NIELS EBBESENs Skibsorkester

♪♫♫♪ The North Atlantic Disharmonic Orchestra ♪♫♫♪

Erindringer  om  orkesteret  berettet af:  “Sorte Ørn”  –  Bent “Skæg”  og  Gunnar Webmaster

kooejeskibsorkesterettexr

Den sidste dansur før pigen skulle følges hjem – til havelågen:

Kendingsmelodien der fik de skønne Færøske piger ud på dansegulvet:

Erik “Sorte Ørn” Månsson beretter om sin tid i orkesteret

På  foranledning  af  reserveløjtnant  Thøgersen

 – startede det hele lørdag den 30. april 1962 i Sørvåg.

Der havde på hele togtet været dyrket en del sang og musik rundt omkring på banjerne, og især på forreste  underbanje, hvor maskinfolkene var underbragt var der liv og glade dage. Der var et par fremragende  mundharpevirtuoser og en elektriker, som tilsyneladende kunne tromme på alting. En bøder havde fremstillet en enstrenget bas, og han var faktisk ikke dårlig til at håndtere denne.

Når der var rigtig gang i den på bøderbanjen med sang, musik og ”yokohamajuice”, så listede Sorte Ørn gerne ned med sin guitar og deltog i festlighederne.

Sorte Ørn havde ved flere lejligheder underholdt både i fenrikmessen og i sergentbeboelsen, og havde sågar en enkelt gang været inviteret ind i officersmessen for at akkompagnere løjtnant Thøgersen, som spillede harmonika.

Ved denne lejlighed fik Thøgersen den ide, at man kunne starte et skibsorkester.

Umiddelbart  efter morgenmønstringen lørdag morgen blev der over ordreanlægget prajet, at alle, som kunne håndtere et musikinstrument skulle møde i vagtstuen.

Vi fik med 1. mesters tilladelse lov til at foretage de indledende musikalske krumspring i maskinrummet, med lukket dør.

Det  viste sig hurtigt, at vi faktisk godt kunne spille  sammen, og i løbet af formiddagen var der en, der barslede  med  tanken  om, at vi kunne spille i Sørvåg forsamlingshus allerede samme aften.

Ideen faldt i god jord, og så kan det nok være at der blev travlhed. En deputation blev straks sendt op til ejeren af det lokale forsamlingshus, og han bifaldt ideen mod, at han selv måtte indkassere entreindtægterne. Ombord  skulle  vi have  fremstillet  en  forstærker til Sorte Ørns halvakustiske guitar, og det eneste man havde for  hånden, var skibets koncertbåndoptager. Der blev med radiofolkenes hjælp fremstillet en adapter med to stik, således at både en mikrofon og guitaren kunne sluttes til. Et par gamle  højttalere blev bygget ind i nogle krydsfinerskasser, som blev malet i festlige farver.

Alle i skibet hjalp til med hvad de kunne, således at orkesteret  kunne nå at indøve et blot nogenlunde repertoire. Det  blev i dagens løb til 6–7 melodier, som orkesteret var tilfredse med og ved aftenstid gik det så i samlet trop mod forsamlingshuset.

Det var en højst ejendommelig orkestrering: harmonika, guitar, trompet, to mundharper, en hjemmelavet bas og en marchtromme.

Ejeren havde i dagens  løb opsat små løbesedler rundt  omkring i Sørvåg, så hele byens befolkning havde taget opstilling uden for forsamlingshuset, da orkesteret med sit primitive udstyr ankom.

Så  snart orkesteret havde igangsat første melodi, “Kendingsmelodien”, som var en af datidens helt store hit – ”Sail Along Silvery Moon”, myldrede det ind med både besætningsmedlemmer og færinger. Ejeren af forsamlingshuset gned sig fornøjeligt i hænderne.

Repertoiret  var  jo  hurtigt udtømt, men så kunne man bare hive adapteren ud af båndoptageren og afspille de medbragte professionelle bånd.

Til  alles store overraskelse, ville publikum hellere høre orkesteret, end de rigtige bånd, så det lille repertoire blev nok gentaget en halv snes gange i løbet af aftenen.

Næsten alle NIELS EBBESENs officerer og befalingsmænd var oppe for at se orkesterets debut, og der var stor  enighed  om, at dette kunne være en kærkommen afveksling i den kedelige rutine, hvorfor orkestermedlemmerne i stor udstrækning blev vagtfrie, hvor dette kunne lade sig gøre, med henblik på at få udvidet repertoiret.

Allerede ugen efter spillede orkesteret for fulde huse i ”Klubben” i Tværå, og det var helt tydeligt at rygtet om vores orkester bredte sig med lynets hast til alle byer og bygder.

