maritimevenner_f340-thetis     f340-thetis     maritimevenner_f340-thetis

Kære Finn “Myggen” Mygind

Kære Finn “Myggen” Mygind.

Nu sidder du oppe i din himmel og kan ikke kommentere denne lille hilsen fra mig, der blev kaldt “Skæg”,fordi  jeg var den eneste gast ombord på fregatten “Thetis”, der havde fuldskæg. Ifølge din beretning skulle man næsten tro at du var den eneste værnepligtig ombord.

Vi var imidlertid nogle stykker og flere af dem havde nogle eksotiske øgenavne, f.eks. Karen,der var vild  med Karen Blixen. Så var der Laura, der hed Laursen. Hans sure tæe havde vi fornøjelsen at hilse  på hver morgen når vi sad ved vort  bord og spiste morgenmad. Skaffede hedder det vist.

Lauras hængekøje hængte nemlig lige over vort bord, men en dag blev det for meget og vi firede hans fodende ned på dørken, hvor han udsted te mange grimme ord.men det hjalp. Der var også “Geden” der havde fået sit navn fordi han sprang rundt i fjeldene som anden bjergged.  Vi må heller ikke glemme “Smile”, der så problemer alle vegne. Basse mekanikeren  blev kaldt”Snehvide” fordi han altid var kulsort.Endelig var der store John”Bill” Andersen fra Hirtshals.Finn “Myggen”Mygind omtsler en episode syd  for Island på en meget overfladisk måde, synes jeg.

Virkeligheden var den at vi mistede ferskvand i “Marokko Frederiks” tørkogte kedel med sådan en hastighed at vi ikke kunne nå til Grønnedal med den resterende vandbeholdning. Spørgsmålet var om vi selv kunne udbedre l ækagen eller om vi måtte gå til Island for reparation. Efter en kort drøftelse mellem officerer og værnepligtige mente vi værnepligtige at vi kunne udbedre begge skaderne i et hug.

Der var nemlig også et leje der varmede mere end godt var. Kun to mand  havde prøvet at skrabe lejer før,  men det var også nok.

Inde på fyrpladsen gik de hurtigt i gang med det sveddryppende arbejde med at håndvalse de utætte rør. Kedlen var naturligt nok stadig meget varm så de skiftedes til at være inde i kedlen nogle få minutter ad gangen Inde i maskinen havde Bill og jeg fået tørnet  en pande op,og pariserblåt smurt på.da 3die mester kom ned i maskinrummet iført kedeldragt. Han ville gerne lære at skrabe lejer,og det syntes vi var al ære værd. Kære Finn Mygind i  din himmel : Man skraber lejer,man trækker dem ikke. Det er mig bekendt stempler på større dieselmotorer der trækkes.Men tilbage til 3die mester.Han havde ikke  været ret længe neder i sumpen  hos os, før 1ste mester viste sig på øverste galleri og udtalte de viise ord: 3die,jeg vil ikke se een af mine officerer i kedeldragt.Vil De være venlig at gå op og skifte med det samme!!!!!!!!!

Den eneste gang på hele togtet vi så OK M.Hartung i nærheden af  maskinrummet

En sådan officer kan ikke respekteres! Det var heller  ikke overraskende, at det var chefen selv OK Knud Kærsgård, der kom ned på banjen og takkede os for en god og dygtig indsats. Med ordene fulgte også lidt humle.Medaljen havde imidlertid en bagside; Dæksbesætningen skosede os fordi vi havde gjort det umuligt at anløbe Reykjavik og få et par gode fridage der.Desuden blev vandet rationeret, så det var etagevask til vi nåede Grønnedal.Men vores professionelle ære var intakt.

Som det delvis fremgår af Finn Myginds beretning var der mange  forskellige jobs ombord og et af dem var for mit vedkommende oversættelse fra dansk til dansk

Blandt dæksbesætningen var der en stor del fiskere fra Vestjylland og blandt dem var Otto fra Hvide Sande. Han var berygtet fordi han åbnede knap nok munden, når han talte  Hver gang han havde et ærinde i maskinen,kaldte den vagthavende på mig for at få oversat fra vestjysk til rigsdansk Det var nu et nemt job, for Otto sagde altid det samme: A will gjern ha noe spolwoj.og så fik han sit spulevand,

.Den mest nervepirrende episode indtraf  imidlertid på vejen hjem.  Efter vi havde rundet Kap Farvel: Det blæste meget nærmest  vindstyrke 11-12.Bølgerne var så høje at vi kun så toppen af  masterne på Erika Dan da den strøg forbi  os. Vinden og bølgerne kom lige agten fra og Thetis vred og vendte sig i de enorme bølger Det varede heller ikke længe før der blev meddelt over højtalerne: Besætningen møder  på Klart Skibs posterne. Alle vandtættte døre lukkes. Gør klar til at vende. Alt løs gods fastsurres.

Nogle minutter senere kom meldingen:Vi påbegynder vending. Samtidig fik vi i maskinrummret klar  besked om at slippe alle hestene løs Krængningen begyndte ret hurtigt.

Jeg følte at jeg hang vandret i manøvregrejet, altså 45°,men jeg fik senere at vide at vi “kun” havde krænget det halve, men for mig var det mere end nok.

Det værste var imidlertid  viden om vi nu sejlede tilbage mod Grønland. ganske vist kun med styrefart. men det varede i 1½ døgn og i den tid fik vi kun  havregrød, morgen, middag og aften

Da vi omsider nåede Holmen efter 2 ugers fiskeriinspektion ved Færøerene, fik vi den glædelige nyhed, før vi blev sendt på 14 dages orlov, at vi skulle gøre tjenerste på eller ved Færøerne indtil marts måned 1962, kun afbrudt af en kort juleorlov.

Vi elsker tørfisk og skærpekød, samt færødans i Sjonlakkerhusid

Kære Maritime Venner.

Jeg håber I kan bruge min beretning, og er der noget I ønsker at drøfte, kan jeg træffes på tlf 43 96 59 66.

Maskinkorporal Leo “Skæg” Djursner, Stamnummer 481266.