Følgende artikel er ‘snippet’ fra MARINEHISTORISK TIDSSKRIFT, 50. årg. , nr. 1. 2017

og forfattet af Bent Kofoed-Hansen.

Niels Ebbesen ankommer til Rønne  i 1952. (Forsvarsgalleriet)

Du danskes vej til ros og magt – Et dansk flådebesøg i New York, der kom på forsiden af avisen.

 

Bent Kofoed-Hansen

 

I mange år efter 2. Verdenskrig var søværnets beholdning af skibsmateriel præget af gamle danske orlogsskibe, der havde overlevet krigen, samt enheder leveret som lån, køb eller våbenhjælp fra England eller USA. I 1945 indkøbte søværnet to fregatter af River-klassen fra England. De fik under dansk flag navnene Holger Danske (F338) og Niels Ebbesen (F339). Begge havde under krigen sejlet under canadisk flag og bl.a. gjort tjeneste som eskortefartøjer ved ishavskonvo jerne til Murmansk. De havde her fået en hård start på tilværelsen og under dansk flag blev de flittigt brugt som skoleskibe for kadetter og mathelever og til fiskeriinspektionstjeneste i Nord atlanten.

Jeg var selv tjenestegørende i søværnet i perioden 1958-1966 og blev til kommanderet fregatten Niels Ebbesen som telegrafist i begyndelsen af 1960. I april måned var vi afgået til Færøerne for at gøre fiskeriinspektions- og stationstjeneste her. Under opholdet i de færøske farvande var der flere havarier på fregattens gamle tregangs dampmaskiner, og hver gang blev de kun nødtørftigt repareret af skibets egen maskinbesætning.

I juni 1960 ankom kongeskibet Dannebrog til Torshavn (dog uden regentparret ombord). Dannebrog skulle videre til Grønland, hvor kong Frederik IX, Dronning Ingrid og prinsesse Margrethe (vor senere Dronning Margrethe II) skulle støde til. Niels Ebbesen indgik i kongedelingen og skulle ledsage Dannebrog på hele resten af turen. Den marchfart som passede for Dannebrog (så vidt jeg husker 13,5 knob) var ikke særlig hensigtsmæssig for Niels Ebbesens gamle dampmaskiner, idet denne fart fik hele skibet til at ryste med fare for, at noget skulle falde fra hinanden. Turen til Grønland sammen med Dannebrog foregik derfor, for Niels Ebbesens vedkommende, med varierende farter mellem 12,5 og 14,5 knob. Dette plus sejladsen i de Grønlandske farvande tog hårdt på Niels Ebbesens slidte maskiner.

Ved hjemkomsten til Holmen i begyndelsen af august – efter et i øvrigt vellykket togt – trængte Niels Ebbesens maskiner derfor til en større overhaling. Det var der bare ikke tid til, for N.E. skulle afgå fra København igen allerede 5 dage senere.

28/29 juli 1960. Niels Ebbesen i Grønlandsk fjord. (Gunnar Olsens arkiv)

Da vi passerede Skagen for indgående sammen med Kongeskibet, kom lodsbåden derfor ud til os med nogle ingeniører fra Orlogsværftet, der under sejladsen til Holmen undersøgte maskinerne og planlagde reparationerne. Ordresedler blev via skibets radiostation sendt til værftet, og ved ankomsten til Holmen stod en større skare reparationsarbejdere klar på kajen, selvom det var en søndag aften. De næste 5 dage arbejdede de i døgndrift, og de sidste værftsarbejdere blev afhentet af en marinekutter ved passage af Frederikshavn for udgående fredag nat.

Hvorfor nu dette hastværk? Jo, der skulle gennemføres et større fremstød i USA for danske interesser, og en sending meget værdifulde kunstskatte fra de kongelige samlinger på Rosenborg Slot skulle udstilles i Amerika i denne forbindelse. Kunstskattene skulle sejles fra København til New York ombord på DFDSs skib Ohio, og for at sikre dem mod ”sørøveri eller andre farer” skulle Ohio ledsages af et dansk orlogsskib. Materielsituationen gjorde, at kun Niels Ebbesen var til rådighed til denne opgave og til at vise flaget i New York. Afgangen fra København skulle altså ske kun 5 dage efter vor hjemkomst fra Grønland. Skibet blev klar til afgangen fra Langelinie fredag eftermiddag, men kunne ikke gå hurtigere end 12 knob. Under et møde i Søværnskommandoen inden afgangen  aftalte  chefen  for  Niels Ebbesen –  kommandørkaptajn J.A. Hviid – og kaptajnen på Ohio derfor at holde denne fart over Atlanterhavet, men ikke så snart havde vi rundet Skagen, før Ohio satte farten op til sine normale 15-17 knob.

“Hurtigsejleren” MS Ohio. (MS Museet for Søfart)<p>

Manøvrepladsen ved den ene af skibets to dampmaskiner. Om det var dampmaskinerne, kedlerne eller noget andet der var årsagen til den lave fart fortælles ikke.

Afstanden mellem de to skibe øgedes langsomt og konstant, men vi havde flere gange dagligt radiokontakt mellem Niels Ebbesen og Ohio. Ombord i N.E. syntes vi det var ”lidt tarveligt” af Ohios kaptajn sådan at stikke af fra os, men syntes i øvrigt ikke, at situationen var specielt opsigtsvækkende.

På den tid udsendte Lyngby Radio hver dag en særlig ”søfartsradioavis” til danske skibe i oversøisk fart, for at disse kunne holde sig ajour med, hvad der skete i Danmark. Denne radioavis blev udsendt på morsetelegrafi og hver dag modtaget i de fleste danske skibe – således også i Niels Ebbesen.

Radioavisen bestod som regel af 4-5 forskellige korte nyheder og fyldte normalt en maskinskrevet side.

Da vi den 25/8 modtog radioavisen ombord i N.E. var vores forbavselse stor, da vi opdagede, at der denne dag

Den original udskrift fra “Søfartsradioavisen”. (Bent Kofoed-Hansen)

kun var én nyhed i ”avisen”, og at vi var hovedaktøren i denne. Når man læser avisen fra den dag, kan man forstå, at vores bitterhed overfor kaptajnen ombord i Ohio ikke blev mindre. Vi skal huske på, at han, inden afgangen fra København, var blevet orienteret om, at vi ikke kunne sejle mere end ca. 12 knob, og at han havde indvilliget i at holde denne marchfart på turen over Atlanten. Senere kom han med mange gode undskyldninger for ikke at have holdt aftalen – bl.a. faren for dårligt vejr. Vi havde en fin tur på 8 dage – i magsvejr – over Atlanterhavet. Da Ohio passerede Newfoundland slog

30. august 1960. Niels Ebbesen anløber “trods alt” New York til den aftalte tid. I billedets højre side byder Frihedsgudinden velkommen. (Gunnar Olsens arkiv)

han ned i fart, så vi indhentede ham  og ankom sammen til den festlige officielle modtagelse i New Yorks havn den 30. august.

Behøver jeg at nævne, at de danske journalister, der skulle dække det danske fremstød i USA, interesserede sig meget for Niels Ebbesens tilstand, når de var på besøg ombord. Det gjorde jo ikke interessen mindre, at vor egen førstemester i spøg sagde til en journalist, at ”det eneste der holder Niels Ebbesen sammen nu er det minesikringskabel, der løber hele vejen rundt om skibet” på indersiden af klædningen.

Det var i øvrigt en helt igennem fin tur, som der kan fortælles mange ”løgnehistorier” om. Men sådan har vi det vel alle sammen med vor tid i Søværnet.