Jørgen, Jonna, Marianne , Bent, Leo, Niels Erik og Lilli, og knælende/siddende: Kurt og Birthe .