Her er der lidt om hvad jeg husker om Anker – episoder hvor jeg var alene med ham. 

Jeg sejlede med ANKER i fjerde kvartal 61 og første kvartal 62, hvorefter jeg blev overflyttet  til NIELS EBBESEN slut marts 62.  Det var to togter til de Færøske farvande og Nordatlanten kun afbrudt af ca. 10 dages  ophold i København i julen 61. Jeg  gik  under  mit  fornavn  Arne, men blev nok mest kaldt PLOTTER, idet de to andre  plottere havde øgenavne.  Navnet Thetis kom naturligvis først da jeg blev påmønstret NIELS EBBESEN.  Anker var signal mand.

Anker var en af mine  bedste  venner,  måske den  bedste,  jeg havde i den periode på  THETIS.  Det berører mig dybt at vi ikke har Anker blandt os mere, og at han ikke fik lejlighed til at opleve  Maritime Venner.  Han var en stille type og en dejlig person at være sammen med.

THETIS  var  kun  halvt  så  stor  som  NIELS EBBESEN  med  en  besætning omkring  50 gutter og vi havde ingen  elever om  bord.   Derfor  gik  plottere  og  signal  mænd  sammen  med  en  befaren  på søvagter  hvor vi, bortset  fra  opgaver  som  signal gast og radar-plotter, var rorgængere og udkik på brovingen  hvilket  var usandsynligt  koldt og vådt i vinterhalvåret. Under gang  arbejdede vi derfor tæt sammen.  Vi havde køje knager ved siden af hinanden på forbanjen.

Når vi havde landlov gik Anker og jeg ofte ture i land både op i de vilde bakker eller rundt i byen.  Der er et par episoder hvor jeg var alene med Anker som jeg husker tydeligt.

Middagsinvitationen vi desværre selv måtte betale for!

Da jeg blev  påmønstret  THETIS blev mine forældre  kontaktet af nogle af deres bekendtes bekendte som havde  familie på Færøerne, og de bad mig om at tage  julegaver med til dem.  De  havde  ingen forestilling om hvor lidt plads jeg havde om bord, men jeg fik dog 2-3 små pakker og de gav mig navn og adresse på hotellet og restauranten de ejede eller bestyrede i Torshavn.  Der kunne  måske vanke en fri middag når jeg afleverede  gaverne.  Min moder  formanede  mig om at være  beskeden og kun tage een kammerat med.

Det  blev  naturligvis  Anker  som  jeg  “inviterede”  med  da  vi  første  gang anløb Torshavn.  Vi havde snedigt lagt  besøget  så  vi  kunne  være  rettidige  hvis de inviterede os på middag.  Jeg er ikke helt sikker, men mener at hotellet  var  Hotel  Hafnia. Damen hvis navn jeg naturligvis har glemt, var meget gled for at få et par julegaver allerede i oktober, og spurgte  om vi ville spise middag hos dem.  Vi var lette til at blive  overtalt.

Blev ikke inviteret ind i restauranten, men op på første sal i et lokale med kun to borde.  Anker  og  jeg  havde allerede forudbestemt at vi ville prøve at spise en rigtig stor hval bøf, hvilket  vi  fik  med  dejlige  kartofler, ikke de bløde  ækle kartofler om bord, dejlige bløde løj og brun sovs.  Herligt.  Det var ikke så dårligt at være marine soldat…

Jeg  tror  ikke  at  vi  nåede  at  få  dessert  før  damen,  til vor store overraskelse, lagde en regning for middagen på bordet.  Vi endevendte vore lommer og kunne lige skrabe sammen til regningen, og gik slukøret fra  restauranten.  Jeg  var  naturligvis  meget  brødebetynget  over  at  havde  inviteret Anker på,  hvad  jeg mente ville blive en gratis  middag eller i hvert fald et par gratis øller. Jeg forsøgte at betale Anker tilbage når jeg fik solgt den næste halve flaske snaps, også medtaget fra Danmark, men Anker afviste det på det bestemteste.  Sådan var Anker.