Efter de første optrædener havde yderligere et par besætningsmedlemmer fået rekvireret deres musikinstrumenter sendt op til Færøerne, plotteren ”Bogense” og maskingasten Bent ”Skæg” udvidede således orkesteret med to klarinetter.

Om  det nu var den ejendommelige orkestrering eller det skal søges i de enkelte disharmonier, som amatørensemblet  frembragte, står hen i det uvisse, men nogle vittige hoveder fik hurtigt orkestret  døbt: ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”, og dette navn blev hængende.

Første  gang  vi  kom  til  Klaksvik  efter  orkesteropstarten ville skæbne, at næsten alle orkestermedlemmerne havde  vagt,  hvorfor  der  ikke  kunne spilles, til forsamlingshusejerens store fortrydelse, idet han havde annonceret ikke alene i Klaksvik, men også i de omkring liggende bygder, og der var endda folk, som havde købt billetter. Han  måtte  derfor i al hast fremskaffe to lokale harmonikaspillende færinger til at spille lørdag aften, men dette var absolut ingen succes, hvorfor han allerede søndag morgen stod på kajen og tiggede om ikke nok orkesteret kunne spille søndag aften, hvilket der blev sagt ja til. Populariteten var ikke til at tage fejl af, orkesteret blev omtalt i de færøske aviser og selv Suleposten bragte adskillige artikler om dette fremragende orkester. Alle ombord syntes, at orkesteret  havde  udfyldt  et stort tomrum i gennem hele togtet og inden hjemsejladsen fik  alle  orkestermedlemmerne  foræret en gave i form af Jørgen Frantz Jacobsens roman ”Barbara”, hvori Holger ”Præstur” havde skrevet følgende dedikation.

”Med tak for deltagelse i NIELS EBBESENs meget afholdte skibsorkester” underskrevet E. T. Sølling.

barbara

Allerede  ved  opstart  af  næste  togt blev orkesteret genetableret og blandt de nytiltrådte besætningsmedlemmer var en jazzmusiker – Gunnar Axelsen  fra The Yellow Sock Jazzband – og det kan nok være at det nye orkester, som fik lov til at øve på den ikke i brug værende fyrplads, allerede inden ankomst til Færøerne havde en langt mere  professionel  sound end det gamle orkester og repertoiret blev også hurtigt udvidet, således, at det ved togtets slutning talte ca. 25 – 30 numre.

navyknap-50x50-klikher    Repertoire for “The North Atlantic Disharmonic Orchestra”

Orkestret bestod nu af harmonika, trompet, 2 klarinetter, tromme og el-guitar, men man var fast besluttet på, at bibeholde det morsomme navn. Det nye orkester har den 25. august debut i Tværå, og det bliver en bragende succes.

Allerede den 7. september er vi igen i Tværå hvor vi møder det tyske skoleskib GORCH FOCK ,og da vi om aftenen spiller i Klubben bliver det en endnu større succes, vi spiller for totalt udsolgt hus, idet såvel NIELS EBBESENs besætning og de sædvanlige færinger er mødt men hertil kommer også størstedelen af GORCH FOCKs besætning.

Rygtet  spreder  sig igen med lynets hast rundt på øerne, og ved en optræden i Klaksvik den 10. september er selve Sysselmanden til stede, og han udnævner – for åben mikrofon – orkesteret til Færøernes absolut bedste og mest underholdende ensemble.

Ved  en  bestemt  lejlighed  havde  et  af  orkestermedlemmerne  fundet en hel flaske brændevin gemt bag ved scenen i Tværå, og denne blev på retfærdig vis delt af de musikere, som havde lyst til at deltage. Sorte  Ørn  må  nok  have taget sin broderpart af flaskeindholdet, for midt i et langsomt sjælenummer, hvor han sad på  scenekanten og spillede, faldt han lige så stille i søvn.

Dette resulterede i en artikel i Suleposten, hvor farligheden ved brug af de forskellige musikinstrumenter meget humoristisk blev beskrevet.  Samtidig blev der af Sulepostens tegner Arne Thetis udført en meget sjov tegning af orkesteret fyldt med små finurligheder.

Kulminationen  på  orkestrets  optræden  på  dette togt indtraf den 16. september hvor NIELS EBBSEN havde lejet den store festsal på hotel Føroya i Thorshavn.  Hotellet  havde  givet tilladelse til at NIELS EBBESEN selv medbragte øl,  og  på  velfærdstjenesten  regning  blev  der  udleveret  3 plus 3 gratis billetter til øl eller vand, til hvert besætningsmedlem.

Betingelsen for at få adgang, var at man medbragte sin egen dansepartner.  Dette var  ikke  svært  for stort set hele Thorshavns kvindelige befolkning havde taget opstilling uden for hotellet i håb om at blive inviteret med ind.