Gratis middag på Sømandshjemmet – 3/4 fedt og smal stribe kød

Som sagt gik Anker og jeg tit sammen i byen. Vi gik ofte op på sømandshjemmet når vi lå i Torshavn og spillede  en  slags  billard  på  et  meget  lille træbord  med runde træringe og små køer.  Vi havde opdaget at  hvis  vi  spillede længe nok og de professionelle søfolk var færdig med at spise middag i den lille restaurant, så forbarmede  Sømandshjemmets  bestyrer  sig  over  os, og vi fik et måltid varm mad  gratis  “ovre i hjørnet”.  Det  var som oftest fårekød, (ikke lammekoteletter), og bestod af 3/4 fedt og en smal stribe hårdt kød, men  det  smagte  pragtfuldt.  Fedtet  både smagte og lugtede af våd uld, (jeg  har  dog  aldrig  smagt våd  uld).  Maden  om  bord  på THETIS var ofte indskrænket til rugbrøds madder  da  kabyssen  var  alt andet  end  egnet  til  at  lave mad og direkte farlig for kokken og hans hjælpere i hård sø på grund af slingerage.  Det var fyrsteligt måltider vi indtog på Sømandshjemmet.

I Dobbeltværelse med Anker på Sømandshjemmet

En  gang  gjorde Anker  og  jeg noget meget ekstravagant. Vi lejede et dobbeltværelse på Sømands-hjemmet, (med  separate  senge  naturligvis),  for  en  nat. Tænk  at  kunne sove i en rigtig seng med dyner,  hovedpude etc. Vi vågnede først omkring middagstid  hvor vi blev purret da vi skulle rømme “suiten”.

Kyssene havde hver sin aroma

På THETIS var jeg talsmand for dæksbesætningen og en anden for maskinbesætningen.  Det gav lidt ekstra frihed  til  at  rende  erindrer i land  for  at  hente film til at vise om bord, og gå ud med Chefens invitationer  til bygdernes  spidser etc. En af de vigtigste  opgaver  var  at  slæbe  spirituosa i enorme mængder til de mange “hjemsendelses fester” i forsamlingshuse i land inden aftenens festligheder.  Jeg  havde lov til  at have et par hjælpere  og  udpegede  altid  Anker til at hjælpe mig, medens de andre  knoklede  med  rengøring  om bord. Flere af disse “hjertelige” sammenkomster med Færøske piger, var i Klubben i Tværå.  På vor vej tilbage til skibet  inviterede Anker og jeg, med små opslag på sygehuset  og  i  en  fiske   konserverings  fabrik  ved havnen,  pigerne  til fest medens  de  fleste  af mændene var til søs. Meget belejligt. Man behøvede aldrig under dansen at spørge om damen arbejdede på sygehuset eller på fabrikken. Kyssene havde hver sin aroma.

Dans i klubben der endte med håndgemæng på kajen

Ved en lejlighed endte vor provokerende  opførsel med  håndgemæng mellem besætningen og nogle Færøske  fiskere,  da  de  sidste i mørket midt om natten  gik  tilbage til THETIS.  Skipperen og næst kommanderende  blev  overfaldet, men svarede igen med håndfaste slag der koste angriberne et par tænder og blå øjne,  som  blev blæst op til en sag, som I kan læse om i et avisudklip på følgende link. Jeg havde på fornemmelsen at det ville gå galt den aften og listede om bord tidligere end de andre.

Jeg kan ikke huske om jeg fulgtes med Anker, men da han var en forsigtig type har jeg nok gjort det.

Det  er mange gode minder jeg stadig har om min THETIS  kammerat,  Anker.  Som  en af mine nærmeste kammerater kan man også se at han er en af de første (fjerde øverst til venstre) der skrev bag på mit billede af THETIS’ besætningen på fordækket af THETIS.

Hilsen fra Arne / Thetis.