Orkestermedlemmerne fik denne aften også mulighed for en svingom, idet et lokalt orkester i pauserne afløste skibsorkesteret. Ved denne lejlighed uddelte chefen kommandørkaptajn E. Skov-Jensen en gave til orkestermedlemmerne. Det  var  bogen  om  Thorshavn  på  dansk  og  færøsk,  Tann Dejliga Havn”, hvor Arne Thetis smukt havde kaligraferet dedikationen, som var underskrevet E. Skov-Jensen.

til-erindring-om

For “Sorte Ørn’s” vedkommende var det hermed slut på et succesfuldt togt og The Northatlantic Disharmonic Orchestra, og ved ankomst til København blev nogle af de oprindelige medlemmer hjemsendt.

“Sorte Ørn” Guitar

Bent “Skæg” Ankerstjerne’s beretning om orkesteret:

Min beretning om ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”

Da jeg kom ombord på NE var det ikke med min gode vilje. Jeg var gift, og ville meget hellere blive på Holmen, hvilket jeg var blevet lovet.

Men altså, jeg mønstrede og med i bagagen havde jeg en mundharmonika.

Helt nøjagtigt hvornår jeg tog mundharpen frem, og gav mig til at spille på den, husker jeg ikke. Men jeg der sad altså lige så stille og hyggede mig med den nede på banjen, da Søren kom hen til mig og spurgte, om vi ikke skulle prøve at spille sammen. Og det gjorde vi så.

Han var i besiddelse af en basmundharmonika. Desværre var han ikke særlig god til det, og det hjalp lidt, da vi byttede instrument. Men det var aldrig noget, jeg blev god til, tilsvarende de øvrige instrumenter, jeg tidligere, og for så vidt også senere, havde haft i hænderne.

Så dukker der en elektriker op (husker ikke navnet) og han medbringer to almindelig knive, og med dem trom- mer han på bordet. Se det var jo mægtig hyggeligt.

Rækkefølgen for, hvad der derefter skete, husker jeg ikke, men den næste der dukker op tror jeg er Sorte Ørn med sin guitar, og efterfølgende kommer så løjtnant Thøgersen med harmonikaen.

Jeg synes der var een mere, men det kan næppe have været Gunnar, for jeg tror dette skete før han kom om bord.

Da nu der var kommet lidt mere lyd på, kunne man ikke høre Søren og mig, hvorfor de telefolk, der i mellemtiden var dukket op, foreslog, at vi skulle mødes på agterbanjen om lørdagen, hvor de så ville rigge noget forstærkeranlæg op, så man også kunne høre os.

Lørdagen oprandt, og efter at signalfolket have fyldt agterbanjen op med ledninger på kryds og tværs samt et par båndoptagere, som skulle virke som forstærker for guitaren, samt for én mikrofon, begyndte vi at spille.

Så opstod diskussionen om, hvilken musik vi skulle spille, og da vi var nået til enighed, ja – – – så spillede vi, og det var fra starten med den glød, der hele tiden fulgte os. Det var efter min mening det, der blev vores kendetegn, for det var så absolut ikke den musiske udformning.

Hvilken fryd.

”The North Atlantic Disharmonic Orchestra” var opstået.

Som jeg husker det, foregik det i Tværå.

I min erindring skete der så det, at en lokal mand (biografdirektør?) hørte at vi spillede og spurgte chefen, om vi kunne spille til dans om aftenen.

Jeg husker vild panik, da vi fik den besked, og da vi endelig accepterede det som en kendsgerning, fandt vi sammen om 7 – 8 melodier, som vi alle kendte.

Vi startede oppe hos Thøger og lægen, hvor vi, helt imod reglementet, fik os nogle kraftige drinks, hvorefter vi tog af sted.

I mellemtiden havde signalfolkene flyttet hele forstærkerarrangementet, og da vi jo ikke kunne spille så meget, havde de sørget for at tage noget båndet musik med.

Jeg husker det sådan, at der bare var stillet nogle almindelige træstole op, med ryggen ud mod publikum, og der stod vi så og spillede vores 7 – 8 numre. Den efterfølgende musik var båndmusik, og medens den spillede, dukkede vi os ned bag ved stoleryggen, og fik en god slurk yokohamajuice. Jeg tror vi, på opfordring, spillede disse få numre så mange gange, at alle tilstedeværende har haft dem kørende inde i deres hoveder som tvangstanker.

På trods af den ikke ringe mængde spiritus vi havde indtaget, var det aldeles forduftet, da aftenen var forbi, og jeg sov helt udmattet i min køje med al tøjet på.

Tegningen i Suleposten er fra mit sidste togt, idet der er vist 2 med klarinet.

Bent “Skæg” Clarinet

Gunnar “Webmaster” Axelsen beretter om tiden i orkesteret

Mine oplevelser fra skibsorkesteret og resultatet heraf:

Min deltagelse i orkesteret startede straks efter ombordstigningen, – da der tilsyneladende var nogen af de eksisterende medlemmer der havde fået nys om at den nye maskinmand havde været medlem af tamburkorpset i Auderød, og jeg mener det var Bent ”Skæg” der først kontaktede mig vedrørende orkesteret, da en eller anden på maskinbanjen, under min udpakning, havde bemærket den lille sorte kasse jeg medbragte – og som vist nok var et musikinstrument.

Det varede heller ikke længe før vi fik gang i musikken på banjen, hvor det dog primært kun var mundstykket der blev benyttet. Det viste sig hurtigt at være en svir at være orkestermedlem, da man som regel blev fritaget for dagvagter, p.g.a. at der skulle øves i maskinrummet.

Jeg mindes ikke præcis, hvor min første offentlige deltagelse i orkesteret foregik, om det var i Sørvåg, Klaksvik eller i Tverå (Lille Danmark), men der er derimod ikke noget i vejen med hukommelsen, når det drejer sig om Tverå, da jeg allerede første aften vi spillede op til dans i klubben fik øjenkontakt med en skønhed på dansegulvet, hvilket måske skyldes, at jeg havde fået oparbejdet en vis teknik, hvad øjenkontakten angår, fra min tid i vores jazz orkester Yellow Sock Band i Esbjerg, når vi turnerede landets jazzklubber sideløbende med de lokale skoleballer og ungdomsarrangementer.

Som orkestermedlem blev vi hurtigt gode venner med klubbens medlemmer, – indebærende kendskabet til hvad der gemte sig bag lågerne i de små skabe som var tildelt medlemmerne af klubben.

Via et af medlemmerne, Halla Holm som var maskinmester på sygehuset og som blev min specielle gode ven, fik jeg opsnuset hvem skønheden på dansegulvet var, og 2. juledag 1962 inviterede Halla og hustruen Martha på kaffebord, hvor også skønheden mødte op.

Skønheden er ingen anden end min ægteviede Mina ”Òluva Thomina Sòlrun Hermansen”, som fortæller, at de i klasselokalet kunne sidde og holde øje med når NIELS EBBESEN dukkede op i indsejlingen til Tverå, hvorefter de skyndte sig hjem for at sætte håret og blive smukkeseret, da der på adskillige steder i byen var opsat løbesedler om, at der var dans i klubben og at NIELS EBBESENS orkester spillede.

Dette var naturligvis ikke populært hos deres mandlige klassekammerater, hvorfor vi adskillige gange oplevede, at der blev smidt får og høns gennem vinduerne til danselokalet af de jaloux klassekammerater.

Vi måtte da også flere gange gennem et mindre håndgemæng før vi nåede sikkert i havn ved landgangen til NIELS EBBESEN. En enkelt gang fik gemytterne fat på vores stortromme som herefter blev sendt ned af den stejle skråning, der går fra klubben ned mod kajen med det resultat at vi nu havde en oval stortromme.

I februar 1963 havde orkesteret et vellykket fastelavnsarrangement med optog gennem Tverå efterfulgt af et større dansearrangement i klubben om aftenen. Efter Bent ”Skæg” blev hjemsendt fra Esbjerg i december 1962 tyndede det ud i orkesteret, som nu bestod af 2 harmonikaer, en mandolin, trommer og undertegnede på kornet.

Den 29. marts returnerede vi til Holmen efter endnu et vellykket togt, hvorefter orkesteret blev opløst da NIELS EBBESEN blev oplagt.

Deltagelsen i skibsorkesteret var med til at gøre værnepligtstiden til en uforglemmelig oplevelse.

Gunnar “Webmaster” Axelsen, Cornet

Suleposten’s Artikler & Indslag  om Orkesteret

navyknap-50x50-klikher OBS Orkesterprøve

navyknap-50x50-klikher Da Capo

navyknap-50x50-klikher The North Atlantic Disharmonic Orchestra

navyknap-50x50-klikher Kort om Musik

navyknap-50x50-klikher Hold Ud

navyknap-50x50-klikher Små Orkestre Store Problemer

navyknap-50x50-klikher Musikanmeldelse ved Chris

navyknap-50x50-klikher No Mariners

navyknap-50x50-klikher Skud Til Musikken

navyknap-50x50-klikher Sang Repertoire fra Banjerne

Fotoalbum fra The North Atlantic Disharmonic Orchestr

scan0006      scan0003      scan0004      scan0005      scan0002      scan0007

scan0008      scan0009      scan0010      scan0011      scan0012

scan0013      scan0015      scan0016      scan0017      neband

marinen-9      image0036      image0018